
Der er flere årsager til, at landets arbejdspladser skal støtte kvindelige medarbejdere, der er i overgangsalderen, mener Maja Aagaard.

Der er flere årsager til, at landets arbejdspladser skal støtte kvindelige medarbejdere, der er i overgangsalderen, mener Maja Aagaard.
Det begyndte med nogle uforklarlige symptomer. Maja Aagaard var 39 år og marketingchef med ansvar for flere afdelinger i en virksomhed, da hun pludselig ikke længere kunne genkende sig selv. Hun havde tankemylder og svært ved at sove og var begyndt at miste overblikket. Hun oplevede også enkelte tilfælde af angst.
”Da jeg gik til lægen første gang, troede både hun og jeg, at det var stress,” husker Maja Aagaard, der i dag er 47 år.
I de følgende tre-fire år gik hun ofte til læge og var gennem flere udregningsforløb. Men uden resultat.
”Jeg kunne ikke genkende mig selv og var virkelig bange. Men hver gang jeg blev undersøgt, fik jeg at vide, at alt så fint ud.”
Maja Aagaard skruede ned for sine ambitioner. Hun gav bid for bid sit lederansvar fra sig og gik ned på 30 timer.
”Jeg tænkte, at jeg nok ikke kunne klare arbejdsbyrden længere.”
Til sidst fik hun en henvisning til en psykolog på grund af sygdomsangst, men hun brugte den aldrig. I stedet var hun gået i gang med at læse om overgangsalderen og de symptomer, man kunne opleve.
Kvinder i 40’erne og 50’erne er en sindssygt værdifuld medarbejdergruppe.
”På det tidspunkt talte man stort set ikke om overgangsalder herhjemme. Jeg vidste godt, at man kunne få hedeture, men alt det andet, det kognitive, hvor man sover dårligt, har svært ved at koncentrere sig og måske oplever angst og nedtrykthed, var helt nyt for mig,” siger hun.
Maja Aagaard valgte en alternativ behandling.
”Da jeg kom i gang med det, lettede det meste, og jeg fandt ud af, at jeg sagtens kunne komme tilbage og fortsætte min karriere.”
Skudt ud på sidelinjen
Sammen med Stine Mathieu oprettede Maja Aagaard for tre år siden konsulentvirksomheden Hormoner på arbejde. Her hjælper de virksomheder med at skabe et arbejdsmiljø, der tager højde for kvinders overgangsalder.
Det var Maja Aagaards egne erfaringer med overgangsalderen, der fik hende i gang.
Overgangsalderen er perioden omkring en kvindes sidste menstruation. Æggestokkenes produktion af kønshormonerne østrogen og progesteron bliver meget svingende for til sidst at stabilisere sig på et lavt niveau for resten af livet.
Nogle kvinder kommer igennem overgangsalderen på få år. For andre varer den 10 år eller mere.
Det er meget individuelt, hvordan den enkelte kvinde oplever overgangsalderen. Klassiske symptomer er hedeture og søvnproblemer, men det kan for eksempel også være led- og muskelsmerter, koncentrationsbesvær og humørsvingninger.
Ifølge Maja Aagaard er der flere årsager til, at landets arbejdspladser skal støtte kvindelige medarbejdere, der er i overgangsalderen.
”Kvinder i 40’erne og 50’erne er en sindssygt værdifuld medarbejdergruppe. De har masser af erfaring og kan tage ansvar. Men bliver man ramt af sådan et hormontog og ikke får nogen hjælp, bliver man skudt helt ud på sidelinjen,” siger Maja Aagaard, der netop har holdt oplæg på Gymnasielærerne og Danske Gymnasiers årlige arbejdsmiljøseminar.
Hidtil har undersøgelser og eksperter anslået, at en tredjedel af alle kvinder oplever ingen eller få symptomer i overgangsalderen, at en anden tredjedel har moderate symptomer, mens den sidste tredjedel har svære symptomer.
Men det billede rykker et nyt, kæmpestort dansk studie ved. En langt større andel af kvinder bliver ramt af søvnproblemer, hedeture og fysisk og psykisk udmattelse, end vi har vidst – og generne rammer mere voldsomt. Det dokumenterer forskere fra Københavns Universitet i den første nationale spørgeskemaundersøgelse af danske kvinders sundhed og trivsel i forbindelse med overgangsalderen.
Næsten alle kvinder – 97 procent – oplever symptomer i overgangsalderen. 83 procent oplever et eller flere symptomer i moderat til meget alvorlig grad.
De mest udbredte gener, som kvinder oplever i moderat til meget alvorlig grad, er søvnproblemer, hedeture, fysisk og psykisk udmattelse og led- og muskelømhed.
I alt 153.800 danske kvinder fra 45 til 59 år har besvaret spørgeskemaundersøgelsen. Det svarer til 27 procent af alle danske kvinder i det aldersspænd.
Fortsat et tabu
For mange kvinder har generne en negativ indflydelse på deres arbejdsliv.
Overgangsalder er ikke et kvindeproblem, men et arbejdsmarkedsproblem, fastslår Maja Aagaard. For det handler ikke kun om mistrivsel hos den enkelte kvinde, men om tab af ressourcer på den enkelte arbejdsplads.
Man snakker om det med kolleger. Men samtalen bliver sjældent taget videre til ledelsen.
En beregning fra Københavns Universitet har vist, at kvinders overgangsalder årligt koster samfundet fire milliarder kroner i tabt arbejdsfortjeneste.
Det handler om sygemeldinger og fravær, men i endnu højere grad om en reduceret arbejdsevne, når kvinder i overgangsalderen er på arbejde.
”Det er jo ikke underligt, at man har sværere ved at koncentrere sig og bliver mindre effektiv, hvis man sover dårligt og er ramt af hjernetåge,” siger Maja Aagaard.
Sidste år viste en dansk undersøgelse blandt godt 3.800 sundhedsansatte fra Din Sundhedsfaglige A-kasse, HK og FOA, at 18 procent af de adspurgte er så påvirket af overgangsalderen i deres arbejdsliv, at de har overvejet at skifte job, mens 6 procent havde sagt op.
Heldigvis bliver der generelt i samfundet talt mere om overgangsalder i dag end for bare fem år siden. Men på arbejdspladserne er samtalen stadig mangelfuld, og for mange ledelser er området fortsat et tabu, vurderer Maja Aagaard.
”Der er kommet en større åbenhed blandt medarbejdere. For flere og flere er overgangsalder noget, man i dag snakker om med kolleger ved kaffemaskinen. Men samtalen bliver sjældent taget videre til ledelsen.”
Famler i blinde
Maja Aagaard besøger jævnligt danske arbejdspladser. Hun holder oplæg om overgangsalderen og rådgiver om, hvordan man på arbejdspladsen kan skabe bedre forhold for kvinder, der døjer med symptomer.
Der findes kun meget lidt evidensbaseret forskning i, hvilken indsats der kan lette arbejdslivet for kvinder i overgangsalderen. Men flere større internationale undersøgelser peger på, at større fokus og åbenhed gør en positiv forskel på mange områder.
Maja Aagaard oplever, at flere og flere arbejdspladser ønsker at gøre noget, men også at man mangler viden og famler lidt i blinde.
Risikoen er, at de ender med at blive sygemeldt eller siger op.
Typisk mangler både ledelse og ansatte viden om, hvad overgangsalderen egentlig er, og ledelsen har ofte brug for input til, hvad der kan skrues på, så generne opleves mildere.
”Det kan være svært at starte dialogen på arbejdspladsen, men hvis ikke kvindelige medarbejdere i overgangsalderen får den støtte og fleksibilitet, de har brug for, så er risikoen, at de ender med at blive sygemeldt eller siger op, fordi de ikke kan klare deres job,” siger Maja Aagaard.
Hun har endnu ikke holdt oplæg på gymnasier, men hun har talt med flere kvindelige gymnasielærere, der er i overgangsalderen.
”Flere har følt sig nødsaget til at gå på deltid. De fortæller, at det er den eneste måde, de kan holde hovedet oven vande på. Det er sindssygt krævende at stå foran eleverne i klasselokalet og være på. Man kan ikke have en dårlig dag. Det gør, at de har brug for at restituere meget mere.”
Åbenhed er afgørende
At ingen er kommet og har bedt om ændrede arbejdsopgaver eller fleksible arbejdstider, kan man som leder ikke tage som udtryk for, at behovet ikke er der, pointerer Maja Aagaard.
”Det kan være, at det slet ikke er faldet kvinderne ind at bede om det, at de ikke er trygge ved at tage emnet op, eller at de nødigt vil være til besvær. Mange fortæller, at de bider tænderne sammen og klarer det selv.”
Vil man som gymnasium have sat overgangsalderen på dagsordenen, foreslår Maja Aagaard, at skolens tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant sammen med ledelsen som første skridt inviterer til et fælles gå-hjem-møde for alle.
”Det skal være tydeligt, at ’det her kan vi snakke åbent om’. Ledelsen skal invitere til samtaler, være klar til at lytte til den enkelte og se på, om der er noget, man kan skrue ned for i en periode.”
Nogle kan have brug for at slippe for et hold eller få flyttet nogle morgenmoduler, andre vil måske gerne køre noget undervisning virtuelt.
”Vil man holde på gode medarbejdere, er der noget at vinde ved at se på vilkårene i forskellige livsfaser – også overgangsalderen,” siger Maja Aagaard.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode