Hvordan kan arbejdslivet gentænkes

37 timer fem dage om ugen. Derefter en velfortjent pension, hvor du kan slappe af og gøre nogle af de ting, du på grund af arbejdets belastning ikke har haft tid eller overskud til, men altid har drømt om at gøre. Hvis du altså, i din bedagede tilstand, er i stand til det. Eller hvis du ikke er død forinden. ”Mange arbejder så ivrigt for deres livsaften, at de ikke kommer til at opleve den,” som den schweiziske teolog og skribent Markus M. Ronner har ytret.

Den protestantiske kultur har lært os, at ar­bejde betaler sig; at det på visse områder næsten er lønnen i sig selv. Først var det for at sikre overlevelse, men i de godt seneste 100 år har kapitalismen ydermere lært os, at det ikke længere er tilstrækkeligt at arbejde for at overleve. Nu skal vi også arbejde for vækstens og forbrugets skyld. Eller for at de, der sidder på flæsket, kan blive endnu rigere på det arbejde, andre laver, vil somme sikkert sige.

Økonomen John Keynes, der af mange anses for en af den moderne økonomiske tænknings fædre, forudså med den teknologiske udvikling en arbejdsuge på blot 15 timer. Filosoffen og nobelprismodtageren Bertrand Russell forudsagde i 1930’erne, at vi i dag kun ville arbejde fire timer dagligt. Vejen til lykke og fremgang ligger i den organiserede reduktion af arbejde, mente han, der i øvrigt generelt var fortaler for en højere grad af lediggang.

Ingen af de to store tænkere fik i første om­gang ret. Men hvem siger, at vores arbejdsliv skal blive ved med at være indrettet, som vi kender det i dag med 37 timer, fem dage om ugen? Sådan har det jo trods alt ikke været altid, og der er bevægelser i gang rundt omkring, der peger mod både reduceret arbejdstid og en mere fleksibel indretning af vores hverdag. Det handler altså ikke kun om, hvor meget vi arbejder, men også om hvordan. For eksempel anslås OECD-landene årligt at miste 10 billioner dollars på grund af for meget ledelsesbureaukrati, der sætter hindringer i vejen for innovation og kreativitet hos medarbejderne.