Da Nicolai Løvenholt begyndte at bruge it i sin undervisning, var det mest for at skabe variation i timerne. Han gav eleverne øvelser i informationssøgning, bad dem om at præsentere noget i et lyd- eller billedformat og viste dem, hvordan de kunne dele skriftlige noter med hinanden i Google Docs.
I dag har han skruet op for brugen af it og forholder sig langt mere bevidst til det.
”Brugen af it udvider den måde, man kan arbejde med fagene på. Der er ting, vi kan nu, som vi ikke kunne tidligere. Det giver en ny dimension til fagene, der har stor værdi,” siger Nicolai Løvenholt, der underviser i engelsk og samfundsfag på Århus Akademi.
Han ændrede sin tilgang, da eleverne som forsøg fik adgang til internettet til eksamen i engelsk. I samme periode var der meget snak om, hvor forstyrrende netadgangen på elevernes bærbare computere og smartphones kan være i timerne. Noget, han også selv havde mærket.
”Jeg syntes, at jeg blev nødt til at tage stilling til, hvordan jeg ville bruge it i undervisningen. Hvad var mit mål med det? Så jeg begyndte at kigge på, hvordan brugen af it kunne fastholde frem for at distrahere, og hvordan det kunne udvide mine fag,” fortæller han.
Videoer og digitale dokumenter
Siden har han i engelsk blandt andet arbejdet meget med sproglige produktioner, hvor eleverne optager sig selv med lydoptageren i One Note og giver hinanden feedback i små grupper. Det har han god erfaring med.
”Det kan være svært at give feedback på deres mundtlige produktion, for irettesætter man dem for meget, tager man lysten til at sige noget fra dem. Her får man noget sproglig korrekthed ind i timerne på en god måde,” siger Nicolai Løvenholt.
Det er altid ham, der sammensætter grupperne, understreger han.
Brugen af it udvider den måde, man kan arbejde med fagene på.
Han er også stor fan af kollaborativ skrivning, hvor eleverne i små grupper skal skrive en opgave i det samme digitale dokument.
”Det giver en god dynamik, at alle arbejder på én gang. De får hver især ansvaret for en del af opgaven, og bagefter skal de fremlægge,” forklarer Nicolai Løvenholt og fortsætter:
”Jeg kan følge med undervejs og se, hvordan arbejdet skrider frem, og hvem der har brug for, at jeg skubber lidt til processen.”
Del af nutidig almendannelse
I samfundsfag har han arbejdet meget med fake news, kildekritik og sociale medier. Eleverne har ikke kun forholdt sig til indholdet på YouTube, Facebook, Twitter og blogs. De har også selv produceret indhold.
”De har blandt andet undersøgt de politiske partier og deres hjemmesider samt profiler på de sociale medier. Bagefter har de lavet deres egne partier og fundet ud af, hvordan de ville kommunikere på de sociale medier.”
At eleverne får digitale kompetencer, er et krav ifølge gymnasiereformen. Nicolai Løvenholt ser de digitale kompetencer som en del af en nutidig almendannelse.
”Samfundet ændrer sig, og derfor skal der noget andet til for at være en almendannet samfundsborger i dag end tidligere. I dag er man også nødt til at have nogle informations- og produktionskompetencer, der har it som omdrejningspunkt,” siger Nicolai Løvenholt.
Skole_ Århus Akademi
Fag_ Engelsk og samfundsfag
17 lærere giver deres bedste erfaringer om undervisning videre:
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode