Hybride løsninger

Fremtidsforskeren

Vi står nu på den anden side af corona, der har bragt store omvæltninger med sig for arbejdslivet. Hvor oplever du, at vi kan bevæge os hen som arbejdssamfund?

“Det, man har oplevet på arbejdspladserne, er, at meget mere har kunnet lade sig gøre på kortere tid, end man egentlig havde troet. Og det, medarbejderne har oplevet langt hen ad vejen, er, at samfundet har fungeret ganske udmærket på en lang række parametre. Selvom vi var lukket ned, og vi skulle arbejde hjemme, og en masse blev aflyst. Og det er jo positivt, for det betyder, at medarbejderne og organisationerne kan kigge på fremtiden og tænke, at hvis vi kunne forandre os så meget i 2020 og 2021, så kan vi vel fremadrettet fortsætte med at forandre os og gøre tingene på en anden måde. Vi kommer helt sikkert til at se alternativer til den model, vi har i dag, det bliver det hybride. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Det bliver en blanding af det digitale og det fysiske. Det var det selvfølgelig også før corona, men nu fylder det endnu mere, og det vil komme til at fylde endnu mere, end det allerede gør.”

Hvad kan det komme til at betyde konkret for arbejdspladserne?
“For arbejdspladser betyder det helt konkret, at de skal være sindssygt bevidste om, hvad det skaber af værdi for arbejdspladsen og for medarbejderne, at de møder ind fysisk. Hvad kan det fysiske fremmøde? Det gælder overalt i samfundet. Hvad er det, der gør, at det har en værdi, at du mødes med andre?”

“Det sociale i cafebesøg, fodboldkampe, koncerter etc. skal selvfølgelig stadig være fysisk, men hvis du går ind og ser på en arbejdsplads, så er det ikke nok bare at sige: ”Jeg synes, det ku’ være hyggeligt, at I møder ind igen.” Der skal simpelthen noget mere til. Det, der skal til, er, at arbejdspladsindretningen skal ændres, for meget af det, vi før gjorde på arbejdet, kan vi gøre mere effektivt derhjemme. Og så bliver kultur, holdninger og værdier ekstremt vigtige. Jeg hører faktisk fra chefer rundtomkring, at man simpelthen er bange for en opsigelsesbølge, fordi man måske ikke er attraktiv nok som arbejdsgiver. Så kultur og holdånd bliver endnu mere vigtige at dyrke for arbejdsgiveren.”

Efter denne opruskning af arbejdslivet og hverdagen generelt, hvilke megatrends kan vi forvente?
“Jeg tror, vi kommer til at se individuelt tilpassede løsninger. Det her med at sige: “Hvad er det for en løsning, der passer til lige netop vores arbejdsplads?” Det tror jeg da godt, at man kan se på i Danmark. Skulle man se på, om de rammer og den lovgivning og de overenskomster, der er omkring vores arbejdsliv, kunne se anderledes ud? Det, tror jeg, kunne være interessant. Hvis man for ek­sempel flyttede det over på uddannelsessektoren, kunne man måske lave nogle kommuneforsøg. Man må prøve at give den enkelte skole nogle flere og større frihedsgrader.”

Tror du, det er muligt at skabe et samfund, hvor vi arbejder mindre end nu? Der er jo strømninger i udlandet, hvor man arbejder for en kortere arbejdsuge.
“Jeg har svært ved at forestille mig, at den gennemsnitlige arbejdstid vil gå radikalt ned. Der er jo sindssygt mange opgaver i denne verden. Hele skrækfortællingen om, at maskinerne overtager arbejdet fra os, passer jo ikke. Og så synes jeg, at man skal passe på med at tegne billedet af arbejde som noget negativt. Der er mange, der er glade for at gå på arbejde og elsker deres kolleger og så videre. Arbejdet giver sammenhold og identitet. Jeg kan ikke se, at det er væsentligt eller påtrængende at ændre modellen radikalt. Jeg synes heller ikke, jeg hører nogen politiske røster, der skriger efter en model, hvor arbejdstiden er sat væsentligt ned. Eller at der er et opsparet behov for en revolution.”

“Men vi befinder os i en unik mulighed her i 2021, for nu har vi alle sammen forstået, at tingene kan se radikalt anderledes ud på mange arbejdspladser. Og jeg tror på, at der er en forventning fra medarbejderne om, at arbejdspladsen er hurtigere og mere fleksibel og villig til at eksperimentere. Og når jeg siger eksperimentere, så mener jeg ikke firedages arbejdsuge, men måske mere med det hybride. Og også med asynkrone arbejdsmodeller, hvor den enkelte medarbejder kan arbejde, så det passer ind i vedkommendes foretrukne rytme og hverdag bedst muligt

Filosoffen

Vi står nu på den anden side af corona. Hvad har det gjort ved os som mennesker?
“For første gang i mange år har vi fået øjnene op for den sårbarhed, der er hos os mennesker. Hvor vi før har været meget optaget af det her med, at vi kan, hvad vi vil, er vi nu blevet præsenteret for et andet perspektiv. I filosofien siger eksistentialisterne, at det er krisen, der får os til at reflektere over, hvem vi er, og hvordan vi skal leve. Ellers kan vi bare fortsætte i samme spor. Og der tror jeg, at vi helt klart må sige, at der i forbindelse med corona er opstået nogle refleksioner over, hvordan vi gerne vil leve vores liv.”

“Og der har også præsenteret sig nogle muligheder for os. Vi har fået en forståelse for, at vores handlekraft er langt større. Vores mulighedsrum er blevet voldsomt udvidet. Simpelthen fordi der sker noget fundamentalt med os. For at bruge en sportsanalogi, så ser man jo inden for sportens verden, når der er en, der bryder nogle grænser eller slår en rekord, jamen, så ser man pludselig nogle andre følge med. Fordi man også har haft nogle mentale barrierer. Og man ser det i innovation, når der pludselig bliver opfundet nogle nye ting, så er der nogle ting, der hurtigt følger efter, fordi der er blevet åbnet en dør. Og hvis man ser på mulighederne, er der blevet åbnet nogle døre her under coronakrisen.”

“For eksempel: Hvad kan vi gøre i forhold til klimaet? Jo, vi kan godt redde klimaet! Vi kan udrydde fattigdom. Ting, hvor vi har sagt: ”Det må tage noget tid. Det må tage nogle år.” Jamen, det kunne vi da gøre utrolig hurtigt, hvis der var den politiske vilje til det. Hvor man før har sagt: ”Nej, det går slet ikke, fordi og fordi.” Men hvorfor ikke, altså? På den måde tror jeg, at der er et potentiale for, at vi kan træffe nogle meget mere vidtgående politiske beslutninger, også i forhold til vores arbejdsliv. Hvorfor er det, at vi alle sammen skal arbejde 37 timer om ugen gennem hele livet? Det, jeg hører mange sige, er, at ”nu skal vi tilbage til hamsterhjulet.” Men vi gider jo ikke det hamsterhjul. Og vi kan godt komme ud af det.”

Tror du, at vi med bevidstheden om vores muligheder og vores evne til hurtig omstilling vil se et større pres fra folk til at få skabt nye måder at tænke arbejdsliv på?
“Jeg er sikker på, at politikere fremover vil blive mødt med argumentet: ”Se, hvad vi kunne gøre under corona!” Det, tror jeg, vil få stor betydning. Vi kommer til at se, at arbejdslivet i højere grad skal tilpasse sig vores personlige behov. Hvor er vi henne i livet? Jeg tror, vi kommer til at se mere individuelle løsninger for arbejdslivet. Inden for lægevidenskaben taler man om personificeret medicin. Jeg tror også, vi får et personificeret arbejdsliv. Det kommer man til at se en stor udvikling på over det næste årti, er mit bud.”

Kan der være farer forbundet med denne udvikling?
“Ja, de store samfundsændringer har ikke kun utopisk potentiale. Der er også dystopiske perspektiver med, hvor den stigende uvished er ophav til mere stress og angst. Sociologen Zygmunt Bauman talte om det flydende liv, hvor strukturer brydes op, så fællesskaber udviskes, og individet i højere grad selv står med ansvaret for sit liv i et konkurrencepræget samfund. Det eksistentielle pres, der kommer på individet, bliver forøget i den sammenhæng, for vi kan snart ikke magte mere uvished og selv at skulle tage stilling til flere ting. Det er det, der hedder ’valgets paradoks’. Valgmuligheder kan være godt, men når vi får for mange, bliver vi faktisk mere ufrie og mere ulykkelige. Også Kierkegaard sagde, at mulighederne er den tungeste af alle kategorier og en væsentlig årsag til angsten. Når der er for meget ubestemt og for meget stillingtagen, kommer der også en eksistentiel belastning. Selvfølgelig er individuel frihed og fleksibilitet rigtig, rigtig godt, men vi skal bare huske at være opmærksomme på den eksistentielle belastning, vi lægger på individet.”

Arbejdslivsforskeren

Som arbejdslivsforsker kan du give et generelt snapshot af arbejdslivet i Danmark anno 2021?
“Vi havde Septemberforliget i 1899, som gjorde, at man fik regler om, at arbejdsgivere og medarbejderne skulle forhandle. Og så gik det ud over stepperne derfra. I 1990 fik vi indført 37-timers arbejdsuge. Og siden er der sket en mangfoldighed og fleksibilisering af forskellige former for arbejdstid. Arbejdstiden på 37 timer forblev den samme, men man begyndte at fjerne andre barrierer i stedet for. Både fordi arbejdsgiveren kunne få mere ud af arbejdstiden, og også fordi medarbejderne ønskede mere selvbestemmelse og frihed til at bestemme deres arbejde. I dag står vi med en høj grad af fleksibilisering. Og så kommer den der corona lige oveni og giver et ekstra skub til fleksibiliseringen.”

Hvad kan det betyde for arbejdslivet, som vi kender det?
“Jeg vil håbe, at noget af det her vil give anledning til at tænke mere eksistentielt om arbejdslivet. Altså, hvad er det gode liv? Hvad er det for et samfund, vi ønsker? Sker der nogen skred, i forhold til at vi ønsker at opnå noget andet med vores samfund, end vi gør i dag? Det kunne være bæredygtighed, solidaritet, demokrati. Hvis der var andre ting, der styrede vores værdier, end bare at akkumulere kapital, så kunne man godt tænke, at der kunne ske en frigørelse, som gjorde, at vi måske ikke behøvede at regulere alting sønder og sammen.”

Og hvordan kan den ’frigørelse’ blive gjort mulig?

“Vi skal tælle på en anden måde. Lige nu er de strukturelle betingelser for bare uden videre at lave for eksempel en firedages arbejdsuge ikke til stede. Den strukturelle betingelse på de store nagler er kapitalisme. Men hvis vi bevæger os ned i samfundet, ligger der nogle bagvedliggende mekanismer, som gør, at vi måler og tæller produktivitet på en særlig måde.”

“Tag eksempelvis sygehusvæsnet, som er karakteriseret ved, at det skal skabe sundhed, og derved bidrager det til en samfundsvision om, at vi skal være menneskeligt bæredygtige. Og det, der sker, er, at det bliver underlagt en produktivitetslogik, der gør, at man skal have senge ind og ud så hurtigt som muligt, for så får vi høj produktivitet. Men man tager ikke hensyn til, om patienten, man udskriver, kommer igen om 14 dage, fordi vedkommende ikke er færdigbehandlet. Men patienten kommer igen og tæller som en ny produktivitet.”

“Hvis man skal overføre et eksempel på uddannelsessektoren, kan man se på fremdriftsreformen. Vi skubber de studerende igennem uddannelserne, med risiko for at de ikke kommer ud med tilstrækkelige kvalifikationer, og det dermed er spildte studieår, og de kan ikke få job, fordi de ikke har opnået de nødvendige kompetencer. Men i produktivitetslogikken har vi studieårstilvæksten hele tiden.”

Er det muligt at skabe et samfund, hvor man ikke arbejder så meget, som vi gør?
“Jeg ser det ikke som noget ideal, at vi skal arbejde mindre, idet arbejdet er eksistentielt og meningsfuldt for mennesker generelt. Jeg ser derimod som et ideal, at lønarbejdet skal fylde mindre. Værdi skabes ikke kun på det formelle arbejdsmarked, men også i høj grad gennem menneskers virksomme liv, hvor de indgår i skabende fællesskaber. Jeg kan ikke sige, hvad det betyder på den nationaløkonomiske bundlinje, men måske har vi brug for en helt ny forståelse af, hvad der er produktivitet, og hvordan vi måler den. Den måde, vi måler produktivitet på, gør hastighed til et ideal, og derfor opstår der et savn efter ro, nærvær og fordybelse.”

¨Så hvad kunne alternativet være?
“Alternativet til nye organiseringer af arbejdstiden er en generel nedsættelse af arbejdstiden. Problemet er, at uanset hvor meget vi reducerer arbejdstiden, så vil arbejdet altid være en barriere for det gode liv, hvis arbejdet ikke i sig selv bidrager til det gode liv. Alene ordet ‘fritid’ siger ligesom, at vi har et godt liv et sted, og at arbejde er det dårlige liv. Egentlig burde vi jo ikke tænke, hvordan vi frigør os fra arbejde, men hvordan vi frigør os i arbejdet.  Det er jo den optimale utopi, og det er den, vi skal styre efter.”

“Det nytter ikke noget, at vi bliver ved med at tænke det som to forskellige liv. Som egentligt problem handler det om, hvorvidt man har nogle balancer, der fungerer, og som ikke nødvendigvis er tidsbaserede. For eksempel er det en større belastning, hvis man oplever, at ens barn mistrives, end hvis man kommer en halv time for sent hjem fra arbejde. Når man taler om arbejdslivsbalancer på den klassiske måde, taler man kun om tid og ikke om indhold. Og det er et problem.”