Halvstuderet sproglig – halvstuderet naturvidenskabelig – kampen mod sprogfagenes deroute

Sprogfagene er i krise og har været det meget længe. Den udvikling må og skal vi have vendt! Det er de færreste uenige i. Spørgsmålet er bare hvordan. Det spørgsmål findes der desværre ikke noget simpelt svar på, men en ting er sikkert: Vi kan ikke selv løse problemet ude på gymnasierne. Og vi kan ikke nøjes med lappeløsninger. Der skal store, strukturelle ændringer til, og de ændringer kræver både politisk vilje og politiske mod.

Da jeg i sin tid blev student, var det som matematiker (1987-reformen) med fransk på A, musik på A og geografi på B. Jeg var med andre ord vel det, man kunne kalde halvstuderet matematiker/naturvidenskabelig (med kemi på C, fysik og matematik på B), halvstuderet sproglig (med engelsk på B og fransk på A), halvstuderet kreativ (med musik på A). Jeg var glad for alle mine fag – både de obligatoriske og dem, jeg valgte hen ad vejen. Og ikke mindst var jeg glad for muligheden for at kunne være lige præcis sådan en halvstuderet type, som mine fag peger på. Jeg har ofte tænkt sidenhen, at jeg ville have været udfordret af de bindinger, der ligger i studieretningsgymnasiet i dag. Hvor det ikke ligger lige for at vælge den retning, der blev min. En retning, hvor jeg som matematiker endte som cand.mag. i dansk, fransk og retorik med den åbenlyse kærlighed til sprog, der ligger deri.  En retning, hvor indgangen til humanistiske og sproglige studier blev en matematisk studentereksamen, jeg meget nødigt ville have været foruden. For sproglige og naturvidenskabelige fag er ikke hinandens modsætninger. Tværtimod supplerer de hinanden på glimrende vis.

Men hvorfor al den snak om mine fag og min gymnasietid? Jo, fordi den frihed, jeg i gymnasiet oplevede til at prioritere både naturvidenskab og sprog, ikke findes i dag. Og fordi den frihed gav plads til elever, der kunne se sig selv i mange forskellige typer af fag. Der var med andre ord en åbenhed for at kombinere viden og kompetencer på tværs af fakulteter, som den nuværende sammensætning af studieretninger ikke indeholder.

Sprogfagene er i krise. Og sprogfagenes deroute fortsætter og fortsætter. Trods 2017-reformens tiltag i forhold til at få flere elever til at vælge sprog. Trods VLAK-regeringens sprogstrategi fra 2017. Trods røster fra dansk industri og erhvervsliv, der i årevis har råbt vagt i gevær. Og trods stort ønske fra vores sektor om at styrke sprogfagene. Det nytter bare alt sammen ikke rigtigt. Der lukkes stadig sprogstudier på universiteterne rundt omkring. Det er stadig kun 9 % af en gymnasieårgang, der vælger en sproglig studieretning. Og seminarierne uddanner færre og færre 2. fremmedsprogslærere.

Og det ER et problem. Ikke kun for sproglærerne, men for dansk erhvervsliv, dansk eksport og dermed i sidste ende også for den danske nationaløkonomi. DI og Dansk Erhverv har igen og igen gjort opmærksom på, at danske virksomheder ikke kan klare sig med medarbejdere, der kun kan engelsk. I forhandlingssituationer er det nødvendigt med medarbejdere, der både mestrer forhandlingslandenes sprog og har en kulturel forståelse.

Desværre findes der ingen mirakelløsninger, der kan fixe sprogfagenes udfordringer. Det er det lange seje træk, der skal til. Og en langt større politisk vilje til forandring, end vi har set hidtil. Sprogenes fødekæde er brudt, ødelagt, ja, helt smadret, og den kan kun genoprettes, hvis der kommer langt større fokus på sprog hele vejen igennem systemet – fra folkeskole til videregående uddannelse. Der skal sættes flere timer af til sprog i folkeskolen, for det hjælper ikke, at eleverne møder tysk eller fransk allerede fra 5. klasse, hvis timerne ikke følger med. At lære et sprogfag er et langt, sejt træk, som kun er sjovt, når man faktisk oplever, at det rykker. Og skal det rykke, skal der timer og regelmæssighed til. Hvis det opleves for svært, bliver eleverne demotiverede, hvilket peger frem mod næste udfordring: At kun et fåtal af elever i gymnasiet vælger de sproglige studieretninger. Og at motivationen for virkelig at arbejde med 2. fremmedsprog for de øvrige desværre ikke altid er specielt stor. Det er nødvendigt at få skabt en langt større begejstring for sprogfagene. Og den begejstring kan de mange dygtige, engagerede og begejstrede sproglærere ikke skabe alene. Der skal politisk vilje til. Ikke bare på papiret, men også i praksis. Politisk vilje til at anskue fag og fakulteter mindre kasseagtigt, end de nuværende studieretninger lægger op til. Hvorfor ikke give plads til 2. fremmedsprog i andre studieretninger end de rent sproglige? Hvorfor ikke skabe den forståelse, som jo endte med at blive min, for at sprogfag fint kan spille sammen med naturvidenskabelige fag? At det faktisk kan noget at være god til både matematik og et 2. fremmedsprog. Der skal strukturelle ændringer til. Vi bliver nødt til at kigge på, om vi kan sætte studieretninger sammen på en måde, der styrker sprogfagene langt mere, end det er tilfældet nu. Også Dansk Erhverv, Dansk Industri og universiteterne har efterlyst studieretninger, der kombinerer sprog og naturvidenskab. Det kunne være et tiltag, men vi bliver i det hele taget nødt til at kigge på, om hele gymnasiets nuværende struktur skal ændres, således at sprogfagene kan komme til at spille en mere fremtrædende rolle.

Ovenstående forslag løser ikke sprogfagenes deroute alene, men de peger på, at der skal store strukturelle ændringer til, hvis den negative udvikling, vi har set siden 2005-reformen, for alvor skal vendes. Og det er vel i virkeligheden dette indlægs væsentligste pointe: At kampen for sprogfagene ikke kan klares med lappeløsninger hist og pist. Der skal helhedstænkning, nye strukturer, et opgør med det, der ikke fungerer, til. Der skal politisk vilje til. Der skal politisk mod til.