Overtidsbetaling – det er da vist ikke noget, som gymnasielærere får?

I starten af marts skal alle landets GL-tillidsrepræsentanter på det årlige møde i Kolding beslutte, hvad GL skal kræve ved de næste overenskomstforhandlinger. I den anledning vil vi gøre opmærksom på en alvorlig mangel i vores rettigheder, der skyldes den såkaldte årsnorm. Den betyder kort sagt, at fuldtidsarbejde er 1680 timer om året og ikke 37 timer om ugen. Eller med andre ord: Hvis du som gymnasielærer er nødt til at arbejde 70 timer på en uge pga. grundforløbstimer, projektopgaver, eksaminer eller andet, så er du på grund af årsnormen på ingen måde sikret kompensation. Det er simpelthen urimeligt.

For det første skaber de skæve vilkår urimelige situationer i familielivet og arbejde- /privatlivskonflikter. Man kan jo ikke hente sine børn i børnehaven eller passe sine fritidsinteresser ugen eller måneden efter. Men får vi nogen kompensation for dette overarbejde? Næh – lederne kan jo bare på grund af årsnormen sige, at “du tager da bare nogle nul-dage i eksamensperioden” (eller lignende) – og vupti, så går tidsregisteringen i nul, og din kompensation er forduftet.

For det andet er der alt for lidt incitament for lederne til at udjævne arbejdsbelastningen, hvis der ikke er nogen økonomisk omkostning ved de skæve perioder. Det kan løses med en kortere norm, som opdeler skoleåret i mindre bidder, der så skal gå i nul, for eksempel en halvårs- eller kvartalsnorm. Ideelt vil en kortere normperiode ikke koste andet end lidt ekstra planlægningsarbejde på ledelsesgangen. Det kunne samtidig skabe pres på politikerne for at ændre de nationale regler, der skaber skæv belastning –  grundforløbet, eksamensperioder, rammer for større skriftlige opgaver osv.

For det tredje er den manglende kompensation urimelig, fordi det stiller os ringere end andre på det danske arbejdsmarked. Hvorfor skal vi slide os halvt ihjel aften, nat og weekend i spidsbelastningsperioder uden ekstra løn, mens andre kan få – velfortjent – overtidsbetaling? Nogle vil måske sige, at vi til gengæld har en kæmpe fleksibilitet – for når vi selv kan placere vores forberedelse, så kan vi jo selv sikre, at vi ikke ender skævt. Men det er ikke hele sandheden.

Årevis af nedskæringer har i praksis udhulet fleksibiliteten for de fleste gymnasielærere. Med væg-til-væg undervisning er der nærmest ingen fleksibilitet tilbage, for timerne kan vi jo ikke bare flytte. Og man kan hverken gennemføre grundforløbstimer resten af året eller forberede en tysktime i november i marts måned – i hvert fald ikke, hvis man skal leve op til kravene om undervisningsdifferentiering og tilpasning af undervisningen til de konkrete elever. Dertil er mange af vores opgaver selvsagt ikke særligt fleksible – fx kan man kan jo ikke vejlede en elev i SRP, SOP eller SSO, når opgaven er skrevet og afleveret.

Løsningen er simpel: Vi må have et opgør med årsnormen, så ledelser og politikere tvinges til at sikre en mere jævn arbejdsbelastning for gymnasielærere – og når det alligevel kniber, så i det mindste skaffe os en ordentlig kompensation.