Skriftlighed behøver ikke at være problemet – men kan være en del af løsningen

Vi vil gerne begynde med at anerkende Hanne Leth Andersen, Dorte Fristrup, Annette Søndergaard Gregersen, Christian Smith og Iben Schneider for en engageret og vigtig kronik om mål og motivation i fremmedsprogsundervisningen i Gymnasieskolen 9. december 2025. Kronikken rejser centrale og nødvendige spørgsmål om sprogfagenes fremtid, og vi deler fuldt ud ambitionen om at styrke de unges motivation for at vælge og bruge fremmedsprog. Der er meget, vi er enige i: Behovet for handling, fokus på kommunikation, læsefærdighed og sprogenes samfundsmæssige betydning.

Vores indlæg er tænkt som et konstruktivt bidrag til den fælles faglige samtale om, hvordan fremmedsprogsundervisningen kan udvikles. Vores hovedpointe er enkel: ’Skriftlighed behøver ikke at være problemet – men kan være en del af løsningen.

Skriftlighed er ikke et randfænomen
Kronikken stiller spørgsmål ved, om det at kunne skrive selv – “især med papir og pen” – fortsat skal være en central fremmedsprogsfærdighed. Det vil vi gerne give nogle perspektiver på.

For skriftlighed er ikke blot en teknisk færdighed. Den kan ikke outsources til teknologi. Den er tæt forbundet med refleksion og fordybelse, med sproglig bevidsthed og præcision og med udviklingen af selvstændig tænkning. Samtidig spiller den en central rolle for unges evne til at orientere sig sprogligt, etisk og kulturelt i et hyperkomplekst samfund præget af acceleration, informationspres og konstante valg.

I et nyligt publiceret bidrag om kreativ skrivning i gymnasiet (Mogensen 2025) vises det, hvordan skriftlighed – også i æstetiske og åbne former – kan styrke unges dømmekraft, forestillingsevne og det, der her betegnes som navigationskompetence: evnen til at orientere sig selvstændigt og ansvarligt i en verden præget af kompleksitet og usikkerhed. Skriftlighed handler her ikke om korrekthed for korrekthedens skyld, men om at kunne omsætte erfaring, viden og refleksion til sproglig form.

At skrive på et fremmedsprog er imidlertid en særlig udfordring. Elever i fagene spansk, fransk og tysk oplever generelt større barrierer end elever i engelsk (jf. Lindschouw et al. 2021). Skrivning kan dog ikke ses isoleret. Skrivefærdigheder hænger tæt sammen med læsefærdigheder og indgår også sådan i gymnasiets skriftlige prøver, hvor tekstanalyse ofte er en forudsætning for dele af besvarelsen. Tilsvarende hænger læsning og skrivning uløseligt sammen på universitetets sproguddannelser som en del af den akademiske literacy.

Man kan sige det mere tilspidset: At være god til at læse giver bedre skriveevner. Og hvis skrivning fjernes eller nedprioriteres i sprogfagene, vil det uundgåeligt få negative konsekvenser for både læse- og tekstkompetence og dermed også for den kulturelle viden, der er indlejret i sprog, hos både elever og studerende.

Vi deler kronikørernes fokus på mundtlighed og kommunikation. Men vi ser det som problematisk, når sprogets forskellige dimensioner spilles ud mod hinanden. At kunne læse, skrive, lytte og tale er ikke konkurrerende mål, men gensidigt forstærkende kompetencer.

Forskning i fremmedsprogstilegnelse viser, at skriftlig produktion bidrager til udviklingen af et større, mere varieret og præcist ordforråd, til evnen til at formulere sammenhængende og komplekse sætningsstrukturer og til øget sproglig opmærksomhed – også med positive effekter for den mundtlige kommunikation.

Flere undersøgelser af elevers og studerendes arbejde med skrivning i tysk peger samtidig på, at mange oplever betydelig usikkerhed i forhold til skriftlig produktion. En udbredt strategi er en todelt skriveproces, hvor teksten først formuleres på dansk og derefter oversættes til fremmedsproget. Denne praksis er forståelig, men den understreger netop behovet for tid, kontinuitet og målrettede didaktiske greb – for eksempel i form af fokuserede skriveværksteder – der kan støtte skrivning som en helhedsorienteret kognitiv proces direkte på fremmedsproget.

Når skrivning integreres systematisk og over tid, udvikler elever og studerende en større sproglig bevidsthed, som også omfatter forståelsen af grammatiske formers funktion i kommunikation. Studier viser, at dette ikke blot styrker konkrete skrivefærdigheder, men også fører til mere sikre strategier, større sproglig refleksion og øget tryghed i sprogbrugen generelt (jf. Behnke & Sandberg 2021 samt Rosén & Fredriksson 2022).

Grammatik er ikke lig med skriftlighed
Et centralt argument i kronikken er, at skriftlige prøver tvinger underviseren til at bruge “dyrebar undervisningstid på grammatisk viden”, som dermed tager fokus fra “de øvrige mål”. Her mener vi, at der sker en problematisk sammenkobling.

Grammatik er ikke lig med skriftlighed – og den er heller ikke i modsætning til kommunikation. Grammatik er et grundvilkår for al sproglig handling, både når man taler, lytter, læser og skriver. Den er ikke et særskilt teknisk lag, man kan fjerne uden konsekvenser, men en forudsætning for at kunne udtrykke nuancer, relationer og betydning.

Til gengæld er det rigtigt, at traditionel grammatikundervisning ofte har været mekanisk og løsrevet fra sprogets funktion. Netop derfor arbejder vi – sammen med kolleger – på et forskningsprojekt, der undersøger, hvordan grammatikundervisningen kan fornyes ud fra et funktionelt, konstruktionsgrammatisk og kognitivt perspektiv. Her forstås grammatik som meningsbærende sproglige konstruktioner knyttet til konkrete kommunikative funktioner, snarere end som et isoleret regelsæt. I dette perspektiv bliver grammatik et redskab for kommunikation og kreativitet – ikke en hæmsko.

Elever lærer forskelligt
Et aspekt, der fortjener større vægt i debatten, er læringsdiversitet. Vi kan ikke antage, at alle elever lærer bedst gennem mundtlighed alene. Mange elever lærer primært gennem skriftlig bearbejdning, refleksion og visuel struktur. Hvis skriftlighed systematisk nedprioriteres, fratages disse elever et centralt læringsrum.

Dette har også konsekvenser på længere sigt. Hvis der ikke opbygges et vist skriftligt sprogligt fundament i gymnasiet, bliver det vanskeligt at nå et højt fremmedsprogligt niveau på universitetet – det niveau, som netop skal sikre fremtidens sproglærere, oversættere, forskere og kulturformidlere.

Prøveformer kan tænkes anderledes – uden at afskaffe skriftlighed
Diskussionen om prøveformer er vigtig, og vi er enige i, at skriftlighed ikke nødvendigvis skal udprøves på én bestemt måde. Når der i gymnasiet arbejdes med forskellige pragmatiske tekst- og skrivegenrer såsom mails, breve, opslag på sociale medier, dagbøger, skal vi på universitetets første semestre være bedre til at bygge bro til denne praksis. Skriftlige kompetencer kan prøves som proces, som portfolio, som stedprøve uden internetadgang eller som led i tematiske og kreative forløb, som akademisk opgave, eventuelt koblet til en mundtlig eksamen. Samtidig bør prøveformer i et vist omfang afspejle den sproglige virkelighed, elever og studerende faktisk møder, hvor relevante digitale hjælpemidler indgår som en naturlig del af skriveprocessen.

Det afgørende er imidlertid ikke, om digitale hjælpemidler er tilladt, men hvordan deres brug didaktiseres og dokumenteres. Prøver bør derfor indeholde krav om refleksion over og redegørelse for anvendelsen af hjælpemidler, så fokus flyttes væk fra isoleret afprøvning af stavning og morfologi – som i praksis næsten altid understøttes af teknologi – og hen imod de egentlige sproglige kernekompetencer. Det drejer sig om evnen til at anvende sin sproglige viden og relevante faglige begreber i udformningen af en sammenhængende og velstruktureret tekst samt om at kunne formulere sig skriftligt på et nuanceret, idiomatisk dækkende og korrekt fremmedsprog om et givent emne.

Skriftlighed i prøver bør med andre ord afprøve elevernes evne til sproglig formgivning, sammenhæng, præcision og refleksion – ikke deres evne til at arbejde uden de redskaber, som i næsten alle autentiske sammenhænge er til rådighed.

Men at afskaffe skriftlig prøve som princip sender et uheldigt signal om, at skriftlig sproglig formgivning er sekundær. Det, mener vi, er hverken fagligt, didaktisk eller dannelsesmæssigt holdbart.

En fælles opfordring
Vores opfordring er enkel: Lad os tage alle sprogets dimensioner alvorligt. Lad os styrke motivationen uden at amputere sprogets grundlæggende kompetencer. Og lad os forny grammatikundervisningen, så den understøtter kommunikation, kreativitet og sproglig selvtillid.

Fremmedsprog trives ikke ved enten-eller, men ved balance, sammenhæng og faglig klarhed – også når det gælder skriftlighed.

Jens Erik Mogensen, uddannelsesleder og lektor i tysk, ph.d., fhv. prodekan for uddannelse og institutleder, Københavns Universitet

Kirsten A. Jeppesen Kragh, lektor i fransk, dr.phil., ph.d., fhv. viceinstitutleder for uddannelse, Københavns Universitet

Anna Sandberg, lektor i tysk, ph.d., Københavns Universitet

REFERENCER:

• Behnke, Lars, og Anna Sandberg. 2021. “Akademisk Literacy i Tysk i et Brobygningsperspektiv”. Sprogforum. Tidsskrift for Sprog- Og kulturpædagogik 27 (73). 
• Lindschouw, Jan, Dorte Albrechtsen, Lars Behnke, Joyce Kling, Sanne Larsen, Natalia Morollón Martí, Cilia Reebirk, og Anna Sandberg. 2021. “Akademisk Literacy i Engelsk, Fransk, Spansk og Tysk – Et Brobygningsperspektiv”. Sprogforum. Tidsskrift for Sprog- Og kulturpædagogik 27 (73).
• Mogensen, Jens Erik. 2025. “Aesthetic Literacy and Voices of Youth: Creative Writing, Navigational Competence and Educational Practice.” Iris Journal of Educational Research 6 (1).
• Rosén, Christina, og Christine Fredriksson. 2022. ”Gymnasieelevers arbete med och attityder till processkrivning i moderna språk.” HumaNetten 48.