Stjerneøkonom kæmper imod vækst og kapitalisme

Han har skrevet internationale bestsellers, han giver Ted X-talks , skriver skuespil, laver podcasts, har rådgivet flere engelske regeringer, blandt hans fans er Prins Charles og filosoffen Noam Chomsky – og så har han inspireret en ny international græsrodsbevægelse af radikale tænkere, der vil gøre op med en vækstfikseret måde at tænke økonomi på. Det gælder for eksempel de britiske tænketanke New Economics Forum og Autonomy, den Europaomspændende 4-dayworkingweek-kampagne og den demokratifremmende organisation Alda, der i sommer udgav rapporten om forsøget med en firedages arbejdsuge på Island – en rapport, vi tidligere har omtalt i disse spalter i forbindelse med sommertemaet om, hvordan fremtidens arbejdsliv kan gentænkes.

“Tim Jacksons tanker om, hvordan og hvorfor vi bør ændre vores samfund, er en vigtig drivkraft i det, vi forsøger at opnå ved at få folk til at arbejde mindre. Det handler for eksempel om, at vi skal leve i bedre harmoni med naturen og med hinanden, fordi det vil gøre os lykkeligere,” siger Gudmundur D. Haraldsson fra Alda.

Til daglig er 64-årige Tim Jackson økonomiprofessor ved Surrey universitet i det sydlige England. Nu giver han interview over Skype, men når verden ikke er påvirket af rejserestriktioner, flyver han regelmæssigt rundt fra land til land som fortaler for, at det moderne civilsamfund skal skrue ned for, hvad han kalder en “sygelig og pervers stræben efter vækst”. For vi ødelægger vores klode og klimaet, har han argumenteret i årevis. Og vi ødelægger os selv, fordi vi i processen risikerer at glemme vores inderste og dybeste behov:

“Vi bliver overtalt og forført til at bruge penge, som vi ikke har, på ting, som vi ikke har brug for, for at kunne imponere folk, som vi er ligeglade med. Vi har skabt økonomier og systemer, som opfordrer og taler til en meget lille del af menneskets sjæl,” siger han.

I bund og grund handler det om noget helt basalt:

“Vi skal genopdage, hvad det vil sige at være menneske. Vi skal ind til kernen af vores eksistens, hvor det har værdi at være noget for hinanden,” siger han.

Tim Jackson har skrevet to internationale bestsellers, der begge er udkommet med en ganske særlig timing. Den første, Prosperity Without Growth – Foundations for the Economy of Tomorrow, udkom i 2009 efter krakket på Wall Street og midt i den globale finanskrise. Den anden, en slags fortsættelse, hedder Post Growth – Life after Capitalism og er udkommet i april i år i kølvandet på en anden stor krise forårsaget af coronapandemien.

Vil konfrontere kapitalismens struktur
At særligt den vestlige verdens forbrugskultur og besættelse af ideen om vækst er problematisk for at skabe den bæredygtige fremtid, som er nødvendig for at bremse drivhuseffekten og justere de foruroligende varmestigninger og nå FN’s klimamål, er Tim Jackson selvfølgelig langfra ene om at mene. Men det er aparte, at sagen kæmpes af en økonom – tilmed med en filosofisk anskuelse – som så kraftigt tager afstand fra kapitalens fremdrift. Tim Jackson ser kapitalismen som værende brudt sammen, og vores forbrugsafhængighed og higen efter at eje ting har sat vores civilsamfund i en sårbar situation nu, hvor vi befinder os i murbrokkerne af pandemien. Det kræver en ny tilgang for at komme helskindet ud, mener han.

”Det er klart, at hvis du vækster og vækster, så har det mere og mere indvirkning på miljøet – medmindre du altså er klog nok til at reducere den effekt ved hjælp af ny teknologi. Men kan vi gøre det hurtigt nok? Det tror jeg ikke på,” siger han.

Betyder det, at du er imod vækst?
”Ja. Jeg er imod denne form for vækst-fetish, som vi oplever. Jeg er imod, at det skal være det overordnede mål i enhver virksomheds beslutningsproces. Jeg er imod tanken om, at produktivitet og vækst skal ligge til baggrund for alt. Jeg mener, at det er absolut nødvendigt at finde en anden løsning.”

Og hvordan gør man det det?
”Vi skal først konfrontere denne struktur i  kapitalismen og erkende, at det er problemet. Vækstparadigmet er at jagte produktiviteten endnu hårdere ved at indføre mere og mere automatisering for at reducere omkostningerne af arbejdskraft. For at skabe overskud. Og mens den model dominerer, er det ret svært at skabe ændringer. I princippet bør det overskud geninvesteres i kommuner og gennem skatter, så man kan kompensere de fattige mennesker, der bliver skubbet ud af bunden. Vi er ved at flå vores samfund i stykker i jagten på profit.”

Så hvad foreslår du?
”En af de ting, der er sket, siden arbejdsproduktiviteten begyndte at falde i vestlige økonomier i 1960’erne, er, at diverse regeringer har forsøgt sig med en redningsstrategi, der gik ud på at tilgodese kapitalejerne fremfor arbejderne. Og det er sket i en sådan grad, at vi har stået midt i en pandemi, hvor de vigtigste mennesker – de, der beskytter vores liv og værner om vores livskvalitet – er de mindst værdsatte og de, der bærer det største pres, og de er samtidig i de mest usikre lønforhold. Det er en komplet dysfunktionel situation at stå i. Denne slags usikkerhed spillede også en rolle i finanskrakket for 10 år siden. Hvis vi ikke indser, hvad der er på spil, har vi ikke en chance for at rette op på det. Vi bør forstå, at denne overgang til en lavere vækst i arbejdsproduktivitet måske ikke er så dårlig alligevel. Fordi vi dermed bevæger os væk fra et samfund, der er baseret på at producere materielle goder og hen mod et mere økologisk og relationelt samfund, hvor de sektorer, vi værner om, er de sektorer, som beriger vores livskvalitet – det være sig sundhed, uddannelse og kultur,” siger han.

Har pandemien åbnet nogle døre til den form for indsigt?
”Ja, der er en revne af lys. Pandemien har jo vist os, at vi er nødt til at skabe en struktur, hvor den slags arbejde skal beskyttes. Og den anerkendelse er udgangspunktet for at forstå, hvordan vi kommer ud af det dilemma, vi befinder os i. Arbejdsvilkårene og lønnen for disse mennesker skal være udgangspunktet for at tænke anderledes. Vi kan ikke længere stole på eller tro på mantraet, der siger, at den eneste måde at beskytte disse sektorer på, er at have vækst et eller andet sted i en sektor med høj produktivitet, der så på en eller anden måde siver ned enten gennem statstilskud eller ved beskæftigelse andre steder. Vi er faktisk nødt til at sige, at det er regeringens opgave at beskytte mennesker, der arbejder i de sektorer, der betyder mest i samfundet,” lyder det.

For Tim Jackson handler det om at investere i, hvad han kalder “en meningsfuld velstand, så folk kan blomstre”. Og for at opnå det, er det nødvendigt med en mindre materialistisk model end den vækstbaserede model, som vores samfund er indrettet efter i dag, er han overbevist om.

”Sundhed snarere end rigdom er en meget bedre metafor for livskvalitet. Begrebet sundhed indebærer balancen mellem for meget og for lidt. Som for eksempel balancen mellem arbejde og fritid. Vi lever i et system, hvor vi konstant løber forbi dette balancepunkt, fordi vi altid vil have mere. Jeg taler om et samfund, hvor vores relationer er stærkere, og færdigheder er bedre udviklet, og hvor staten har en rolle at spille for at sikre, at der er fuld beskæftigelse i de sektorer, der virkelig betyder noget og beskytter behovene hos de mennesker, der arbejder i disse sektorer.”