Lise Hedelund Danielsen og Kåre Ørum Andersen arbejder tæt sammen. Sådan har det været de seneste fem år. Det begyndte, da de fik et hold sammen i kultur- og samfundsfag. Kort efter rystede en studietur til Sydafrika dem yderligere sammen, og siden har de brugt hinanden mere og mere.
“Vi tænker meget ens,” siger Kåre Ørum Andersen, og Lise Hedelund Danielsen fortsætter:
“Ja, vi har meget den samme tilgang til pædagogik og undervisning. Vi tænker for eksempel begge meget over, hvordan vi forklarer tingene til eleverne.”
Vi er på Kolding Gymnasium. Her underviser de to lærere begge i samfundsfag og historie. De deler tekster, øvelser, film, eksamenssæt og undervisningsforløb og bruger i det hele taget hinanden som faglige sparringspartnere.
“Vi er meget åbne. Vi giver hinanden faglige indspark og trækker på hinandens styrker,” siger Kåre Ørum Andersen.
“Når Kåre har lavet noget, så ved jeg, at jeg kan tage det og bruge det i min klasse,” fortæller Lise Hedelund Danielsen.
De sætter sig også tit sammen og udvikler nye undervisningsforløb. I dette skoleår har de blandt andet lavet seks nye forløb til samfundsfag B.
“Overordnet har de to hold, vi hver især har haft, været igennem det samme, men selvfølgelig er der variationer. Der er emner, jeg synes er mere interessante end Lise, og som jeg derfor gør mere ud af, og omvendt,” fortæller Kåre Ørum Andersen.
Når de udvikler nyt, er udgangspunktet som regel et af deres tidligere forløb.
“Det er som at sætte byggeklodser sammen. Vi tager noget gammelt, der har fungeret godt, og kobler nyt på,” forklarer han.
Varieret undervisning
Selvom de to lærere ser ens på mange ting, er de også bevidste om, at de har hver deres forcer og kan lide at gøre nogle ting på forskellige måder.
“I historie går Kåre mere kronologisk frem og tager et tema ad gangen. Jeg kan godt lide at gå på tværs af tid. Jeg tegner mere store linjer, mens jeg tror, du går mere i dybden,” siger Lise Hedelund Danielsen og kigger over på sin kollega.
Han nikker.
Vores samarbejde giver arbejdsglæde.
De har let ved at sætte ord på hinandens stærke sider.
“Lise er god til at kommunikere og sætte en dagsorden. Hun er meget tydelig, i forhold til hvad hun vil, og hvad eleverne skal,” siger Kåre Ørum Andersen.
Lise Hedelund Danielsen roser omvendt sin kollega for at være ekstremt ambitiøs på elevernes vegne.
“Kåre er meget grundig, struktureret og altid i godt humør. Han vil virkelig sine elever det godt. Det er derfor, de skal vide alle de her mange, mange ting, han har på sin liste,” siger hun og griner.
“Jamen, hvis vi har for lidt på tallerkenen, så bliver de slappe. Der skal laves noget hele timen, det er derfor, vi er der,” siger Kåre Ørum Andersen.
De to lærere er superglade for deres samarbejde. De oplever, at det gør dem til bedre lærere, og at det gør undervisningen mere varieret og spændende.
“Vores samarbejde giver arbejdsglæde,” siger Lise Hedelund Danielsen.
“Og energi,” kommer det fra Kåre Ørum Andersen.
“Når vi laver noget sammen, er det som om, at en og en giver mere end to,” fortsætter han.
Lise Hedelund Danielsen er enig:
“Er jeg i tvivl om noget, så spørger jeg altid Kåre. Så bygger jeg videre på det, han siger. Mine idéer bliver bedre på grund af hans idéer.”
De henter også hjælp hos hinanden, hvis de har problemer med en elev eller en klasse.
“Nogle gange kan man godt køre fast i en dårlig relation til en elev. Så er det rart med en andens øjne på situationen,” fortæller Kåre Ørum Andersen.
Også venner uden for skolen
De to læreres gode kollegaskab har udviklet sig. Omdrejningspunktet er stadig det faglige, men i dag deler de også private ting med hinanden og er venner uden for skolen.
“Vi deler stort og småt og følger med i hinandens liv. Vi snakker om vores børn, og hvad der er sket i weekenden, og vi ses også med vores familier over en brunch en gang imellem,” fortæller Kåre Ørum Andersen.
Her bliver det også let arbejdet, der fylder i snakken, erkender de.
“Det starter og slutter tit med arbejdet, selvom vi prøver at lade være,” siger Lise Hedelund Danielsen.
Når jeg er presset, er Lise min livline.
De understreger, at god kemi er en helt afgørende faktor for at være så tætte kolleger, som de er.
“Jeg har virkelig mange gode kolleger og kan arbejde fint sammen med mange af dem. Men der er ingen, jeg har det på samme måde med som med Kåre,” siger Lise Hedelund Danielsen.
Omsorg i en presset tid
Nedskæringerne på grund af omprioriteringsbidraget har også ramt Kolding Gymnasium. Lærerne har fået flere hold og skal løbe hurtigere. Det gør samarbejde og gode kolleger ekstra vigtigt, mener Lise Hedelund Danielsen og Kåre Ørum Andersen.
“Jeg har været lærer i 10 år og har aldrig haft så travlt som i år. Der var en periode, hvor jeg slet ikke kunne overskue, hvordan jeg skulle nå det hele. Min redning var, at jeg kunne se i Lectio, hvad Kåre havde lavet i en time, og så gjorde jeg præcis det samme,” fortæller Lise Hedelund Danielsen.
At have en, der altid lytter, støtter og forstår, har en enorm betydning, lyder det fra dem begge.
“Gode kolleger giver omsorg. Det er vigtigt, at man har et sted, man kan læsse af. Når jeg er presset, er Lise min livline,” siger Kåre Ørum Andersen.
De understreger, at de også samarbejder med andre, og at der generelt er et godt kollegaskab på skolen. Men de kan mærke, at nedskæringerne har betydet mindre tid til at snakke og pleje relationerne på lærerværelset end tidligere.
“Flere arbejder ved deres computer i pauserne. Der er hverken overskud eller tid til at snakke. Der er noget energi, der er væk. Det er trist, for vi kan jo godt lide hinanden og vil gerne hinanden,” siger Kåre Ørum Andersen.
Læs hele Gymnasieskolens tema om gode kolleger:
At have gode kolleger er for mange gymnasielærere ensbetydende med arbejdsglæde. Der er mange fantastiske kolleger ude på skolerne – dem vil vi på fagbladet Gymnasieskolen gerne hylde i en travl hverdag.
Derfor sætter vi nu en konkurrence i gang, hvor man kan nominere sin gode gymnasielærerkollega. Skriv til godekolleger@gl.org, og fortæl, hvorfor han/hun er en god kollega. Sidste frist er den 1. september 2019.
Den 12. september kårer og offentliggør vi den allerbedste kollega på gymnasieskolen.dk.
Vinderen får 5.000 kroner til et socialt arrangement sammen med kollegerne.
Vi glæder os til at høre om alle de mange gode kolleger.
Gymnasieskolens redaktion
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode