Kære undervisningsminister: Hvor blev ungdomsuddannelserne af?

Kære Magnus Heunicke

Først og fremmest: et stort tillykke med posten fra os i Gymnasielærerne og GL’s Hovedbestyrelse.

Når man læser regeringsgrundlaget, er det meget svært at være uenig i, at folkeskolen kalder på både ressourcer og stor politisk opmærksomhed – og en erfaren og sikker minister. En velfungerende folkeskole er fundamentet for gymnasiet.

Men som gymnasielærere sidder vi alligevel tilbage med et spørgsmål: Hvor blev ungdomsuddannelserne egentlig af?

For samtidig med at der varsles omfattende reformer frem mod 2030 på gymnasierne, fylder vi bemærkelsesværdigt lidt i regeringens egen plan for den kommende regeringsperiode. Det er en pudsig modsætning.

Gymnasiesektoren befinder sig ikke i dag i det, man med rimelighed kan kalde en ”stabil driftstilstand”. Efter mange års besparelser og forandringer er sektoren presset: Elevgruppen har forandret sig, trivselsudfordringerne fylder mere, og lærerne forventes at løse stadig mere komplekse opgaver. Mange af de problematikker, man kæmper med på daglig basis i grundskolen, er også nået gymnasierne. Samtidig skal sektoren i de kommende år gennemføre meget store allerede politisk vedtagne reformer, som kommer til at præge ungdomsuddannelserne i årtier frem.

I Danmark har vi gennem de senere år været dygtige til at formulere ambitiøse offentlige reformer, men det viser sig altid sværere at gennemføre dem ordentligt. Netop her efterlader regeringsgrundlaget derfor et tomrum. Der mangler klare anvisninger på, hvad en vellykket implementering af de store reformer på ungdomsuddannelserne konkret indebærer, og hvilke mål sektoren skal styre efter.

Vi vil derfor pege på fem opgaver på gymnasierne, som vi håber, vil ligge meget langt fremme på dit skrivebord fra dag ét:

1. Giv epx et stærkt fagligt fundament
Epx vil blive helt afgørende for en stor gruppe af de unges uddannelsesvej efter 2030. Derfor er der brug for en hurtig afklaring af uddannelsens indhold, niveauer og retning, så institutioner og lærere kan påbegynde det omfattende forberedelsesarbejde. Hvis epx skal åbne nye døre for unge, kræver det et solidt fagligt fundament. Det kræver, at man bygger videre på ekspertgruppens anbefalinger om gymnasiale niveauer, sikrer et landsdækkende udbud – også på epx’ens tredje år – og det kræver, at vi fastholder ambitionen om, at undervisningen som udgangspunkt varetages af gymnasielærere med stærke, faglige kvalifikationer. Ellers risikerer vi, at en reform med store ambitioner kommer dårligt fra start.

2. Tænk institutionslandskabet langsigtet
Danmark har brug for et uddannelsessystem, hvor unge har adgang til kvalificerede tilbud, uanset postnummer. Det kræver politiske valg, særligt i en tid med faldende ungdomsårgange. Der er brug for en gennemtænkt geografisk balance med udgangspunkt i stærke lokale byskoler med solide lokalt forankrede uddannelsesmiljøer. Hertil skal der sikres en stram kapacitetsstyring og retfærdig elevfordeling. Hvis de lokale uddannelsesmiljøer svækkes, bliver det umuligt at indfri ambitionen om lige muligheder for alle unge i hele landet.

3. Afsæt øremærkede ressourcer til implementeringen af de kommende reformer
Danmark har gennem årtier været dygtig til at vedtage reformer på uddannelsesområdet (og den offentlige sektor generelt). Vi har været langt mindre dygtige til at sikre, at de kommer til at fungere i praksis. Reformer bliver vedtaget på Christiansborg, men de skal gennemføres i klasselokalerne. Det er i mødet mellem lærer og elev, det bliver afgjort, om en reform bliver en succes eller ej. Derfor er lærernes arbejdsvilkår, kompetenceudvikling, efteruddannelse og understøttelsen af stærke faglige fællesskaber ikke noget, der kan komme bagefter. Det er en forudsætning for, at reformerne lykkes.

4. Gå ambitiøst – og klogt – til kunstig intelligens
Det er positivt, at regeringen vil formulere en national strategi for kunstig intelligens i uddannelsessektoren – tak for det!

AI kommer til at ændre undervisning, læring og bedømmelse markant. Derfor er det rigtigt at tage udviklingen alvorligt. Men teknologi er ikke i sig selv uddannelsespolitik – vi har tidligere set, hvordan begejstringen for nye teknologier totalt har overskygget det pædagogiske og faglige fokus, der bør være på vores skoler – den fejl må vi ikke begå igen.

5. Glem ikke sprogfagene
Det er godt, at regeringen har fokus på STEM-fagene i regeringsgrundlaget. Men vi under os over, at fremmedsprogene er fraværende. Sprogfagene befinder sig i en reel overlevelseskamp. Udbud lukker, rekrutteringen af lærere er vanskelig, og alt for få unge vælger sprogene til. Det er ikke kun et problem for gymnasierne. Det er et problem for et lille land, der lever af handel, samarbejde og evnen til at forstå verden omkring sig. Derfor bør en ambitiøs uddannelsespolitik også rumme en solid ambition for sprogfagene.

Så kære minister: der er meget at gå i gang med – listen ovenfor er langt fra udtømmende, men et udtryk for det, der haster mest.

Gymnasielærerne er klar til at tage fat. Men hvis ungdomsuddannelserne ikke skal stå om ti år med mange af de samme problemer, som folkeskolen kæmper med i dag (som har fordret den akutte krisehåndtering), kræver det handling nu.

Der skal investeres i faglighed og kvalitet – og i de mennesker, der hver dag omsætter de store politiske ambitioner til undervisning, læring og dannelse.

Vi glæder os til samarbejdet.