Arbejdsbelastning ødelagde Helles helbred – i dag kan hun kun arbejde tre timer om ugen

Den tidligere gymnasielærer Helle Kristensens liv er for altid forandret på grund af for stor arbejdsbelastning. Hun fortryder inderligt, at hun ikke lyttede mere til sin krop.

Fuglene kvidrede, og solen begyndte at stå op over Frederiksberg Have.

På en bænk sad gymnasielærer Helle Kristensen og kiggede ud i luften. Sådan havde hun siddet hele natten, og hun havde ikke kræfter til at flytte sig.

Noget i hende var gået i stykker, og hun vidste, at hun aldrig ville komme til at arbejde som gymnasielærer igen.

Helle Kristensens hjerne og krop var samme aften lukket helt ned, og nu var der ikke mere at give af.

Det var tilbage i maj 2017. Helle Kristensen kan huske, at hun dagen før havde haft en samtale med en elev, som havde det svært. Men hun var slet ikke til stede i samtalen med eleven, og hendes krop ville bare væk.

Helle Kristensen åbner en pose kattemad og hælder op i skålen til den langhårede kat Skyggefaxe.

”Vi har ikke fået børn, så han er vores barn,” siger den 42-årige Helle Kristensen og kigger på katten.

Står op klokken 13
Klokken er 14, og Helle Kristensen har været oppe i en time. I flere år har der været vendt op og ned på hendes døgnrytme, og ofte sover hun først klokken tre om natten, og hun har behov for at sove 10 timer for at have lidt overskud.

”Jeg har forsøgt at få tilskud af søvnhormonet melatonin, men det hjælper ikke, jeg kan ikke falde i søvn tidligere. Jeg går i seng klokken et, og så ligger jeg ofte vågen i et par timer. Men jeg har lært ikke at stresse over, at jeg ikke kan falde i søvn,” siger Helle Kristensen.

I dag er den tidligere gymnasielærer fleksjobber og arbejder tre timer om ugen hjemmefra for firmaet Botania, som sælger blomsterfrø. Mere kan hendes hjerne og krop ikke overkomme. Hendes uddannelse som biolog og hendes store passion for have og blomster passer godt til det job.

Ved siden af fleksjobbet får hun hver måned udbetalt penge for tab af erhvervsevne fra Akademikerpension. Det giver en ro, at der er styr på økonomien.

Antidepressiv medicin
Hun er på antidepressiv medicin og har det meget bedre i forhold til, da hun i 2018 var hos psykiater, som i hendes journal blandt andet noterede ”forpint” og ”langvarig belastningsreaktion”. Hun kom dengang i behandling for en svær depression.

”Jeg var engang en person med rigtig meget energi, som kunne mange ting på en gang. I dag bliver jeg meget hurtigt træt, og jeg kan ikke klare særlig meget på en dag. Hvis jeg laver noget, som for eksempel dette interview, så skal jeg lade op i morgen,” siger Helle Kristensen, da hun har sat sig ved spisebordet i køkkenet for at fortælle.

Udbrændt
”Min psykolog kaldte min tilstand for udbrændthed, som dog ikke er en klinisk diagnose. Men tilstanden opstår, når du har givet alt for meget af dig selv i en længere periode, og at du til sidst ikke har mere af give af,” siger Helle Kristensen, som er uddannet biolog og var i gang med at læse et sidefag i psykologi, da hun i 2016 blev sygemeldt for første gang.

Passion for biologi
Helle Kristensen var i 2010 et ungt menneske, som tog en uddannelse som biolog og brændte for faget. Hun elskede relationer, venner, familien, og hun havde altid gang i nye projekter. Da hun noget nær et tilfælde søgte og fik job som gymnasielærer på Næstved Gymnasium, gik hun i gang med det, selvom undervisning egentlig ikke var hendes plan med at læse biologi.

Men hun blev glad for jobbet.

”Jeg kunne godt lide at undervise. Jeg ville gerne have alle i klassen med og holdt af at se glimtet i elevernes øjne, når de havde forstået en pointe. Jeg er typen, som giver meget af mig selv. Hvis jeg skulle have danset for eleverne, så de bedre kunne forstå undervisningen, så havde jeg gjort det,” siger hun og smiler.

Udmattet
Den første tid som gymnasielærer faldt hun udmattet i søvn siddende i sofaen tidligt om aftenen.

Hun blev også hurtigt den type lærer, som mange elever henvendte sig til, når de havde et problem eller en udfordring, de gerne ville tale om.

Hun fik i 2014 mulighed for at gå ned i tid for at læse et sidefag i psykologi og få det betalt af skolen, og det sagde hun ja til. Samme år gik hun også i gang med en intern projektlederuddannelse og meldte sig også som faggruppeleder for naturvidenskabelig grundforløb (NV) på stx og naturvidenskabelig faggruppe (NF) på hf.

”Det ligger nok til min familie at have store ambitioner for os selv og at drømme stort,” siger hun som en forklaring på, at hun fyldte alt for meget på sin tallerken dengang.

I samme periode blev hun skilt, og hendes far blev ramt af kræft.

I foråret 2016 forsøgte hendes krop at sige fra og give hende den første advarsel.

Søvnløse nætter
I tre måneder sov Helle Kristensen ikke mere end tre til fire timer om natten. Hun faldt i søvn, men vågnede meget tidligt, og så lå hun lysvågen, til klokken var seks om morgenen.

”Der var meget fart på mine tanker, og jeg lå og tænkte på alt mellem himmel og jord og ikke kun arbejde.”

Helle Kristensen havde også fået en kæreste på det tidspunkt, og på mange måder var hendes liv godt, og søvnløsheden tog hun ikke så alvorligt.

Svimmelhedsanfald
Til gengæld begyndte hun at få svimmelhedsanfald alle mulige steder for eksempel i sin bil og i en flyvemaskine på vej til påskeferie på Sardinien. Hun husker også tilbage på, at hun begyndte at trække sig mere fra eleverne på gymnasiet. Relationsarbejdet var begyndt at blive anstrengende.

”Jeg tog til lægen, da jeg begyndte at blive svimmel. Jeg kan huske, at jeg sad i venteværelset med min bærbare på skødet og skrev på et eksamensprojekt på psykologistudiet,” siger hun og vender sine øjne som en indforstået hentydning til, hvor åbenlyst det egentlig var, at hun var alt for presset.

Stresset?
Lægen sagde da også det åbenlyse, at det virkede til, at Helle Kristensen havde lidt for travlt og måske var for stresset. Helle Kristensen ignorerede lægens ord, og hendes blodtryk var da også normalt. Det var i slutningen af skoleåret, og nu var det kun et spørgsmål om at nå frem til målstregen – sommerferien.

”Jeg havde ting, jeg skulle nå, og det andet var bare min krop,” som Helle Kristensen udtrykker det, om den måde hun tænkte på den gang.

Sommerferien kom, og hun flyttede sammen med sin kæreste Simon, og hun begyndte at sove godt om natten. Men der var alligevel noget galt. Hun var ikke i rigtig godt humør, og følelsen af at blive genopladet kom ikke i løbet af ferien. Hun blev også glemsom og glemte for eksempel alt om en middagsaftale med nogle kolleger, som undrende ringede og spurgte, hvor hun blev af.

”Den sidste uge af sommerferien begyndte jeg at sove dårligt igen,” fortæller hun.

Sygemeldt første gang
Hun begyndte dog at arbejde, men efter 14 dage måtte hun erkende, at den var gal. Hun kunne godt selv se, at hun var alt for belastet og havde brug for at komme væk fra sit arbejde. Hun gik op til sin nærmeste leder og blev derefter sygemeldt i minimum tre måneder, som hendes egen læge skrev på lægeerklæringen.

Hun var dengang medlem af fagforeningen IDA, og derigennem kom hun til en psykolog. I tiden derefter fulgte en periode, som mange, der har været sygemeldt med stress, måske kender. Hun forsøgte at slappe af, gik til psykolog, afspænding og stresshåndtering for akademikere, som Frederiksberg Kommune tilbød hende.

”Det er vildt ubehageligt at være syg af stress,” svarer hun på spørgsmålet om, hvordan hun havde det den gang.

”Men det var ingen ting i forhold til, hvordan jeg senere skulle få det,” tilføjer hun.

Blid optrapning
Tiden gik, og i januar havde hun fået det bedre, og hun aftalte med sin nærmeste leder, at hun begyndte på en blid optrapningsplan på arbejdet. En psykolog fra kommunen havde sagt, at der godt kunne komme en reaktion på at begynde på arbejdet efter en stresssygemelding, og at det er okay.

Fortryder stadig
I dag fortryder hun inderligt, at hun ikke lyttede ordentligt til sin krops reaktion på, at hun skulle begynde på arbejde.

”Min krop var i alarmberedskab. Jeg kunne ikke køre bil, og jeg blev nødt til at få min kæreste til at køre mig på arbejde. Da vi nåede afkørslen ved Rønnede, spændte hele min rygsøjle så meget op, at jeg blev helt stiv. Min kæreste gav mig massage på rygmusklerne om aftenen for at få mig nogenlunde til at slappe af, inden jeg skulle i seng,” siger hun.

”Jeg følte, det var et overgreb at være på arbejde,” tilføjer hun.

Helle Kristensen husker perioden tåget, men hun kan genkalde sig mindet om at sidde og høre hendes elever fremlægge i timen, mens hun sad og lavede afspændingsøvelser med tæerne. Hver en fiber i hendes krop skreg, at hun skulle flygte ud af lokalet.

Kynisk
Hun blev med egne ord kynisk og forsøgte at undgå de elever, som efter timen opsøgte hende for at tale om deres problemer.

”Jeg er typen, som mener, at en aftale er en aftale, og nu havde vi aftalt, at jeg skulle begynde at trappe op igen. Psykologen fra kommunen havde også sagt at det var okay, at der kom en reaktion på at begynde på arbejde igen,” siger Helle Kristensen som en forklaring på, hvorfor hun ikke den gang lyttede til sin krop og meldte sig syg.

Der er gået lidt over en time i interviewet, og Helle Kristensen leder lidt efter ordene i sin fortælling. Hun siger, at hun har brug for en pause og noget frisk luft for at få lidt ro i hovedet.
Et kvarter senere tager hun gummistøvlerne af og sætter sig tilbage ved spisebordet.

Den aften, hvor filmen knækkede
Helle Kristensen er i sin fortælling nået til den aften og nat, som hun tilbragte på en bænk i Frederiksberg Have.

Den aften i maj, knækkede filmen.

Det, som skete, beskriver Helle Kristensen, som om noget gik i stykker i hende nærmest som en snor, der knækker.

”Både fysisk og psykisk følte jeg en stor tunghed. Det føltes som en døs, og jeg fik en summende fornemmelse i hovedet og kroppen,” siger hun.

”Jeg kan ikke mere,” sagde hun til sin kæreste.

Hun kunne den aften mærke, det var slut med at være gymnasielærer. Hendes følelser var en blanding af sorg og ligegyldighed, og hun havde også en bevidsthed om, at der var endnu mere på spil end et job. Noget var gået i stykker i hende, og det ville hun aldrig få tilbage.

Afskediget
Helle Kristensen blev afskediget, og det var helt fint, som hun selv formulerer det. Hvis hun ikke var blevet afskediget, havde hun selv sagt op. Hun ville ikke have en arbejdsgiver at forholde sig til før eller siden. Hun orkede ikke at være sammen med andre mennesker. Hun var udmattet, træt og kunne næsten ingenting. Det var en kraftanstrengelse at læse, se fjernsyn eller deltage i samtaler.

”Min kæreste sørgede for at lave mad og for andre praktiske ting, og så brugte jeg sommeren og efteråret til at koncentrere mig om at træne min kognition – for eksempel læse lidt mere ad gangen,” forklarer hun.

Helle Kristensen var dog på det tidspunkt ikke klar over, hvor slemt hun egentlig havde det. Hun kunne ikke holde lyset ud, hun kunne ikke holde lyden af klokkerne på Frederiksberg Rådhus ud. Hun fik skærende hovedpine, hvis hun førte en samtale på mere end fem minutter, og bilkørsel var helt udelukket.

Hendes tilstand var gradvis blevet værre, og i marts 2018 sørgede Helle Kristensens kæreste for, at hun kom til lægen. En test pegede meget overbevisende på svær depression, og lægen udskrev med det samme antidepressiv medicin og gav en hastehenvisning til en psykiater.

Angsthelvede
I de næste tre uger fik hun voldsom angst, som kan være en bivirkning af medicinen.

”Det føltes, som når du bliver bange for en scene i en gyserfilm, og sådan var det konstant, fra jeg vågnede, til jeg gik i seng. Det var et angsthelvede,” siger Helle Kristensen.

I dag er det lidt over seks år siden, den tidligere gymnasielærer kæmpede for at holde sammen på sig selv.

Psykiateren medicinerede hende for en svær depression. Selvom det var den rigtige medicin, fulgte en lang tung periode, hvor et bad kunne være dagens eneste aktivitet, og hvor hun ikke kunne spise en kyllingesalat, fordi der var for mange ingredienser i, til at hun kunne forholde sig til dem.

Helle Kristensen og kæresten boede i en toværelses lejlighed, men undgik hinanden, da hun fik voldsom hovedpine af blot korte samtaler.

Det er svært at udpege den værste dag i Helle Kristensens liv, for der er mange kandidater til den titel.

Har valgt børn fra
Hun kom dog ud på den anden side, men hun har måttet betale en meget høj pris for det, som hun selv kalder for en for stor arbejdsbelastning over alt for lang tid. Hun har for eksempel fravalgt at få børn, fordi hun ikke ville have overskud til at tage sig af et barn.

”Det værste er, at gymnasielærer ikke var mit drømmejob. Jeg var ikke typen, som ville ofre mig for et job. Men det er det, som er sket,” siger hun.

Travlt og mange opgaver
Hun har mange gange tænkt på, hvordan det kunne gå så galt. Hun havde meget travlt på arbejdet i en lang periode, men hun mener ikke, at ledelsen på Næstved Gymnasium bærer ansvaret for det.

”Alle havde travlt og mange opgaver,” siger hun.

Hun engagerede sig i ting og projekter og sagde hellere ja end nej. Hun havde ambitioner, og så glemte hun at lytte til sin krop. Hun nævner også, at der har været både angst og depressioner i hendes familiehistorie.

Men lige meget hvor mange forklaringer og årsager hun remser op, så vil det nok aldrig give mening, at hun slog sig så voldsomt på sit arbejdsliv.

”Du skal tage kroppens signaler meget alvorligt. Det fortryder jeg, at jeg ikke gjorde meget tidligere,” siger hun.

Livet går videre
I dag bor hun og kæresten Simon i et hus i den lille by Ganløse i Nordsjælland. Hun ser frem til forår og sommer, hvor haven bliver hendes anden opholdsstue, og hun kan dyrke sin passion for botanik og nyde roen og de lange aftener udenfor.

Hun peger ud mod drivhuset i haven.

”Jeg håber ikke frosten har været for hård ved de blomsterløg, jeg har plantet. Vi skal giftes til maj, og jeg vil lave min egen brudebuket med franske anemoner.”