Akkorder og tillid som frisættelse

Formanden for Gymnasieskolernes lærerforening (GL), Tomas Kepler, får i første omgang næsten en und­skyldende mine på, da han bliver bedt om at give et bud på, hvordan gymnasielærernes arbejdsliv eventuelt kan skrues bedre sammen, blive mere fleksibelt og give en bedre sammenhæng mellem arbejde og privatliv.

“Jeg ved godt, det er et kedeligt fagforeningssvar – men det må blive det klassiske: mere tid og transparens! Flere hænder til opgaven!”

Han synes ikke, at begrebet tid i sig selv er interessant. Men arbejdspresset i relation til samme har gjort det uomgængeligt at diskutere. Og når man gennemførte en overenskomst (OK 13), som i udpræget grad var en ’tælle-overenskomst’ fra arbejdsgiverside, opnåe­de man det modsatte af intentionen: en forsvindende kaldstanke hos medarbejderne, fordi det tvang dem til også at tælle. Mindre fleksibilitet den ene vej giver som regel også mindre fleksibilitet den anden. Samtidig åbnede udraderingen af lærernes hidtidige, centralt bestemte arbejdstidsregler op for individualisering og voldsomme nedskæringer på tiden til at forberede undervisningen.

Udflydende grænser i gymnasielærerarbejdet var tidligere ikke et stort problem, mener Tomas Kepler, fordi jobbet dels var rodfæstet i et andet og mere gennemskueligt arbejdspres og dels er så integreret en del af ens identitet.

“Essensen i lærergerningen er – med et fagligt udgangspunkt – relationen til andre mennesker.”

Afkoblet fra idealerne
Lærernes generelle opfattelse af et godt arbejdsliv er således, om man lever op til selvbilledet og forventningerne. Det er ikke en vare eller et produkt, og derfor er det svært at veje og måle arbejdet.

”Det udflydende er måske bare en måde at udleve identiteten på, men det bliver et problem, når du fratages transparensens tryghed og udsættes for pres og manglende ressourcer, så du ikke kan leve op til dine forventninger til dig selv,” siger Tomas Kepler.

“Det ulykkelige er, at vi i vores sektor har været ramt af en opfattelse i omverdenen af, at fordi vi havde nogle centrale akkorder som rammer for tidsudmåling, var vi opsat på at tælle timer. Det forholder sig lige modsat.”

GL-formanden mener, at virkeligheden i lærerarbejdet er blevet afkoblet fra idealerne. Lærernes oplevelse er, at der er blevet mindre og mindre tid til at klare opgaverne, og systemet er blevet mindre gennemskueligt og mindre logisk. Til gengæld er der kommet flere og flere elever til hver lærer, uden at det har rykket ved arbejdstiden. Den nye overenskomst, der trådte i kraft for et par måneder siden og nu for alvor skal implementeres, indeholder nogle bedre håndtag til at koble tingene. Men, siger Kepler:

“Er det rimeligt og hensigtsmæssigt, at man som gymnasielærer skal stå over for og forholde sig til måske flere end 150 ansigter om ugen? Det synes jeg, folk skulle spørge sig selv om. Den diskussion vil på sigt måske være en god måde at drøfte arbejdet på.”

Tid og gennemskuelighed
Men tilbage til GL-formandens svar på det indledende spørgsmål om, hvordan arbejdslivets struktur kan forbedres:

“Lønmodtagerkulturen er ikke idealet for de fleste lærere, og det er ulykkeligt, at politikere, ledere og embedsværket har troet, at man med OK 13 og et fortidigt ledelsesregime tog et opgør med sådan en kultur, når man i stedet faktisk har tvunget den ned over folk. Samtidig med en forestilling om, at lærerne havde alt for god tid til opgaverne. Man har virkeligt formået at skyde gymnasiesektoren i begge fødder. Det, vi ønsker, er gennemskuelighed og en rimelig mængde tid til at løse opgaverne,” siger han og kommer næsten så tæt på at sige det hellige tal 1,33 – den sats, en undervisningstime udløste med forberedelse i akkorderne før OK 13 – uden at sige det.

Men ja, medgiver han – den umiddelbart fastlåste struktur kan paradoksalt nok være den model, der understøtter større fleksibilitet og frihed.

“Faste og rimelige akkorder, hvor man ved, hvad opgaverne udløser, kan være en frisættelse, fordi man så har et bedre overblik over opgaverne og præmisserne. Lærere tænker i undervisning og skoleår. Det vil give ro om kerneopgaven, og det trænger vi til.”