Lad os kæmpe for flere sprog frem for snævre interesser

Kampen for sprogenes fremtid i det danske uddannelsessystem er atter taget til i styrke. Som sproglærer er det altid skønt, når der er fokus på området. Men når man iagttager, hvordan de samme uholdbare argumenter kastes ind i kampen, er der grund til ærgrelse. For mange er det indlysende, at sprogkundskaber er afgørende for almendannelsen, og for at vi i vores lille land ikke lukker os om os selv, men det er tilsyneladende ikke indlysende for alle. Hverken blandt erhvervslivets lobbyister eller øvrige beslutningstagere. Ikke en gang for alle sproglærere. For igen ser vi, hvordan tysklærernes faglige forening i gymnasiet udelukkende kæmper for tysk, kamoufleret med en barmhjertig bemærkning om, at fransk skam også er vigtigt. Og så de uendelige henvisninger til Dansk Industris udtalte behov for tysk-kundskaber. For hvornår er det i grunden blevet besluttet, at erhvervslivets interesser skal være eneste parameter at lave uddannelsespolitik ud fra? I min optik er det for kortsigtet, visionsløst og mangfoldigt fattigt.

Vi kan sagtens blive enige om, at tysk er vigtigt. Det ses sådan set også i dag. Tysk er jo stort set det eneste sprogvalg i grundskolen på nær i enkelte kommuner, der stadig kan stille med en fransklærer. I gymnasieskolen vælger 55 procent af de danske gymnasielever tysk, og det blev ved den seneste reform besluttet at favorisere både tysk og fransk ved at muliggøre de to sprog i studieretning med samfundsfag. Spansk blev udelukket. Til stor ærgrelse for mange skoler, hvor netop den studieretning var populær blandt elever.

Tysk har altså for længst vundet den kamp, vi egentlig burde føre for alle sprog. Derfor kan det undre, at den faglige forening alligevel tror, at tvang og færre sprogvalg vil føre til større glæde og gavn for erhvervslivet. Måske i dele af Jylland, men ved at tro at eleverne bliver bedre til tysk og til dels fransk, fordi de tvinges, ikke bare i grundskolen, men også i gymnasieskolen, ser man bort fra det faktum, at de ifølge bekendtgørelsernes faglige mål i store træk skal kunne det samme på A-niveau, uanset sprog. Man ser bort fra den virkelighed, vi lever i som lille sprogområde i en del af, ikke bare Europa, men også verden, hvor globaliseringen buldrer afsted, og hvor vi handler stadig mere med både Kina, Afrika og Latinamerika. Og så ser man bort fra det, eksperter har kaldt en motivationskrise blandt nutidens unge. En krise, der ikke løses ved at fjerne mulighederne for at lade eleverne vælge det, de selv oplever som nyttigt.

Lad os hellere betragte sprog som et plussumsspil, hvor kampen for alle sprog kan blive en gevinst for samfundet, for erhvervslivet og ikke mindst for eleverne. Lad dem opleve at blive behandlet som kompetente mennesker. Lad skolerne få et råderum, så de kan navigere efter de behov, der måtte opstå regionalt og lokalt.

Lad til gengæld være med at kæmpe for snævre geografiske eller faglige interesser. Det har vi ikke råd til i Danmark, hvor vi er afhængige af at kunne kigge ud over egne navler. Også længere end til den anden side af den tyske grænse.