Rasmus zoomer ind på sin og kollegernes undervisning

”Det er virkelig givende at zoome ind på sin undervisning og udvikle den i et tæt samarbejde med kolleger.”

For Rasmus Damkilde, der er lærer på Aalborg Katedralskole, har arbejdet med kollegial supervision været en øjenåbner.

”Man får et frirum til at reflektere over sin praksis. Det skaber lyst til handling,” siger Rasmus Damkilde.

Kort fortalt er kollegial supervision en metode til dialog og refleksion om undervisningen. Lærerne går sammen i tremandsgrupper og skiftes til at være fokusperson, supervisor og mediator. Fokuspersonens undervisning observeres af de to andre, og bagefter taler man om det, der er foregået i klasserummet. Det er fokuspersonen, der vælger, hvad emnet skal være. Det er kun supervisoren, der må stille spørgsmål, mens mediatoren skal holde samtalen på sporet og give feedback på den.

De faste regler og roller var en udfordring i starten, men viste sig hurtigt at være en styrke. Det giver samtalen dybde og skaber tryghed, fortæller Rasmus Damkilde.

”Supervisorens spørgsmål skal være åbne, og gode råd og færdige løsninger er forbudt. Pointen er, at det er fokuspersonen selv, der via dialogen skal få øje på nye muligheder. Der er ingen, der prøver at lave dig om. Og tit bliver man faktisk bekræftet i, at man gør det godt.”

En anden styrke er, at metoden tager udgangspunkt i den konkrete hverdag i klasserummet, påpeger han.

Sæt dig selv på spil
Rasmus Damkilde har arbejdet med kollegial supervision flere gange. Både som samfundsfags- og historielærer – og både i blandede grupper og i grupper med tre lærere fra samme fag. Det kan noget forskelligt, fortæller han.

En af de gange, hvor han har været fokusperson, valgte han feedback på skriftlige opgaver i samfundsfag som emne. Han syntes ikke, at eleverne fik nok ud af hans feedback – hverken den mundtlige eller den skriftlige.

”Det var utrolig givende at have en kollega til at observere, hvad der skete i klassen, når eleverne fik mine tilbagemeldinger. Da vi bagefter snakkede om det, blev det tydeligt for mig, at jeg var nødt til at ændre min praksis, og jeg vidste hurtigt, hvad jeg havde lyst til at prøve af,” fortæller Rasmus Damkilde.

Han mener, at det er afgørende, at man sætter sig selv på spil og vælger en udfordring fra sin hverdag som fokuspunkt. Måske ikke lige første gang, men når man kender metoden og føler sig tryg.

”Når man ser en kollegas undervisning, er det indlysende, at man bliver inspireret og for eksempel tænker: Det er en god øvelse, den vil jeg også bruge. Men det er kun en sidegevinst. Kollegial supervision kan for alvor flytte noget, hvis man sætter sin egen rolle og sine egne evner i spil,” siger Rasmus Damkilde.

Styrker fællesskabet
På Aalborg Katedralskole arbejder man videre med kollegial supervision i dette skoleår. Skolen har ligesom de foregående år sat tid af til det.

Rasmus Damkilde opfordrer lærere på andre skoler til at bruge metoden. Han oplever, at den skaber et stærkt kollegialt fællesskab.

”Nu er min undervisning ikke kun min. Nu er den også mine kollegers, fordi de har set den og talt med mig om den.”

Dialogen på kryds og tværs af lærerværelset vokser, fordi nye netværk opstår, påpeger han.

”Det skaber en kollegial samhørighed. Det er tit de samme, man taler med. Men når man har arbejdet tæt sammen med nogle, man ellers ikke plejer at snakke så meget med, så bliver de også nogle, man kan trække på i hverdagen.”

Men den allerstørste gevinst er nok, at arbejdet med kollegial supervision giver arbejdsglæde i en tid med nedskæringer, lyder det fra den nordjyske gymnasielærer.

”I en utryg tid giver det glæde at arbejde helt lavpraktisk med det allervigtigste – nemlig den daglige undervisning. Skolen har sat tid af til det, og derfor får vi rent faktisk flyttet vores undervisning kvalitativt, selvom det er trange tider,” siger Rasmus Damkilde.