Antallet af diagnoser sætter specialpædagogisk støtteindsats til vægs

Et velfærdssamfund som det danske skal måles på, hvordan vi behandler vores mest sårbare medborgere i alle aldre. Det gælder også de mange unge mennesker på ungdomsuddannelserne, som er udfordret af psykiske lidelser. Virkeligheden er desværre, at en del af de sårbare elever langtfra kommer så godt igennem, som de kunne – og nogle falder fra. Her spiller de utidssvarende rammer for den specialpædagogiske støtte (SPS), som skolerne er underlagt, en nøglerolle. Formålet med SPS er at sikre, at elever med funktionsnedsættelser har mulighed for at tage en uddannelse på lige fod med andre.

2022-rapporten Evaluering af specialpædagogisk støtte på ungdomsuddannelserne tegner et noget mere lyserødt billede af situationen. Undersøgelsen, der er bestilt af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, som er en del af Børne- og Undervisningsministeriet, har fokus på elever, der i perioden 2018-21 har modtaget SPS på grund af ordblindhed eller psykisk funktionsnedsættelse. Her fremgår det, at “SPS-ordningen på ungdomsuddannelserne i vid udstrækning bidrager til, at elever med funktionsnedsættelser kan uddanne sig på lige fod med andre”.

Det er imidlertid et godt stykke fra det, vi oplever ude på skolerne, hvor sårbare unge med psykiske diagnoser kunne være blevet hjulpet bedre, hvis de lovgivningsmæssige rammer for SPS havde været mere i takt med virkeligheden. Samtidig kan vi konstatere, at frafaldet er lavere blandt dem, der ‘kun’ slås med ordblindhed. Det er ikke usandsynligt, at en delforklaring herpå er, at ordblindevejledere har en kompetencegivende uddannelse i bagagen, mens der ikke findes uddannelseskrav for vejledere, der arbejder med elever med psykiske diagnoser.

Det er problematisk, at vi siger til unge med psykiske diagnoser, at vi gerne vil understøtte dem, så de kan få en ungdomsuddannelse og derfra videreuddanne sig frem mod et job og et tilfredsstillende liv, men når det kommer til stykket, ikke lever fuldt ud op til løftet, fordi SPS-systemet har det med at stikke en kæp i hjulet på de gode intentioner. Det at SPS-støtten til den enkelte typisk er en add-on til selve undervisningen, bliver en yderligere stressfaktor for SPS-elever, der ikke sjældent møder op på ungdomsuddannelsen med en tung bagage af dårlige oplevelser fra blandt andet folkeskolen. Som det for nylig er fremgået af flere artikler i Politiken, kaster en vaklende indsats for folkeskoleelever med diagnoser en række problemer af sig, hvor skolevægring blot er et af dem.

Eksplosion i psykiske diagnoser
Der sker i disse år en voldsom vækst i antallet af unge, som får en psykisk diagnose – og behovet for kvalificeret SPS-vejledning vokser tilsvarende. På Københavns åbne Gymnasium har vi i indeværende år mere end 40 SPS-elever. På Frederiksberg VUC & STX foregår godt 400 af vores i alt cirka 1.600 enkeltstående mundtlige eksamener i vinterterminen 2023/24 på særlige vilkår, hvilket betyder, at den enkelte elev har bisidder og/eller forlænget forberedelses- og eksaminationstid.

Presset på Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, som administrerer SPS-indsatsen, er også massivt. Dette efterår har vi set ventetider på op til tre måneder for behandling af ansøgninger om SPS-støtte. Det betyder, at den enkelte skole risikerer ikke at få refusion – hvor utilstrækkelig den end er – for den støtte, de har leveret hen over et fuldt semester.

De psykiske diagnoser, vi taler om her, er blandt andet ADHD, autisme, OCD, depression og angst. De udmønter sig i udfordringer med hukommelse, koncentration, overblik, fokus, tillid, fleksibilitet, kammeratskab og samarbejde med videre. Den enkelte diagnose dækker typisk over et bredt spektrum af tilstande, som i større eller mindre grad kræver professionel SPS. En del unge har desuden flere samtidige diagnoser.

Derudover sidder der relativt mange ude i klasserne, som nok burde modtage SPS-støtte, men ikke kommer i betragtning til den. Nogle er ikke klar over, at det er en mulighed, mens andre er under psykiatrisk udredning, hvilket er en langvarig proces på grund af ventetiderne. Samtidig oplever vi, at en del unge uden diagnoser føler et behov for særhensyn, hvilket bliver understøttet af deres forældre, som i frustration over deres børns mistrivsel kimer skolerne ned med krav om handling. Det er helt forståeligt, og særligt hvis de unge også har haft udfordringer i folkeskolen. Problemet er, at skolernes nødvendige håndtering af disse unge tager ressourcer fra de elever, som, dokumenteret via en diagnose, har krav på SPS.       

Administrativt fallitbo
Der er flere grunde til, at det nuværende SPS-system må siges at have spillet mere eller mindre fallit. Med eksplosionen i antallet af elever med diagnoser er behovet for SPS vokset dramatisk på de fleste skoler. Området er blevet tonstungt rent administrativt, hvilket – sammen med en som nævnt helt utilstrækkelig refusion af skolernes udgifter – bidrager til at gøre SPS til en underskudsforretning for skoler, som i forvejen er hårdt pressede økonomisk. Det gælder i særlig grad for de skoler, som allerede er udfordrede, fordi de løfter en stor socioøkonomisk opgave oven i SPS, hvilket blandt andet gælder for VUC’er.

Uddannelsesinstitutioner modtager et fast beløb per afholdt SPS-vejledningstime, som efter vores oplysninger i årevis har være fastfrosset på 325 kroner uanset inflation og almindelig lønudvikling. Der er udelukkende tale om refusion for selve SPS-vejledningen og dermed ikke for den omfattende administration rundt om SPS. Konsekvensen er, at man er tvunget til at hente SPS-finansiering ved at skære andre steder i de i forvejen pressede budgetter. Lose-lose med andre ord.

Listen over administrative uhensigtsmæssigheder er lang, så lad os komme i gang: SPS-ordningen fungerer på den måde, at skolen skal ansøge styrelsen om SPS-støtte for den enkelte elev. Selvom diagnosen berettiger til støtte i hele skoleforløbet, kan der kun søges for ét semester eller ét skoleår ad gangen, afhængigt af om der er tale om hf/VUC eller et gymnasium. Det er svært at forstå, hvorfor man ikke kan ansøge for hele uddannelsesforløbet, da dette ikke vil koste staten ekstra penge, fordi skolerne udelukkende får refusion for afholdte SPS-timer.

En voksende del af skolernes ressourcer bliver i det hele taget brugt på SPS-administration. Der anvendes blandt andet oceaner af tid på indskrivning af elever med diagnoser, ansøgning om SPS-støtte og matching af SPS-vejledere og elever. Sidstnævnte kan være noget af et puslespil, som yderligere vanskeliggøres af GDPR-forordningen, der forhindrer skolen i at informere lærerne om, hvilke elever der har hvilke udfordringer. Det er alt sammen arbejdstid, som går fra andre opgaver.

Kravene til skolernes håndtering af SPS-elevers behov for særlige vilkår til skriftlige og mundtlige eksamener udgør også et problem. I stedet for at den enkelte elev ved studiestart og i samråd med skolen afklarer behovene for særlige vilkår, som så efterfølgende gælder alle eksamener på uddannelsesforløbet, er der krav om, at skolen mødes ansigt til ansigt med hver enkelt SPS-elev og taler med dem om deres behov forud for hver eksamen, de skal op til, og vurderer, om deres ønsker kan tilgodeses. Det kan for eksempel handle om enelokaler til skriftlig eksamen eller forlænget forberedelsestid til mundtlig eksamen. Det betyder, at vi hvert semester eller skoleår sidder med et komplekst puslespil, som bliver yderligere besværliggjort af, at man i de gængse eksamensplanlægningssystemer ikke kan lægge tider ind, som afviger fra normen. Konsekvensen er, at vi i mange tilfælde må lægge eksamensplaner ved håndkraft, hvilket øger det i forvejen omfattende tidsforbrug til administration. Samtidig giver den ekstra forberedelsestid et ekstra pres på lokaleforbruget. 

Man kan spørge sig selv, hvorfor det ikke er tilstrækkeligt, at en elev én gang for alle dokumenterer sin diagnose over for skolen – og hvorfor det er nødvendigt at fastholde en tung administrativ tilgang med timesedler og forløbsbeskrivelser. På Frederiksberg VUC & STX har vi tilmed og for egen regning måttet hyre eksterne firmaer ind til udvikling af forskellige app-løsninger i et forsøg på at reducere administrationsbyrden. De nuværende dokumentationsregler koster tid og ressourcer for både staten og skolerne, og i stedet for at fastholde et kontrolregime bør SPS-systemet i langt højere grad bygge på tillid koblet med stikprøvekontrol og tilsyn.

Skolernes SPS-relaterede dialog med blandt andet bosteder, værger og forældre kan også indebære et massivt ressourceforbrug. Vi oplever generelt en stor uvidenhed om SPS, hvilket for eksempel kan medføre urealistiske forventninger til, hvad en SPS-vejleder kan bidrage med. Tidsforbruget hertil dækkes heller ikke ind af staten, og den enkelte skole må igen gøre det så godt, de overhovedet kan, med de ressourcer, der er til rådighed.

Mangelfuld SPS kan give konflikter
Det er helt afgørende, at vi i SPS-indsatsen har tilstrækkeligt med ressourcer til støtte af den enkelte elev. Det tager tid i fællesskab at tale sig frem til, hvordan de symptomer, den pågældende lidelse kaster af sig, påvirker eleven, og hvilken støtte der er brug for – og derefter iværksætte støtten i praksis. Får en elev ikke den nødvendige hjælp, vokser risikoen for, at der opstår udfordringer i timerne, som også kan påvirke de øvrige elevers læring. Måske tager SPS-eleven sin telefon frem i tide og utide og skaber uro ved for eksempel at traske ind og ud af undervisningen. Det kan ende i konflikter med underviseren og resten af holdet. Hvis udkommet ultimativt er, at SPS-eleven holder helt op, går det også ud over hele skolen, da en stor del af statstilskuddet til ungdomsuddannelserne afhænger af, om eleverne fuldfører.

Når vi alligevel – trods alle hånde udfordringer – er lykkedes med at sikre en god SPS-indsats på Københavns åbne Gymnasium, har det primært at gøre med, at vores involverede lærere og studievejledere er dybt menneskeligt engagerede i at hjælpe udfordrede unge godt igennem deres ungdomsuddannelse. Hvis vores kolleger havde hentet deres primære identitet i deres faglighed, hvilket selvsagt ikke er usædvanligt, var udfordringerne uden tvivl vokset os over hovedet med den nuværende SPS-struktur. På Frederiksberg VUC & STX lægger vi os også i selen for at holde på vores SPS-elever. Sideløbende med at vi ved brug af eksterne SPS-vejledere støtter de knap så hårdt ramte ude i de enkelte klasser, har vi i august 2022 opstartet hf+klasser for kursister, der har brug for et specielt struktureret uddannelsestilbud, som tager særligt hensyn til deres funktionsnedsættelser. Vi har ansat dedikerede SPS-ressourcer til hf+klasserne. Vi får med andre ord SPS-området til at fungere med hiv og sving og et omsorgsfuldt, engageret personale bestående af ildsjæle, der vil alle elever det bedste og ønsker, at de gennemfører deres uddannelse.

Nye regler og uddannelseskrav
Set ud over Danmark er SPS-indsatsen noget af en blandet landhandel. Et af de helt store problemer er, at SPS-støtten er af svingende kvalitet fra skole til skole. Der findes retningslinjer, men ikke nagelfaste regler for indholdet og varetagelsen af støtteindsatsen, hvorfor det er op til den enkelte undervisningsinstitution at skrue et tilbud sammen. Det er imidlertid problematisk, fordi det stiller SPS-eleverne forskelligt i forhold til mulighederne for at komme igennem en ungdomsuddannelse i ét stykke. Der er derfor akut behov for, at man fra politisk hånd fastsætter en høj fællesbarre for indholdet af SPS-vejledningen, som kan sikre, at sårbare elever overalt i landet får en ensartet, evidens- og best practice-baseret SPS-støtte.

Dertil kommer, at der i dag ikke – som det for eksempel er tilfældet på de videregående uddannelser – er krav om SPS-efteruddannelse på ungdomsuddannelserne. Det kan blandt andet af den årsag ikke undre, at vi, når vi taler med SPS-vejledere rundtom i landet, oplever, at der er stor forskel på, hvor godt de føler sig klædt på til rollen. Mange steder agerer man på baggrund af egne erfaringer og mavefornemmelser, men det er sjældent tilstrækkeligt, når vi taler om denne elevgruppe. For at kunne yde optimal SPS-støtte er det bydende nødvendigt, at man dels har indgående viden om de relevante diagnoser, dels har viden om, hvordan man didaktisk og pædagogisk tilpasser både undervisning og støtte efter denne diverse målgruppe, som slås med mange forskelligartede udfordringer.

Der er således hårdt brug for, at alle undervisere på ungdomsuddannelserne får en grundlæggende indføring i SPS-området, da de uvilkårligt vil skulle forholde sig til elever med diagnoser. Denne kan for eksempel placeres som en del af pædagogikum. Derudover bør det være et krav, at man for at blive SPS-vejleder skal gennemføre kompetencegivende efteruddannelse og løbende supplere denne, så man altid er up to date med den nyeste forskning og de mest effektive arbejdsredskaber og kan imødekomme den enkelte elevs behov bedst muligt.

Nødvendige SPS-indsatser

På baggrund af ovenstående tøver vi ikke med at slå fast, at tiden er inde til, at man fra politisk side gentænker SPS-området fra A til Z – og det kan kun gå for langsomt. Der er først og fremmest behov for at iværksætte følgende tiltag:

Der skal fastlægges et regelsæt for SPS, som kan sikre, at alle elever med psykiske diagnoser på ungdomsuddannelserne får en ensartet, evidens- og best practice-baseret SPS-støtte. Dette er en afgørende forudsætning for, at elever over hele landet får støtte i en ensartet høj kvalitet. Og at alle dermed, hvad dét angår, får samme muligheder for at komme godt igennem uddannelsen og ruste sig bedst muligt til det, der kommer efter.

Der skal indføres en mindre administrationstung og mere tillidsbaseret struktur for SPS-indsatsen. Dette er i stigende grad nødvendiggjort af den voldsomme vækst i antallet af unge med diagnoser, som vi skal hjælpe godt igennem en ungdomsuddannelse. Situationen i dag er den, at mange skolers tids- og ressourceforbrug til SPS-administration er eksploderet, hvilket betyder, at andre nøgleopgaver bliver nedprioriteret.

Det skal sikres, at denne nye SPS-struktur understøttes økonomisk af staten, så det reelt bliver muligt for ungdomsuddannelserne at håndtere de hurtigtvoksende udfordringer på området. Der er behov for at udvikle en økonomisk model, som betyder, at skolerne får refusion for de ressourcer, de faktisk anvender til SPS.

Præcis som det er tilfældet, når vi taler om studievejledere samt vejledere, der arbejder med ord- og talblinde på ungdomsuddannelserne, og om SPS-vejledere på de videregående uddannelser, skal der indføres krav om kompetencegivende, statsbetalt SPS-efteruddannelse på ungdomsuddannelserne. Det vil betyde, at alle SPS-vejledere bliver klædt på vidensmæssigt til opgaverne og kan yde den højt kvalificerede støtte, som vores mest sårbare elever har krav på og brug for.