Lad os tale om det relevante 

INDEN vi mejsler nye eksamensformer i fremmedsprogene ind med hammer og mejsel (læs: pen og papir), er der grund til at træde et skridt tilbage og tale om, hvad det er, de unge skal kunne med sprog i 2025 og i fremtiden, og hvordan vi understøtter det i undervisningen og til eksamen.

Hvilke fremmedsprogskompetencer skal de unge have anno 2025 og fremefter?
Sprog er nøglen til verden. Sprog- og kulturkompetencer er adgang til viden, indflydelse, magt, forståelse, relationer, respekt. For et land som Danmark giver det derfor mening at uddanne alle unge, så de får grundlæggende fremmedsprogskompetencer og kan tilegne sig mere sprog, når det er relevant og nødvendigt.

Ifølge nyere forskning (den kommunikative tilgang, se fx Karen Lund) lærer man helt primært sprog ved at bruge det sprog, man har, i tillid til, at det kan lykkes at kommunikere det, man gerne vil. Det gør man fx ved at lære mere eller mindre faste vendinger, fraser, sætningsrammer og ord i kontekst. Jo mere man bruger sproget, og jo mere man ønsker at kommunikere, jo mere opmærksom kan man blive på, at der er noget, man mangler for at kunne udtrykke sig mere personligt og nuanceret. Det er især her en opmærksomhed på sprogets form bliver nyttig, fx i form af grammatisk viden. Grammatisk viden er derfor mere relevant senere i tilegnelsesprocessen, end vi er vant til at tænke. I mange år har fremmedsprogsundervisning haft en mere eller mindre uudsagt antagelse om, at blot man kunne grammatikken, så kunne man også sproget. Mange unge og voksne vil imidlertid have oplevet, at selvom de klarede sig godt til en fremmedsproglig eksamen i gymnasiet, oplever de ikke at kunne sproget. Hverken mundtligt eller skriftligt. Måske fordi de ikke har tillid til, at de kan; måske fordi de tror, det skal være korrekt, eller måske fordi det, de har lært, er svært at overføre til andre områder.

Derfor bør al snak om eksamener starte med spørgsmålet: Hvilke fremmedsprogskompetencer skal de unge have anno 2025 og fremefter, også set i lyset af AI? Mon ikke mange er enige om, at de (interkulturelle) kommunikative kompetencer er de væsentligste, og at det, de unge især og i første omgang skal kunne, er at kommunikere mundtligt på en hensigtsmæssig måde i konkrete kontekster og at gennemskue, om den hjælp, vi kan få fra ”maskinerne” er passende i forhold til formålet. Det gælder også for de skriftlige prøver.

Hvordan vi sikrer, at vi udprøver på en måde, der understøtter formålet
Hvis man vil lave en prøve, der understøtter gymnasiets formål jf. læreplanerne om at basere sin undervisning på en kommunikativt sprogsyn og give de unge andre perspektiver, og dermed interkulturelle kommunikative kompetencer, er man nødt til at spørge sig, hvad disse kompetencer egentlig består af. For det er et sammensat begreb, og man er nødt til at kunne isolere disse delelementer i bedømmelsessammenhæng.

Begrebet interkulturel kompetence stammer fra Michael Byram og består af fem delfærdigheder: holdninger, viden, færdigheder i at fortolke og relatere, færdigheder i at udforske og interagere og kritisk kulturel bevidsthed, mens den kommunikative kompetence også består sociopragmatisk kompetence, der handler om at tilpasse sin sprogbrug til forskellige situationer og kontekster; diskurskompetence, der handler om, hvordan man overhoveder skaber og forstår samtaler/tekster; strategisk kompetence, der handler om, hvordan man overvinder udfordringer i kommunikationen og endelig lingvistisk kompetence, der handler om evnen til at forstå og anvende sproget former og strukturer.

I bedømmelsessammenhæng kan man udprøve den interkulturelle kompetence for sig og den kommunikative kompetence for sig eller i forskellige kombinationer. Man kan fx teste, om en elev receptivt forstår en bestemt genre, der måske er typisk i et bestemt land og dermed kombinere ’færdigheder i at fortolke’ med den diskursive og lingvistiske kompetence. Her kunne man også interessere sig for, om eleven forstår betydningen af faste vendinger i bestemte situationer.

Eksamener sætter retning gennem de læringsmål, de udprøver, og den form, de har. En mundtlig eksamen lægger op til at træne mundtlighed. Dialog lægger op til at øve sig i både at lytte og tale. Hvis man skal gengive en tekst og tale om den, så lægger eksamen op til, at man øver sig i at læse tekster og gengive deres indhold, og måske analysere dem eller perspektivere ud fra dem.

Skriftlige eksamener lægger op til at kunne udtrykke sig på skrift, og hvis man bruger computer, så lægger de op til, at man skriver med stavekontrol, ligesom man gør ude i samfundet. Stavning får således mindre betydning, på godt og ondt.

De nye skriftlige eksamener i begyndersprogene på stx skal foregå med pen og papir, uden nogen hjælp andet en grammatikhåndbog, en såkaldt værktøjskasse, og det er helt relevant for at klare denne eksamen at fokusere på den lingvistiske kompetence, herunder især formel grammatisk korrekthed. Jf. ovenstående er den delmængde, der bliver udprøvet, den lingvistiske kompetence. Og lige præcis beherskelsen af den, er næppe det bedste tegn på, at eleven er i stand til at agere i den virkelige verden og tage hensyn til konteksten, målgruppen, deres viden og holdninger etc.

Med en pen og papir eksamen med fokus på korrekthed reducerer man ganske vist kompleksiteten, men om en elev kan skrive en grammatisk korrekt sætning, har kun lidt med behovet inden for fremmedsprog i virkeligheden at gøre. Det kan trække fremmedsprogene endnu længere væk fra den virkelighed, de unge skal kunne agere i. Her kan ethvert digitalt hjælpemiddel stave for dem og endog foreslå sætninger. Og hertil kommer, at chatbots og oversætterprogrammer kan producere grammatisk korrekte sætninger. Måske ville et bedre tegn på, at eleven besidder en form for (interkulturel) kommunikativ kompetence være, hvis eleven er i stand til at gennemskue, om et AI-generet svar kan være korrekt/er målgruppetilpasset, eller om en tekst nu også er et eventyr, og forklare, på hvilken baggrund eleven vurderer det. Eller om eleven er i stand til at sætte nogle ord i rigtig rækkefølge ift. en bestemt sætningstype og derfor råder over diskurskompetence. Det er blot eksempler. Allermest logisk ift. det ønskede mål ville det være at anvende mundtlig eksamen til at skabe incitament og udprøvning af kommunikativ kompetence. Det, du beder om ved eksamen, er det, du får. Vil du have elever, der kan grammatik, så fasthold blyant, papir og grammatikhåndbog, men vil du have elever, der kan tale sproget og har motivation til at lære mere, så indfør mundtlig eksamen med dialog. Byg videre med tekstanalyse og slut af med skriftlighed og teoritest. Så følger du samtidig en fornuftig progression i sprogtilegnelsen.

Det er vores håb, at man vil tage diskussionen i ministeriet: Hvad er vigtigt at lære, og hvordan tester vi, så det giver mening både for elevernes sprogudvikling og for et legitimt resultat? Eksamen er nemlig altafgørende for elevernes læring.