Skriftlighed er en del af pakken, men ikke som et mål i sig selv

Tak til Jens Erik Mogensen, Kirsten A. Jeppesen Kragh og Anna Sandberg fra KU for jeres indlæg. Det er glædeligt, at der er enighed om de grundlæggende principper.

Her er et par pointer fra os:

1. Skriftlighed skal selvfølgelig være en del af processen, men ikke et mål i sig selv. Skriftlighed styrker overblik, sprogforståelse og ordforråd. Og nogle elever har i kraft af deres læringsstil eller en mere introvert tilgang særligt udbytte af det.
2. Alle fag har gavn af en skriftlig dimension, fordi skriftlighed giver mulighed for fordybelse, analyse og abstraktion, sproglig bevidsthed og præcision. Det gælder også i fremmedsprog, men det tager tid og fokus. Mundtlighed er kendetegnet ved det modsatte: spontanitet og relationel kompetence. De to færdigheder kan understøtte hinanden, men de er også fundamentalt forskellige kulturfænomener.
3. Skriftlighed tager fokus. Hvis der er en skriftlig prøve, vil der nødvendigvis skulle trænes skriftlighed, ikke blot som støtte, men som en selvstændig færdighed. Allerede i dag hedder det, at fluency tæller mere end grammatisk korrekthed, men det er svært at se bort fra sidstnævnte, som let får uforholdsmæssig stor plads i hverdagen. Det styrker ikke sprogfagenes relevans eller motivationen for at lære sprog.
4. Skriftlig eksamen kan være mange ting, og vi skal diskutere, hvad den enkelte opgave reelt udprøver – og dermed lægger op til træning i. Handler skriftlig tekstanalyse om læsefærdighed og analyse, baggrundsviden eller ordforråd, sprogfærdighed og sproglig korrekthed? Hvordan bedømmes det? Uanset om der arbejdes med portfolio, caseorieteret, med stedprøve med eller uden hjælpemidler, med eller uden kobling til mundtlig eksamen eller til andre fag, skal prøveformer, didaktik og progression tænkes tydeligt sammen. Prøveformer kan blokere for progression, fordi de ofte tænkes ind i forhold til undervisningen på et tidligt tidspunkt og bliver målet for denne. Måske skal vi, når der skal laves nye prøveformer ifm. gymnasiereformen i 2030, tænke i begrebet “skrundtlighed” og i prøveformerne afprøve forskellige hybridformer, som sammentænker skriftlighed og mundtlighed – og læsning.

To ting er vi uenige i:

1. De fremmedsproglige kernekompetencer i gymnasiet er ikke ”at anvende sin sproglige viden og relevante faglige begreber i udformningen af en sammenhængende og velstruktureret tekst samt om at kunne formulere sig skriftligt på et nuanceret, idiomatisk dækkende og korrekt fremmedsprog om et givent emne.” Disse målsætninger hører til i modersmålet og engelsk – og de videregående sproguddannelser. Fremmedsprogsundervisningen i gymnasiet skal give eleverne sprogfærdighed til en bred vifte af uddannelser – og til at være verdensborgere. En sikker skrivefærdighed i fransk, tysk eller spansk uden hjælpemidler er sjældent et behov privat eller arbejdsmæssigt.
2. Grammatisk viden er ikke ”en forudsætning for at kunne udtrykke nuancer, relationer og betydning”. Der er i højere grad brug for træning af ordforråd, vendinger og kulturelle mønstre i interaktion. Til gengæld kan viden om sprogets opbygning med stor fordel være overvejende funktionel og hænge tæt sammen med sprogbrug i situationer.

Det vigtigste er, at vi får en seriøs snak om, både i sprogkredse og i beslutningstagerkredse, hvad det er vigtigt at lære som sprogelev på de forskellige niveauer i lyset af de moderne sprogteknologier og i særdeleshed AI. Hvad er der brug for, at vi skal lære som mennesker (i modsætning til maskiner), og hvad er ok, at AI klarer for os? Vi skal have et svar parat, for ellers beslutter AI (og eleverne!) det for os.

Hanne Leth Andersen, professor og universitetsrektor, Roskilde Universitet

Dorte Fristrup, rektor, Århus Statsgymnasium

Annette Søndergaard Gregersen, docent, Københavns Professionshøjskole, Læreruddannelsen, Forskning og Udvikling

Iben Schneider, forperson for Fransklærerforeningen

Christian Smith, forperson fra Tysklærerforeningen