Tekst_
Malene Romme-Mølby
Foto_
Privat
Det er faktisk ikke svært at spotte, når en elev har fået ChatGPT til at lave en opgave i engelsk, fortæller Mette Andreasen, der er forperson for Erhvervsgymnasiernes Engelsklærerforening.
“Jeg behøver ikke læse mange linjer, før jeg kan se det på sætningsopbygningen, tegnsætningen eller ordvalget, siger hun.
Lidt sværere bliver det, når eleven kun har fået hjælp til at skrive dele af opgaven.
“Men jeg tror dog, at man for det meste vil kunne se det, fordi der er en ændring i skrivestilen. Vi kender jo vores elever og lægger hurtigt mærke til, hvis der er diskrepans mellem deres skriftlige og mundtlige præstationer,” siger Mette Andreasen.
Plagiering er ikke en ny udfordring for engelsklærerne, hvilket betyder, at Mette Andreasen – som mange andre lærere – ofte spørger lidt ind til en elevs besvarelse, hvis den pludselig skiller sig ud. Men hvor der findes flere programmer, der kan afsløre plagiering, så er der endnu ikke ét program, der kan opfange alt indhold produceret af kunstig intelligens. Og bevisførelsen ligger hos lærerne.
“Dokumentationen er træls, fordi man let kan få konflikter med eleverne, når man mistænker dem for at snyde. Og det kan være svært at løfte bevisførelsen, på trods af at man er ret sikker på, at eleven ikke ville kunne skrive på det høje sproglige niveau,” siger Mette Andreasen.
Læreproces går tabt
Men at der er kommet en ny spiller i forhold til snyd, er faktisk ikke det største problem ved ChatGPT, mener forpersonen for engelsklærerne.
“Den største udfordring ligger i forhold til, hvad gymnasiet er sat i verden for: at uddanne elever til selvstændighed og at være kritisk tænkende,” siger Mette Andreasen og uddyber:
“Når elever får hjælp af kunstig intelligens til opgaverne, så forpasser de chancen for at lære noget. Jeg forsøger ofte at forklare eleverne, at de ikke skal lave stilen for stilens skyld, for hvis ikke de laver arbejdet selv, går arbejdsprocessen og dermed læreprocessen tabt.”
Jeg ser forbud som et stort tilbageskridt. Jeg vil hellere have, at vi re-tænker eksamensformerne og undervisningen.
Endnu oplever engelsklærerne ikke, at ChatGPT er så udbredt, men Mette Andreasen er ikke i tvivl om, at brugen af den vil stige voldsomt.
Det betyder, at der er behov for at drøfte udfordringerne på lærerværelset, men også med eleverne.
“Vi er nødt til at italesætte overfor eleverne, at de har ansvar for egen læring,” siger Mette Andreasen.
“Derudover er det oplagt at arbejde med ChatGPT og kunstig intelligens i undervisningen. Men også om information og misinformation, og hvor de informationer kommer fra, som vi henter fra nettet. Og hvordan gennemskuer vi, om de er valide,” siger Mette Andreasen.
Vi har spurgt forpersonerne for fire faglige foreninger om deres syn på ChatGPT.
Find artiklerne herunder:
Dansk
ChatGPT truer skriftligheden
Engelsk
Læring går tabt, når elever bruger ChatGPT
Kommunikation og it
Undervisningen skal afspejle virkeligheden – her bruger de ChatGPT
Matematik
Opgaver med blyant og papir sikrer elevernes faglighed
At der er forbud mod internetadgang til eksamen skaber en falsk tryghed, mener Mette Andreasen. For nogle elever finder alligevel frem til en måde at komme på internettet. Det samme vil ske med forbud af kunstig intelligens, mener hun.
“Personligt tror jeg hellere, at vi – skolerne, de faglige foreninger og ministeriet – skal have en snak om, hvordan vi skal forholde os til en verden, hvor kunstig intelligens bliver en naturlig del. Skal vi fortsætte med at holde fast i forbud og på den måde komme mere og mere ude af trit med udviklingen?” spørger Mette Andreasen.
“Jeg ser forbud som et stort tilbageskridt. Jeg vil hellere have, at vi re-tænker eksamensformerne og undervisningen. For eksempel kan et skriftligt produkt blive koblet sammen med en mundtlig prøve, som vi har i SOP,” siger hun.
Mette Andreasen ser også potentiale i dansklærernes forslag om at have flere skriveprocesser i undervisningen.
“Processkrivning kunne give rigtig god mening, fordi man i højere grad kunne have fokus på elevernes læring i stedet for på slutproduktet,” siger hun.
Læs: ChatGPT truer skriftligheden
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode