
Ordblinde elever har fortsat ret til nødvendig støtte i undervisning og til eksamen, også ved analoge prøver

Ordblinde elever har fortsat ret til nødvendig støtte i undervisning og til eksamen, også ved analoge prøver
“Godmorgen, er I klar til at lægge telefonerne væk?”
Tobias Krog Lafontaine har netop samlet sin 2. års eux-klasse i en halvcirkel. Han er dansk- og engelsklærer på eud/eux på Roskilde Handelsskole og fortæller om dagens undervisning, der foregår i skolens såkaldte Ecohub – et lokale bygget i bæredygtige materialer.
“I dag skal vi arbejde med reklamekampagner på papir og træne vores evner til at arbejde skærmfrit,” siger han.
De almindelige stole er skiftet ud med træskamler og puder i blå og grå nuancer, og langs væggene er der kun få stikkontakter. De få stikkontakter er 19-årige Sanna Syberg normalt ikke begejstret for. Det kan gøre det svært at få strøm til computer og telefon. Men denne mandag forbliver computeren i tasken.
For Sanna Syberg er computeren ellers et vigtigt arbejdsredskab. Hun er ordblind og bruger computerens hjælp, når hun skal formulere sig skriftligt. Så når opgaverne skal skrives i hånden, bliver det sværere at få ordene ned på papiret.
Jeg afleverer noget, som jeg ikke rigtig kan stå inde for.
“Jeg tror, det største problem for mig som ordblind er, når vi skal lave afleveringer i hånden. For jeg ved jo godt, hvad jeg vil skrive, men min hjerne kan ikke finde ud af at få de rigtige ord ned på papiret,” fortæller hun.
“Og når der ikke er hjælpemidler, så kan jeg komme til at føle, at jeg afleverer noget, som jeg ikke rigtig kan stå inde for.”
Mere analog undervisning har landet over været et af gymnasiernes svar på elevernes brug af kunstig intelligens. Men når computeren lægges væk, risikerer ordblinde elever som Sanna Syberg samtidig at miste et nødvendigt hjælpemiddel.
Gymnasieskolen er med, da Sanna Sybergs klasse på Roskilde Handelsskole for første gang gennemfører et helt danskmodul med papir og blyant.
Et forsøg på at holde AI ude
Selvom det er første gang med analog undervisning i dansk, har eleverne prøvet kræfter med den skærmfri undervisning i andre fag, og fremover kommer den slags undervisning til at fylde mere.
Udviklingen indgår i en bredere debat om skærmenes plads i undervisningen og om elevernes arbejde ved prøver og eksamener. I flere gymnasiale sprogfag er analoge prøveformer allerede indført. Elever med særlige prøvevilkår har dog fortsat mulighed for at bruge deres læse- og skriveværktøjer.
Udviklingen nåede nye højde, da undervisningsminister Magnus Heunicke (S) med sin strakspakke mod AI-snyd opfordrede gymnasierne til at lade eleverne skrive flere opgaver på skolen under kontrollerede forhold.
Jeg ville være bekymret for, at jeg ikke kan vise, hvad jeg faktisk kan.
Samtidig har Politiken beskrevet, hvordan ordblinde elever kan komme i klemme i kampen mod AI-snyd. I sidste uge fortalte avisen om 18-årige Karla Hewan Hasselgren, der fik frataget en digital hjælpefunktion til en prøve.
Sanna Syberg har ikke selv oplevet at få frataget en sådan funktion til prøver. Men hun frygter, at det fremover bliver sværere at være ordblind på en gymnasial uddannelse.
”Jeg ville være bekymret for, at jeg ikke kan vise, hvad jeg faktisk kan, hvis ikke jeg har hjælpemidlerne til at hjælpe mig på vej,” fortæller hun.
“Idéen er, at vi selvfølgelig vil imødekomme de krav, regeringen sætter, men også lære eleverne ikke at være helt og aldeles afhængige af computeren,” forklarer Tobias Krog Lafontaine, inden han vender sin opmærksomhed mod klassen.
Han deler små papirlapper ud. På hver seddel står et fagbegreb, som eleverne kender fra danskundervisningen. I makkerpar skal de forklare begrebet for hinanden. Derefter bytter de papirlapper og finder en ny makker.
Snart fyldes lokalet af en lav summen. Appelformer, sekvenser, mimik og andre begreber forklares på kryds og tværs. Indimellem blander fagbegreberne sig med snak om weekendens bedrifter.
Tobias Krog Lafontaine går rundt mellem eleverne. Når et begreb volder problemer, hjælper han dem på vej.
“Kulturel kontekst?” spørger en elev usikkert.
Tobias Krog Lafontaine griber papirlappen med ordet og stiller spørgsmål, indtil eleven selv finder frem til svaret.
Dagens hovedopgave handler om reklamer. Læreren deler papirkompendier ud med arbejdsopgaver og billeder af reklamer, der er fundet i nærområdet. Eleverne skal analysere dem og diskutere, hvordan reklamerne forsøger at appellere til modtageren.
Sanna Sybergs gruppe består af fire elever. En af dem skriver noter, mens de andre diskuterer reklamens udtryk og forsøger at finde frem til målgruppen. Sanna Syberg kommer løbende med idéer og pointer, som klassekammeraten får skrevet ned.
”Jeg tror, den appellerer til vores følelser med humor,” siger et af gruppemedlemmerne. En anden skriver ned.
På papir bliver forskellene tydeligere
I gruppearbejdet kan Sanna Syberg bidrage mundtligt, mens en klassekammerat skriver. Sværere bliver det, når hun selv skal formulere en længere tekst i hånden.
Hun oplever ellers, at det er lettere at koncentrere sig uden computeren. Beskeder, åbne faner og andre digitale fristelser kæmper ikke om hendes opmærksomhed.
Til gengæld mangler hun den hjælp til korrektur, som hun normalt bruger til at få sine sætninger til at udtrykke det, hun mener. Det mærker hun særligt i engelsk.
“Det er svært med fremmedsprog, specielt engelsk, fordi der er mange ord, hvor der er stumme bogstaver, og det gør det jo helt umuligt for mig som ordblind,” forklarer hun.
Tobias Krog Lafontaine er opmærksom på forskellene i klassen. De ordblinde elever er fordelt, så de sidder sammen med elever, der ikke er ordblinde – på den måde kan eleverne hjælpe hinanden.
Vi kommer hinanden ved på en anden måde, når vi ikke har skærmene foran os.
Men betyder det så, at ansvaret for de ordblinde elever i praksis bliver lagt over på deres klassekammerater når undervisningen er analog?
”Ikke nødvendigvis,” mener Tobias Krog Lafontaine.
Han forklarer, at eleverne som regel selv finder sammen på den måde og fordeler rollerne mellem sig. De ordblinde er ikke altid dem, der skriver, men bidrager på andre måder. Samtidig oplever han, at fællesskabet ændrer sig, når klassen ikke sidder bag hver sin skærm.
“Vi kommer hinanden ved på en anden måde, når vi ikke har skærmene foran os.”
Modulet nærmer sig sin afslutning. Han beder klassen fortælle, hvad der fungerede godt, og hvad der fungerede mindre godt.
Eleverne fremhæver billederne af reklamerne. Det fungerer godt at have materialet fysisk foran sig, og samarbejdet i grupperne gør det nemmere at diskutere analyserne.
Problemerne opstår først for alvor, når blyanten skal bruges til længere tekster. Flere elever peger på, at de ikke er vant til at skrive større opgaver i hånden. For Sanna Syberg handler det om mere end vaner.
”Det er frustrerende, når man godt ved, hvad man gerne vil sige, men det tager længere tid at få det ned på papir.”
Dansk-modulet slutter. Tobias Krog Lafontaine samler papirerne sammen. Eleverne pakker sammen og forlader lokalet. Computerne får lov til at ligge i taskerne lidt endnu.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode