Artikel
Sådan skaber man en god studietur
studietur

Sådan skaber man en god studietur

På en vellykket studietur skal elev­erne lære på en anderledes måde, og alle skal have det godt. Det kræver god forberedelse, mener lærer Allan Baisgaard.

Tekst_ Vorre

Hvem skal dele værelse på studieturen? Og hvad får eleverne ud af et virksomhedsbesøg i London?

Allan Baisgaard fra Aalborg Handelsgymnasium nævner et par af de spørgsmål, som han forholder sig til inden en studietur.

“En studietur er også en social begivenhed, og værelsesfordelingen på hotellet kan ødelægge studieturen for nogle elever,” forklarer Allan ­Baisgaard.

Han er blandt andet lærer i en inter­national klasse på skolen og har stor erfaring med at arrangere ture til udlandet med elever.

Gymnasieskolen har bedt ham om at give inspiration til, hvordan man som uerfaren lærer forbereder en god studietur.

Og lige for at gøre værelsesfordelingen færdig, så er der ikke en fast opskrift på den, eller hvordan alle elever har en god tur. Men man skal som lærer forholde sig til det, mener Allan Baisgaard.

“Eleverne kan selv bestemme, hvordan de skal bo, eller læreren kan blande sig. Hvis der er udsatte elever i klassen, så skal man tage sig af det, inden man tager afsted. Ingen elever skal lades i stikken,” siger han og fortsætter:

“En god studietur er, når eleverne kommer hjem og taler om turen, når de fagligt har fået noget ud af den, og når det sociale har været godt og har styrket sammenholdet i klassen.”

Jeg synes, man skal tage nogle chancer og besøge steder, man ikke kender på forhånd.

Allan Baisgaard, lærer
Aalborg Handelsgymnasium

Overraskende oplevelser
Allan Baisgaard peger på, at flere rejsebureauer arrangerer studieture med fagligt indhold. Han mener dog, at de bedste oplevelser og den bedste læring kommer, når man selv arrangerer det faglige indhold.

I foråret var han og en kollega i London med en klasse. Lærerne havde hyret en guide med dansk oprindelse til at lave en guidet rundtur i forskellige minoritetsmiljøer, og de havde aftalt, at han kun skulle tale engelsk. Flere af eleverne kommenterede på dansk guidens tøj og udseende. Da turen endte, slog han over i dansk og grinede over nogle af elevernes kommentarer på turen.

“Det var lidt pinligt for nogle af eleverne og en ekstra oplevelse. Derudover var rundturen også en anderledes oplevelse, og vi så andre sider af storbyen, end hvis eleverne havde været i London som turister,” siger Allan Baisgaard.

På samme tur var klassen på besøg i den danske virksomhed BoConcept, hvor eleverne mødte en 28-årig leder. Han fortalte blandt andet om, hvordan virksomheden håndterer Brexit, og hvordan han havde arbejdet sig op i hierarkiet til sin nuværende stilling. Den læring og faglighed kan man ikke få i et klasselokale.

“Jeg synes, man skal tage nogle chancer og besøge steder, man ikke kender på forhånd.”

Han tilføjer et ekstra råd til nye lærere:

“Hvis du ikke har erfaring med at arrangere studieture, så skal du trække på dine kollegers viden og kontakter, og hvad du ellers har af netværk. Det kræver mange forberedelsestimer at arrangere en studie­tur.”

Elever skal tage ansvar
Den gode studietur begynder i Danmark. Fra begyndelsen skal eleverne være med til at sætte rammerne for turen.

“Eleverne skal være med i overvejelserne om turen og de faglige mål. Det er vigtigt, at de har medbestemmelse, så bliver det mere interessant, når man er afsted,” siger Allan Baisgaard.

I sidste ende er det lærerne, som har ansvaret for studieturen og de faglige mål. Allan Baisgaard mener dog, det er en god idé at uddelegere noget af ansvaret til eleverne. Nogle elever kan researche og fortælle om et sted, klassen skal besøge, og andre kan få ansvaret for at finde derhen.

Når eleverne er på studietur, repræsenterer de skolen og Danmark. Allan Baisgaard mener, det er vigtigt at tage en snak om landets kultur, normer, værdier og skolens studietursregler, inden man tager afsted.

“Når man er på besøg på en virksomhed, så sidder man ikke med sin telefon fremme. Og hvis man bor hos en værtsfamilie, som eleverne i den internationale klasse har gjort, så skal eleverne tilpasse sig familiens kultur,” siger Allan Baisgaard.

Allan Baisgaard

 

Skole_ Aalborg Handelsgymnasium
Fag_ Historie, international økonomi og samfundsfag

Tema: Nyt skoleår - nye idéer

17 lærere giver deres bedste erfaringer om undervisning videre:

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater