Tidsregistrering bliver obligatorisk for alle i 2024 – men hvad med aftaleskolerne?

Indlæg af

• Poul Dalgaard Jensen, TR Vestfyns Gymnasium, Netværksformand for Fynnetværket og medlem af Overenskomstudvalget i GL.
• Anders Kristian Bærholm Frikke, næstformand, Gymnasieskolernes Lærerforening.

På gymnasieskoler med arbejdstidsaftaler vækker det en vis bekymring med udsigten til implementering af den nye obligatoriske tidsregistrering, der træder i kraft på det danske arbejdsmarked til nytår. Frygten er, at teknikaliteter kan komme til at stå i vejen for det gode, lokale samarbejde på skolerne. Det er vigtigt, at vi sammen i GL sikrer, at det ikke sker!

Men først lidt om baggrunden for de nye regler.

I øjeblikket virker det som om, det er EU, der sikrer, at Danmark på en lang række områder opfører sig ordentligt og civiliseret. Dette gælder nok i særlig grad på miljø- og landbrugsområdet, men følgen af en ny dom fra EU-domstolen har på samme vis potentiale til at beskytte danske lønmodtagere mod at blive ofre for det grænseløse arbejde – men kan samtidig på vores område komme til at virke bøvlet, fordi vi som gymnasielærere arbejder mere fleksibelt end de fleste andre medarbejdergrupper på arbejdsmarkedet.

Baggrunden er, at EU-domstolen har behandlet en sag, der er blevet rejst af en række medarbejdere i en spansk filial af Deutsche Bank i Bilbao, og dommen er sådan set ret enkel og ”i orden”.

Sagen er den, at vi alle er beskyttet af en rammelovgivning for lønmodtagere i EU, som i hovedsagen består af tre simple regler:

• Man får en minimumshvileperiode på 11 sammenhængende timer inden for hver 24-timers periode.
• Man skal have mindst én fridag pr. uge (pr. 7 arbejdsdage) og
• Man må ikke arbejde mere end 48 timer i gennemsnit pr. uge over en længere periode.

Det er der sådan set ikke noget nyt i. Det nye er, at domstolen i sin dom kræver, at enhver arbejdsgiver skal kunne dokumentere, at disse grundlæggende og helt rimelige regler overholdes for hver enkelt medarbejder. Det forudsættes samtidig, at denne dokumentation kun logisk set kan fremvises, hvis hver enkelt medarbejder dagligt opgør sin arbejdstid i et tidsregistreringssystem.

Det er vigtigt at understrege, at selv om dommen netop slår fast, at tidsregistreringssystemet skal bidrage til øget transparens i forhold til tidsopgørelse, ændrer loven ikke ved de i overenskomsten fastsatte bestemmelser om løbende dialog og godkendelse af tidsforbrug som grundlag for ledelsens årlige opgørelse af eventuel honorering af overtid.

For skoler, der i forvejen arbejder med et tidsregistreringssystem som det primære princip for håndteringen af arbejdstid, kommer de nye regler ikke til at ændre særligt meget, om end der selvfølgelig skal være et fornyet fokus på, at reglerne overholdes, og dermed en oplagt og kærkommen lejlighed til, at vi på alle skoler stopper op og i et samarbejde med ledelserne reflekterer grundigt over, hvordan arbejdsplanlægning, tidsregistrering og arbejdsvaner fungerer på skolen.

Derimod forholder det sig lidt anderledes på skoler, der lokalt har lavet aftaler for håndteringen af arbejdstiden. I GL har vi erfaring for, at der er stor medarbejdertilfredshed på skoler, hvor medarbejdere, TR og ledelsen har sat sig ned sammen og aftalt, hvordan man bedst på netop deres skole indretter arbejdstiden inden for de økonomiske rammer, skolen har til rådighed. Fordelen er netop, at medarbejderne i et sådant system føler sig hørt og inddraget i tilrettelæggelsen af deres arbejde, hvilket helt generelt er en nødvendig betingelse i sikringen af kvalitet i opgavevaretagelsen på en akademikerarbejdsplads. Her er det vigtigt at understrege, at den nye EU-lovgivning er en teknikalitet, som skal sikre, at en bestemt og helt rimelig rammelovgivning overholdes. Derfor er det meget centralt, at vi ikke lader den slags stå i vejen for det helt afgørende lokale samarbejde om arbejdstidens tilrettelæggelse på skolerne. Man må forstå, at det gode arbejdsmiljø ikke skabes gennem bestemte systemer for opgørelse og håndtering af arbejdstid, men derimod gennem det stærke, tillidsfulde samarbejde mellem ledelse og medarbejdere om opgavevaretagelsen og kvaliteten på en skole – og her skal man vælge den model, der passer bedst netop der, hvor man er, om så det er tidsregistrering, en rammeaftale med tidsnormer for arbejdsopgaverne, en model med fast arbejdstid eller en kombination af disse modeller. Det er samtidig vigtigt, at man aftaler en procedure i tilfælde af uenigheder og forholder sig til, hvordan den model, man har valgt, bedst sikrer kvalitet- og tilfredshed med opgavevaretagelsen – selvfølgelig under den ramme som lovgivning og overenskomst byder.

Det nye tidsregistreringssystem rejser imidlertid en række spørgsmål, hvoraf langtfra alle endnu er helt afklarede. Vi vil herunder give nogle konkrete eksempler.

For det første skal man på aftaleskoler etablere nogle principper for, hvordan den enkelte lærer understøttes i en hensigtsmæssig egen forvaltning af den allokerede tid. Der er ingen, der har interesse i meget store forskelle mellem udfaldet af den nye lovpligtige tidsregistrering og den lokale arbejdstidsaftale på skolen. Ledelsen og TR bør under alle omstændigheder årligt vende aftalen, og herunder se den i lyset af lærernes lovbestemte arbejdstidsregistrering.

Samtidig stiller lovgivningen også nogle nye krav til ledelser, som hidtil hverken har håndteret tidsregistrering eller indgået aftale, da der nødvendigvis må være en vis overvågning af, om den enkelte medarbejder af den ene eller anden årsag kommer til at bryde med EU-lovgivningens regler. Hvis man kommer på kant med EU-reglerne, er der i den grad grund til at tage grundige snakke om arbejdstidens tilrettelæggelse – i øvrigt tildeler EU-dommen i den sammenhæng Arbejdsmiljørepræsentanten en lovbestemt ret til at blive inddraget i arbejdet med data fra tidsregistreringen.

Desuden er det vigtigt, at hver enkelt lærer får en grundig vejledning i, hvordan det nye system fungerer, og hvordan man håndterer systemet lokalt. Der skal altså udarbejdes lokale retningslinjer for, hvordan tidsregistreringen konkret skal forvaltes på den enkelte skole afhængigt af den lokale aftalemodel.

Hertil følger nogle endnu en række uafklarede forhold, fx kan man i bl.a. i forbindelse med studieture eller eksamen forestille sig situationer, hvor man kan komme på kant med fx 11-timersreglen. Her skal vi være glade for, at vi nu får en større sikkerhed for, at vi kan sikres den nødvendige restitution, men på den anden side, vil det være forkert, hvis en firkantet regel spænder ben for undtagelsesvise specifikt tilvalgte og meningsgivende undervisningsaktiviteter på fx en studietur. Hvilke modeller, der er tilladte inden for rammerne af lovgivningen, må afvente en nærmere juridisk afklaring i den kommende tid.

Summa summarum er, at vi ikke kommer ikke uden om at tidsregistrere på alle skoler fra nytår. Vi må arbejde for, at idealet om det gode, lokale samarbejde, hvor man på den enkelte skole laver lokale modeller for håndteringen af arbejdstiden for medarbejderne kan overleve.

Samtidig kan vi også konkludere, at lovgivningsændringen er en kærkommen lejlighed til at opruste arbejdet med implementeringen af OK21-overenskomsten og sikre et velfungerende og meningsfuldt tidsregistreringssystem, der giver ”merværdi” for den enkelte medarbejder og ikke opleves som teknokratisk ekstraarbejde.