
Når fagligheden sættes under administration – og fagforeningen ser til
Gymnasielærere har i årtier haft adgang til fagkonsulenter, der kunne give kvalificerede svar på spørgsmål om fagligt indhold og eksamensafvikling. Nu skal vi i stedet henvende os til en ”Informationsenhed”, hvor en studentermedhjælper blot henviser til en hjemmeside. Det er ikke en forenkling. Det er en ydmygelse.
Den nye ordning er ikke en tilfældighed. Den er endnu et led i en politisk udvikling, hvor lærernes faglighed nedprioriteres til fordel for ledelse, administration og regneark. Når STUK direkte skriver, at vejledning fremover skal målrettes ledelser og bestyrelser – ikke lærerne – så siger de det, som det er: lærerne er sat uden for døren.
Men vi skal ikke glemme, hvornår dette skred tog fart. Overenskomsten i 2013 var det endelige knæk. Da GL’s hovedbestyrelse skrev under på den aftale, blev lærernes kollektive rettigheder i praksis afskaffet. Alt blev lagt over til rektorerne, og vi mistede indflydelsen på vores egen arbejdstid og hverdag. GL solgte ud af lærernes vilkår – og vi har betalt prisen lige siden.
Siden da har udviklingen været forudsigelig: færre fagkonsulenter, mere kontrol, mere dokumentation – og nu altså et callcenter som filter mellem lærere og faglig sparring. Når formandsskabet nu skriver bekymrede læserbreve om udviklingen, er det svært at tage alvorligt. For det var hovedbestyrelsen i GL selv, der åbnede døren til denne virkelighed.
Vi har brug for en fagforening, der tør konfrontere rektorerne og ministeriet.
Derfor må man stille det ubehagelige spørgsmål: Hvad er GL’s berettigelse som fagforening, hvis den ikke kan forsvare lærernes mest grundlæggende vilkår? Hvorfor betale kontingent til en organisation, der hellere vil administrere nederlag end at organisere kamp?
Det, vi har brug for, er ikke endnu et notat fra GL’s sekretariat. Vi har brug for en fagforening, der tør konfrontere rektorerne og ministeriet – og som tør mobilisere medlemmerne i stedet for at disciplinere dem.
Gymnasielærere kan ikke affinde sig med at være reduceret til underleverandører af undervisning i et system, hvor ledelser og konsulenter har eneretten på autoritet. Hvis vi skal have vores faglighed og indflydelse tilbage, kræver det, at GL’s hovedbestyrelse vågner – eller at vi som medlemmer vækker dem.
Kommentar til indlægget
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.




Kære Lasse
Tak for dit indlæg – og tak for dit initiativ. Intet ligger Hovedbestyrelsen mere på sinde end at sikre bedre løn- og arbejdsvilkår for gymnasielærerne. Det er netop dét, GL er sat i verden for. Hovedbestyrelsen består af engagerede og erfarne gymnasielærere, som – ved siden af deres fagforeningsarbejde – underviser på skoler over hele landet. Vi genkender de frustrationer, du beskriver, fra vores egen hverdag – nok er vitterligt nok nogle gange.
Ingen i den nuværende Hovedbestyrelse var imidlertid en del af forløbet i 2013, og det har – både internt i GL og blandt medlemmerne – været genstand for mange holdninger og diskussioner. Som Hovedbestyrelse må vi agere i det politiske landskab, som det ser ud i dag. Det kræver grundige og løbende overvejelser om, hvordan vi bedst kan påvirke og opnå størst mulig indflydelse – fra situation til situation.
Det lyder til, at du ser en hård og konfrontatorisk konfliktlinje som den mest effektive vej til politisk indflydelse. Det er et legitimt perspektiv. Jeg vil dog gerne understrege, at det – uanset strategi – altid er centralt at overveje alle forhåndenværende værktøjer til at opnå indflydelse. Herunder selvfølgelig også, at man i yderste konsekvens er villig til at sætte alt på spil. (Sådan er det jo ikke kun i fagforeningspolitik, men i livets mange arenaer generelt.) Det kan jeg forsikre dig om, at vi i Hovedbestyrelsen er. Men vi mener også, at en konfrontatorisk tilgang ofte risikerer at blive meget kortsigtet – og den er altid risikofyldt – frem for at tjene det egentlige mål: reel og langsigtet politisk interessevaretagelse. Samtidig vil jeg påpege, at meget af GL’s politiske interessevaretagelse på overfladen er usynlig; det er ofte bedre at tale med folk, end at kommunikere indirekte med dem gennem pressen, i hvert fald hvis man ønsker at opnå noget konkret.
I forhold til den specifikke situation omkring fagkonsulenterne har vi været i tæt kontakt med STUK (som en del af det statslige embedsværk) og på det kraftigste beklaget de massive nedskæringer, der politisk er blevet gennemført. Samtidig har vi været aktive i en række andre sammenhænge i forbindelse med dette tema – herunder også i medierne. Se fx disse indlæg i POV og Gymnasieskolen:
https://www.gl.org/nyt/Sider/fagligheden-paa-standby.aspx
https://gymnasieskolen.dk/articles/gls-formand-om-nedskaeringer-i-stuk-det-er-helt-skoert/
Med venlig hilsen Anders Frikke Formand for GL