Fremtidens arbejdsliv: Pandemi kan åbne døre

Siden statsministeren i marts 2020 første gang lukkede Danmark ned som følge af corona-pandemien, har landets undervisere og elever gennemgået et virtuelt eksperiment.

Sektoren er således blevet mange erfaringer rigere, dog ikke alle positive. Fra flere sider er der imidlertid blevet peget på, at den ’omstilling’, der blev tvunget ned over skolerne, og den generelle situation, samfundet har stået i, har skabt en større vilje til og accept af forandringer, som måske før pandemien syntes længere væk.

Læg dertil voksende klimabevidsthed, en stigende fornægtelse af forbrug som den sande Gud, ja, i det hele taget større fokus på værdier, frihed og balance. Flere steder er bevægelsen allerede i gang og har som eksempelvis i Island resulteret i overenskomstsikret nedgang i arbejdstiden, eller – som på enkelte arbejdspladser herhjemme, flere kommuner i Sverige og snart i et stort spansk projekt – indført fire dages arbejdsuge. Og hvem siger egentlig, at også lærere til evig tid skal arbejde 37 timer 5 dage om ugen? Er det muligt at skabe større fleksibilitet og frihed i arbejdslivet?

Gennemskuelige og rimelige præmisser
Både og – hvis man skal tro formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), Tomas Kepler. For selv om gymnasielærerne som sådan kæmper for rimelige arbejdsvilkår og frihed i arbejdets tilrettelæggelse, er der samtidig en efterspørgsel på faste rammer. Deri ligger frisættelsen, mener han. For bliver rammerne mere gennemskuelige – med et mindre arbejdspres, end mange gymnasielærere i disse år oplever – vil begrebet tid blive mindre interessant for lærerne.

“Essensen i lærergerningen er – med et fagligt udgangspunkt – relationen til andre mennesker. Udflydende grænser var tidligere, hvor arbejdspresset var anderledes, ikke noget stort problem. Det udflydende er måske bare en måde at udleve identiteten som lærer på, men det bliver et problem, når du udsættes for pres og manglende ressourcer, så du hverken kan leve op til dine forventninger til dig selv eller fra omverdenen,” siger Tomas Kepler, som ikke mener, at gymnasielærerne som sådan efterspørger en arbejdsuge på fire dage – det handler i bund og grund om gennemskuelighed og en rimelig mængde opgaver. En kendt præmis med faste og rimelige akkorder, hvor lærerne ved, hvad opgaverne udløser.

Medbestemmelse og decentralisering
Ditte Burmeister er tillidsrepræsentant på Københavns VUC (KVUC), og hun er ganske meget på linje med GL-formanden.

På KVUC har lærerne ifølge tillidsrepræsentanten overvejende komprimerede tilrettelæggelser, hvilket betyder, at arbejdet er så ulige fordelt, at man i perioder må tage alle aftener og weekender i brug for at nå arbejdet. Så en planlægning, der sikrer, at lærerne kan gennemføre deres undervisning indenfor en “normal” arbejdsuge, vil være særdeles velkommen, mener hun.

“Personligt duer jeg ikke til at planlægge undervisningen flere måneder i forvejen i de stille perioder, før jeg overhovedet kender klassen. Det gode underviserliv er for mig, at der er plads til faglig fordybelse, tid til relationsarbejdet og samarbejde med kolleger fremfor standardiserede forløb, ’relationsoverload’ og stress,” siger hun.

“Jeg vægter at blive inspireret og have mulighed for at deltage i kurser og efteruddannelse. Det er der heldigvis god mulighed for på KVUC, hvor hver medarbejder har et fast beløb til rådighed hvert år. Desværre oplever jeg, at en masse af mine kolleger ikke kan overskue det på grund af arbejdspresset.”

Ditte Burmeister ønsker sig derfor, at sektoren, efter en lang periode med et øget fokus på ledelsesrum, bevæger sig mod mere medbestemmelse og decentralisering af beslutningerne, da det for hende er det, der er med til at sikre anerkendelse og engagement. 

Unik situation
VUC-formanden i Danske HF & VUC, Pernille Brøndum, kan fra arbejdsgiverside dog godt forestille sig, at det sidste år med pandemi og nedlukninger, hjemmearbejde og mere digitalisering kan føre til ændringer som for eksempel en hjemmearbejdsdag om ugen med tid til fordybelse. Det vil samtidig have et klimaperspektiv, da folk så ikke skal transportere sig. Hvis alle gør det, vil det batte.

“Vi har en unik situation nu på grund af overvejende negative erfaringer. Men vi har da gjort os nogle opdagelser omkring virtuelle møder, bedring for klimaet og så videre. Uddannelse og dannelse handler ganske vist meget om at mødes, men vi har nu et afsæt, hvorfra vi kan prøve noget nyt og helst ikke bare skal dumpe tilbage til det, der var før,” siger hun.

Mange kursister er blomstret under nedlukningen, bedyrer hun – også de sårbare. Og lærerne har været gode til at melde tilbage, hvad der har fungeret og navnligt, hvad der ikke har. Men det er svært at bedømme den virkelige vekselvirkning i krisetider, siger hun.

Mere frihed og individuelle hensyn
VUC har altid været vant til eksperimenter og alternative metoder, fordi kursistgruppen ofte har særlige behov, for eksempel børn, at tage hensyn til. Pernille Brøndum mener, at strukturen kunne forbedres og blive mere fleksibel for alle parter, hvis hver enkelt institution fik større frihed. Det vil dog kræve meget mere individuelle hensyn i uddannelsessystemet, hvor alle skoler og lærere ikke behøver at bruge samme antal timer i fagene efter en central skabelon, fordi der med den særlige kursistgruppe er behov for forskellige læringssituationer og variationer i arbejdsmåder og rammer. Og ikke mindst individuel planlægning. Og hvor man måler mere på studieaktivitet end på fremmøde.

Hvor langt er vi så fra den situation, og hvad kræver det at realisere den?

“Vi er stadig et stykke vej fra. Men vi har taget et skridt nærmere i corona-perioden. Hvis vi for alvor skal videre, kræver det en modig undervisningsminister eller et politisk flertal, som siger ”nu udvikler vi”, og som vil indføre samme taxameter til al slags undervisning – og ikke kun 75 procent til fjernundervisning, som det seneste år har vist, er ligeså krævende – for ellers bliver det alt for dyrt for skolerne at eksperimentere,” mener Pernille Brøndum.

Hun tilføjer, at skal det lykkes at skabe noget andet og mere fleksibelt, skal lærerne føle ejerskab over processen. Ellers går det aldrig.

“Ministeriet kunne jo starte med lidt tillid og løsere rammer til underviserne. Den her krise har for alvor været dyr, hvis der i det mindste ikke kommer noget godt ud af den.”

Læs meget mere om fremtidens arbejdsliv og tendenserne til større frihed, fleksibilitet og mulig reduceret arbejdstid i den nye trykte udgave af Gymnasieskolen, der udkommer på mandag.