Hvor er idrætten blevet af i uddannelsesreformen?

Imens de store reformforslag om epx som erstatning for eud, eux, 10. klasse og hf får massiv opmærksomhed, går en række små, men betydningsfulde ændringer i skolesystemet stort set ubemærket hen. Ændringer, der kan få store konsekvenser for kommende generationer, og hvor vi nok er ved at begå samme fejltagelse ved at fjerne idrætsfaget, som man gjorde med andre praktiske fag i grundskolen. Vi har i årevis kunnet se det negative aftryk på erhvervsskolernes optag.

I løbet af det seneste år er idrætsfaget nemlig kommet under pres. Idræt er blevet svækket i folkeskolen, og eksamen er helt afskaffet. På hf er faget fjernet som et obligatorisk fag, og idræt er end ikke indtænkt i den nye praksisfaglige epx-uddannelse. Dertil kommer, at idræt på A-niveau, der siden 2017 har eksisteret som forsøgsfag med permanentgørelse i 2022, har fået fjernet den skriftlige prøve. Efter næsten 10 års eksistens udbydes idræt på A-niveau fortsat kun på to gymnasier i landet – på trods af gode karakterresultater, høj gennemførelsesrate og et stort fokus på lokal praksisfaglighed. Det rejser et oplagt spørgsmål: Hvad er den politiske intention bag denne gradvise udhuling af idrætsfaget i uddannelsessystemet?

Danmark har en stærk idrætstradition, der spænder fra foreningsliv til skoleidræt. Idrætten rummer både det lysende talent og den lille hverdagsoplevelse. Netop denne bredde er dens styrke som bidrag til dannelse, trivsel og livsduelighed. Idræt har i årtier været et obligatorisk fag i grundskolen og et værdsat, væsentligt og vedkommende fag på de fleste gymnasiale uddannelser. Et fag, der naturligt forener leg, bevægelse og teoretisk forståelse – og hvor alle kan være med. Idræt har altid været praksisfagligt, længe før begrebet blev moderne.

Derfor er det svært at forstå, at faget ikke er tænkt ind i den nye epx-uddannelse, der netop skal være praksisfaglig. Og det er endnu sværere at forstå, at vi i en tid med stigende sundhedsproblemer, mistrivsel og udbredt skærmafhængighed vælger at svække et fag, der direkte adresserer disse udfordringer. Hvis vi ønsker et samfund med robuste, livsduelige borgere, der kan navigere i en foranderlig verden, så er idræt et helt centralt fag. Idræt er ikke noget, man kun dyrker for sig selv – det er et fællesskab, en kultur og en social praksis.

Politikere taler ofte varmt om idrætten som en hjørnesten i civilsamfundet. Men hvis den hyldest også skal gælde i fremtiden, kræver det, at samfundet fastholder idrættens plads i børn og unges dannelse. Når folkeskolen og ungdomsuddannelserne nedprioriterer faget, sender det et tydeligt signal til de unge om, at idræt ikke er vigtigt. Det signal svækker både sundhedsindsatsen og foreningslivets muligheder for at rekruttere børn og unge.

Derfor bør politikerne nok igen sætte fokus på idrætsfagets betydning for det danske civilsamfund – og følge det op med konkret handling, der styrker faget i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. I en tid, hvor seks timers daglig mobilskærm er normalt, og hvor børn og unge bevæger sig mindre end nogensinde før, har vi brug for mere – ikke mindre – idræt og bevægelse i skolen.

Lad os få idrætten tilbage i reformdebatten om fremtidens ungdomsuddannelser. For ved at styrke faget kan vi styrke den fysiske og mentale robusthed hos de kommende generationer.

Rektor Jacob Friis, Slagelse Gymnasium

Rektor Pia Sadolin, Brøndby Gymnasium