Mette Hjortlund, Klasserumsledelse handler om at  være tydelig

Klasserumsledelse handler om at være tydelig

Mette Hjortlund er meget tydelig over for sine elever, så de ved, hvad de skal lave, og hvad hun forventer af dem. Og det virker.

Nu skal I tage noter, nu skal I klappe skærmen ned og høre efter, og nu skal I tale to og to om lektien.

Mette Hjortlund er tydelig, når hun underviser, og det har hun gode erfaringer med.

“Det er tydeligt for mine elever, hvad jeg forventer af dem, og det gør dem dygtigere, mener jeg,” siger Mette Hjortlund, som underviser på Nørresundby Gymnasium.

Hun er blevet ekstra bevidst om klasserumsledelse, efter at hun deltog i et projekt med flere af sine kolleger, lærere fra Brønderslev Gymnasium og forsker Dorte Ågård fra Aalborg Universitet. Her var der i en periode fokus på klasserumsledelse. Der blev blandt andet lavet øvelser for at få alle elever i klassen med, og der blev sat fokus på, hvordan gruppearbejde og lektier sættes i gang.

Evalueringerne var positive og viste, at eleverne selv mente, at de havde lært mere.

Mette Hjortlund mener, at projektet har skærpet hendes bevidsthed om, hvad hun gør, fra hun træder ind i klasserummet, til lektionen slutter. Og hun blev bekræftet i, at hun i forvejen gør meget rigtigt, og det er hun fortsat med, efter at projektet sluttede forrige skoleår.

 “Hvis jeg bare sætter et gruppearbejde i gang eller stiller mig op og holder et oplæg uden at være tydelig om, hvad der skal ske, eller hvad de skal lave, så er der altid nogen, som ikke deltager eller falder fra,” siger hun.

Alle i gruppen har ansvar
Mette Hjortlund deler for eksempel eleverne op i grupper, og så får de 20 minutter til at arbejde med nogle spørgsmål. Nogle gange er der små delopgaver, som de enkelte elever i gruppen har ansvaret for. Det kan være, at rollerne fordeles ud fra elevernes fødselsdag eller hårlængde, så det ikke er bestemte elever, der vælger de samme roller hver gang.
 
“Alle i gruppen har en rolle og et ansvar, og ingen falder fra,” forklarer hun.
 
Når eleverne kommer tilbage i klassen, skal de måske svare på arbejdsspørgsmålene i plenum. Og nu bruger Mette Hjortlund igen et tilfældighedsprincip, for eksempel at de elever, som bor længst væk, skal svare på spørgsmål1 og så fremdeles.

Hvis jeg bare stiller mig op og snakker uden at være tydelig i mine forventninger, så går der ikke lang tid, før halvdelen er på Facebook.

Mette Hjortlund, lærer
Nørresundby Gymnasium

“Alle elever ved, at de skal forberede sig på alle spørgsmål, og de kan derfor godt svare på dem. På den måde bliver alle elever hørt. Det er tydeligt for alle, og ingen bliver spurgt om noget, som de ikke har haft muligheden for at forberede sig på,” siger hun.

Mette Hjortlund stiller sig som de fleste andre lærere ofte op og forklarer noget fagligt eller holder et fælles oplæg om et emne i klasserummet. I den situation er hun også tydelig i forhold til sine forventninger til eleverne. Nogle gange får eleverne at vide, at de skal tage noter, andre gange siger hun, at de skal klappe computerskærmen ned og høre efter og så bagefter notere, hvad de har hørt.

“Hvis jeg bare stiller mig op og snakker uden at være tydelig i mine forventninger, så går der ikke lang tid, før halvdelen er på Facebook.”

Med smil på læben
Det er dog ikke nok at være tydelig, man skal også have en god relation til eleverne, mener Mette Hjortlund.

“Jeg smiler for det meste, når jeg går ind i klassen, og sørger for at være sød og venlig over for eleverne. Det er dog ikke noget, jeg skal gøre mig umage for at være,” siger Mette Hjortlund.

Det kan måske være fristende at irettesætte en urolig elev i klassen, men Mette Hjortlund går i stedet ned til eleven og beder vedkommende være stille i stedet for at gøre det i plenum.

“Jeg siger det pænt og diskret til den enkelte elev. En dag var der en pige, som skabte en masse uro om sig, og derfor gik jeg ned og sagde det til hende. Det viste sig, at hendes søster havde fået konstateret kræft, og derfor havde hun behov for at snakke,” siger Mette Hjortlund.

Hvis en elev kun afleverer en halv opgave eller ikke har gjort sig umage med opgaven, så forsøger Mette Hjortlund at se positivt på det.

“Jeg prøver at lade være med at blive irriteret over det. Der kan være en grund til, at en elev i en periode ikke præsterer så godt, og hvis man per automatik skælder ud, så overser man måske, at der er noget galt, og eleven mister motivationen.”

I stedet læser Mette Hjortlund den halve opgave og finder ud af, hvad der fungerer, og så tager hun udgangspunkt i det og taler med eleven om, hvad hun eller han kan arbejde videre med til næste opgave.