Sammenhold Du

Sammenhold Du…

Måske andre end mig kan huske Nanna Lüders sang fra 1984. Uvist af hvilken grund var det den sang, der kørte rundt i hovedet på mig, da jeg lå vågen forleden nat og med lige dele bekymring og frustration tænkte på den ungdomsuddannelsesreform, Mathias Tesfaye sammen med en smal forligskreds præsenterede på et overgearet pressemøde kl. 22 tirsdag aften. Men netop sammenhold, du, bliver vigtigt i gymnasiesektoren i den kommende tid.

Vi er ikke som det unge par i Nannas sang blevet beriget med ”en lille ny”, som vi nu kan gå rundt og glæde os over. Tværtimod har vi fået en ny reform, som bestemt ikke fremstår som det ønskebarn, vi kunne have drømt om. Vi har i sektoren hele tiden været enige med regeringen i, at der har været udfordringer på ungdomsuddannelsesområdet, der skulle løses. Vi har også hele tiden budt os til i forhold til at løse disse udfordringer. Vi har til gengæld også hele tiden været skeptiske over for de løsninger, man løbende fra regeringens side har fremlagt.

I GL har vi gennem hele processen på både de indre og de ydre linjer kæmpet for i første omgang at forhindre en så omsiggribende reform af ungdomsuddannelsesområdet og senere at trække det resultat, der viste sig at være uundgåeligt, i så hensigtsmæssig en retning som muligt. Alligevel står vi nu med en aftale, der nedlægger velfungerende uddannelser, indfører en ny uafprøvet uddannelse, skaber øget social ulighed og reelt gambler med både mange børn og unges (uddannelses)fremtid og mange menneskers arbejde. En aftale, der desværre ikke ser meget anderledes ud end det udspil, der kom i oktober, og som man fra mange sider i sektoren rejste kritik af. Det gælder således stadig, at:

• 10. klasse afskaffes – det betyder, at vi fremover, især på den nye epx, skal rumme elever, der kunne have haft brug for et år mere til faglig og social modning.
• Hf afskaffes – hvad skal der nu ske med de unge, for hvem netop hf har været det helt rigtige uddannelsestilbud?
• Htx’s selvstændighed er truet – htx omtales de fleste steder i forligspapirerne som en parentes, med undtagelse af i det afsnit, hvor det nævnes, at en ekspertgruppe skal se på, om det er hensigtsmæssigt at integrere htx i stx. Man fornemmer således ikke en forståelse for, hvad der er htx’s særkende og særlige bidrag til det samlede ungdomsuddannelsestilbud.
• Adgangskravet til de treårige gymnasiale uddannelser hæves til 6 – det vil beviseligt gøre det vanskeligere for flere unge at bryde den sociale arv. Er man dreng, af anden etnisk herkomst, fra en uddannelsesfremmed baggrund eller fra et udkantsområde, ja, så mindskes ens muligheder fremover for at komme på stx, hhx og htx og dermed også for at bryde den sociale arv længere oppe i uddannelsessystemet.
• Voksenuddannelsernes fremtid er uvis – hvor mange VUC-skoler må lukke eller fusionere med andre uddannelser med tabet af de kompetencer, der er oparbejdet på VUC-institutionerne gennem tiden, som konsekvens?

Der er som sagt masser af grund til både bekymring og frustration. Alligevel må vi nu kæmpe videre og forsøge at påvirke det endelige indhold, der skal fylde reformens rammer ud. Der er stadig mange detaljer, vi kan håbe på at få indflydelse på. Dermed er vi tilbage til det med sammenholdet, du. Nu er det nemlig vigtigere end nogensinde at samle vores kræfter. Det skal vi både internt i GL og eksternt sammen med vores allierede i sektoren. Hvis denne reform skal vise sig levedygtig, er der endnu meget arbejde tilbage at tage fat på, og vi skal søge så meget indflydelse som overhovedet muligt.

Og hvad er det så, vi skal kæmpe for?

• Fagrække og niveauer på epx – vi skal kæmpe for, at den nye uddannelse ikke ender som en udvandet udgave af hf. Hvis epx skal være en gymnasial uddannelse, skal den også have et gymnasialt indhold. Det betyder blandt andet, at vi skal sikre et solidt fagligt fundament med relevante, alment dannende fag på tilstrækkeligt høje niveauer, så uddannelsen ikke bliver en blindgyde, men en reel vej videre i uddannelsessystemet. Samtidig skal vi holde øje med, hvordan eksamensformer og undervisningsmetoder udformes, så epx ikke reduceres til en discountmodel af det, vi allerede kender.
• Vores medlemmers vilkår – Vi skal kæmpe for, at de undervisere, der nu står til at miste deres arbejde eller deres arbejdsplads, får de nødvendige kompetenceløft og en så skånsom overgang til den nye virkelighed som muligt. Det betyder, at vi skal insistere på både efteruddannelse og ordentlige rammer for de mange lærere, der vil blive berørt af reformen. Derudover skal vi sikre, at de nye krav til undervisningen ikke resulterer i øget arbejdspres og forringede arbejdsforhold – det gælder både dem, der bliver på deres nuværende institutioner, og dem, der kommer til at skifte job.
• Et retfærdigt institutionslandskab – vi skal kæmpe for, at det ikke ender som et internt rivegilde, når der skal afgøres, hvem der “lander” den nye epx. Vi må fastholde, at man fra central hånd skal tage ansvar for at sikre geografisk spredning, så alle unge – uanset postnummer – har adgang til en relevant ungdomsuddannelse.
• Bevarelsen og styrkelsen af voksenuddannelserne – Vi skal kæmpe for voksenuddannelsernes fremtidige eksistens og relevans. Uddannelse er ikke kun forbeholdt unge; mange voksne har brug for muligheden for at tage en gymnasial eksamen senere i livet, enten som en ny start, en vej til videre uddannelse eller som en nødvendighed for arbejdsmarkedet. Vi skal kæmpe for, at VUC-institutionernes unikke kompetencer ikke går tabt i fusioner eller nedskæringer, og at der fortsat er et reelt tilbud til de mange, der ikke følger en snorlige uddannelsesvej.
• Ordentlige arbejdsvilkår og løn – Vi skal kæmpe for, at der på epx’en sikres akademiske løn- og arbejdsvilkår for gymnasielærerne. Epx må ikke blive en B-uddannelse, som dumper løn og arbejdsvilkår for hele ungdomsuddannelsesområdet.
• En reel inddragelse af undervisere i den videre proces – Vi skal kæmpe for vores indflydelse på reformindholdet. Rammen omkring reformen er besluttet, men indholdet er stadig uklart. Vores faglighed og erfaringer er helt afgørende, hvis reformen ikke skal blive en fiasko. Den proces, der følger, må ikke blive en topstyret proces, der ignorerer den virkelighed, vi står i hver dag, og som vi kommer til at stå i fremadrettet. Hvis vi ikke får indflydelse nu, risikerer vi, at implementeringen bliver præget af de samme forhastede beslutninger, som vi allerede har set for mange af.

Vi har stadig en chance for at skubbe reformens indhold i en bedre retning. Den chance skal vi gribe – sammen.