Mål og motivation i fremmedsprogsundervisningen 

Der er stor enighed om, at den danske befolkning i fremtiden skal kunne fremmedsprog, og alligevel er vi ved at miste denne vigtige kompetence. Fortsat færre vælger sprog på højt niveau, og kritisk få vælger at studere fremmedsprog som fag i deres videregående uddannelse.

Vi er nødt til at indse, at hvis vi ikke gør noget radikalt ved dette, så fortsætter udviklingen, og så bliver vi afhængige af oversættelsesprogrammer og automatiseret sprog. Vi har faktisk allerede mistet den direkte adgang til nyheder rundt om i verden, vi afventer, at de kommer på engelsk og kan derfor ikke tage ordentligt kritisk stilling til politiske udviklinger i udlandet.

Det gør os svage at være afhængige, og det svækker os samtidig kognitivt. Uden adgang til at bruge sprog og hjerne på nye komplekse måder gennem andre sprog svækkes hjernens elasticitet og åbenheden over for mangfoldigheden af tekster og udtryk. Dvs. at der er en negativ afsmitning på andre områder vi beskæftiger os med.

Der kan ikke herske tvivl om, at vi skal handle. Vi kan fortsætte med at udvikle sprogundervisningen ud fra al den viden, der igennem de seneste 30-40 år er blevet opbygget omkring fremmedsprogstilegnelse og sprogdidaktik. Viden findes, men den anvendes kun delvist. Mange dygtige sprogundervisere bruger progressive arbejdsformer og arbejder på tværs af fag, de træner kommunikativ kompetence og integrerer it på måder, der opbygger færdigheder og viden. Men deres indsats hæmmes, når der fastholdes, eller der indføres traditionelle eksamensformer, der gennem deres direkte og indirekte krav til grammatisk viden og uhensigtsmæssig anvendelse af skriftlighed nedsætter elevernes lyst til at opøve deres mundtlige sprogfærdighed eller skrive løs uden hæmninger, fordi de konstaterer, at det underliggende krav er viden om stavning, morfologi og syntaks.

Vi skal kort sagt have endnu mere fokus på at opdyrke elevernes motivation for at vælge og for at dyrke fremmedsprog. Og ud over at undgå at hæmme deres frie sproglige udfoldelse som en naturlig læringsvej, skal sprogfagligheden også styrke relationen til de øvrige fag i skole og ungdomsuddannelse. For alle fag har en sproglig dimension. Eleverne får bedre mulighed for at se fidusen med at lære tysk eller fransk, når de også i samfundsfag eller historie støder på sprogene. Det kan være i form af tekster, hjemmesider, paroler eller memes. Og i sprogundervisningen kan man læse tekster om et sprogområdes mode eller politik uden at skulle oversætte eller forstå det hele, men bruge det som inspiration til dialog og rollespil.

Kort sagt skal det være tydeligt at sprogundervisning helt primært handler om at kunne kommunikere – med nogen – om noget. Succeskriteriet må være, at man efter endt skolegang ikke er for hæmmet til at bruge sproget i praksis. Det andet mål med sprogfagligheden er, at man forstår en tekst, at man kan læse en tekst og forstå hovedindholdet, fordybe sig i en tekst og tale om dens tema og dens argumentation, at man kan søge information på en hjemmeside og forholde sig kritisk til en fremstilling. At kunne læse tekster er grundlaget for næsten alle fag og næsten alle jobs – og de fleste videregående uddannelser. Derfor er det fremmedsprogsfagenes andet store mål.

Det lyder måske kontroversielt, men det at kunne skrive selv, især med papir og pen, er mindre relevant. Det er ganske enkelt ikke en central fremmedsprogsfærdighed i det moderne samfund. Man kan godt skrive som del af undervisningen, men hvis man gør skrivefærdighed til en eksamensdisciplin, så bliver det til et mål i sig selv, og så får det et helt uretmæssigt og unødvendigt fokus. Ingen har reelt brug for det i deres hverdag eller jobs – hvis man skal skrive, så støtter almindelig teknologi, hvis man i øvrigt kan tale sproget og har en god læsefærdighed! Og hvis man tvinger eleverne til at gå til prøve i skrivning, så er underviseren nødt til at bruge dyrebar undervisningstid på grammatisk viden, hvilket typisk tager opmærksomheden fra de øvrige mål. Og så kører karrusellen videre, og færre vælger sprog, færre har glæde af undervisningen, selv når det er super innovative lærere der underviser.

Derfor er det vores forslag ikke at udprøve fremmedsprog gennem en skriftlig prøve, medmindre det er et stykke skriftlighed, der udarbejdes som led i tema- eller projektforløb med henblik på mundtlig eksamen.

En traditionel skriftlig eksamen som den, der nu foreslås for fortsætter A-niveau, vil yderligere nedbringe antallet af elever, der vælger fortsættertysk og -fransk i 3. g.

Så vores budskab lyder: Der skal gives slip på et par kæpheste, sluges et par kameler, ændres på nogle traditioner inden for det, vi kalder sprogfag, for at de unge kan få motivationen tilbage til at lære tysk, fransk og også andre fremmedsprog. Det skal i første omgang handle om at kunne føre en samtale, og på næste niveau om at kunne læse mere og mere komplicerede tekster.

Mere specifikt på ungdomsuddannelserne har eleverne brug for at opbygge kompetence i akademisk læsning, før de starter på en videregående uddannelse. På universiteter i hele verden går undervisere ud fra, at de nye studerende kan læse tekster og analysere budskaber. Læsning og kildekritisk søgning skal prioriteres, og hvad angår prøveformer, kan man vælge fx en case-baseret prøve med portfolio og skriftligt produkt og et mundtligt forsvar, eller man kan udvikle SRP (studieretningsprojektet) så det rummer diverse former for læsning på fremmedsprog.

Hanne Leth Andersen, professor og rektor, Roskilde Universitet

Dorte Fristrup, rektor, Århus Statsgymnasium

Annette Søndergaard Gregersen, docent, Københavns Professionshøjskole, Læreruddannelsen, Forskning og Udvikling

Christian Smith, forperson, Tysklærerforeningen på gymnasiet og HF

Iben Schneider, forperson, Fransklærerforeningen