Didaktik i konteksten af fravær på hf

Når kursister ikke deltager i undervisningen, så er det dobbelt træls.

Træls på individniveau
Træls for dem, som ikke er til stede, de mangler jo undervisning. Her er min oplevelse fra hf, at de ikke, eller kun i få tilfælde, læser op hjemme. Læringprogressionsmæssigt betyder det desværre, at kursisterne ofte har huller i pensum, som derved forhindrer senere dybdeforståelse af pensum og dermed deltagelse i undervisningen.

Jeg kan sagtens erkende udfordringer på individplan. Man går på VUC af en årsag. Mistrivsel starter ikke på hf – ofte har kursisterne en historik med sig, som gør at den sejr, det er at komme i skole for eksempel 3-4 dage om ugen, er stor.

I forhold til mistrivslen er det begrænset, hvad institutionerne kan gøre for den enkelte.

Vi kan selvfølgelig danne “trygge” rammer og have fokus på individuel tilpasset læring og så videre. Men hvis de unge ikke vil i skole, så vil de unge ikke i skole.

Ofte er de flove over det og ser det som nederlag. De føler sig ikke “normale”, og de ved godt, hvad normalen er – de kan bare ikke honorere det.

Mistrivsel er en svær størrelse, som de enkelte familier og de unge kæmper mere og mere med i accelerationssamfundets konstant tikkende maskine.

Hf er oprindeligt lavet som et voksenuddannelsestilbud for dem, der ikke var klar til uddannelse som unge, men er blevet klar senere.

Det kræver en klar-parat-start-tilgang at gå på hf, hvor læring og pensum sker fra dag 1, og hvor det er forventet, at kursisten gerne vil lære noget.

Hf’s pensum er stramt, og der er ikke plads til “hyggetid” – eksamen er lagt an på deltagelse, og der er eksamen som afsluttende test i alle fag.

Men nu med de mange reformer oplever vores skole en gennemsnitsalder under 18 år. Det er ikke længere en uddannelse for de voksne, som gerne vil videre i livet, men nu en ungdomsuddannelse for dem, som ikke kan klare optagelseskravene til gymnasierne.

Det betyder manglende faglighed, manglende skoleparathed og stigende mistrivselsudfordringer.

Hf-uddannelsen i dens nuværende form, kan slet ikke rumme denne kursisttype.

Den nye kursisttype skal jo have meget mere fokus på studieparathed, studieteknik, social og digital dannelse og alt muligt andet, som ikke er en del af det faglige pensum, men som er nødvendigt for at få dem parate til at læse pensum og deltage aktivt.

Udfordringen er tydelig. Når eleverne er klar til at gå i skole, er halvdelen af pensum allerede fløjet forbi.

Den stigende mistrivsel hos de unge har desværre sat sig som en fraværskultur på vores VUC.

En stor del af kursisterne kommer bare ikke i skole nok til at kunne gennemføre mine fag på andet end det laveste taksonomiske niveau. Ofte er kursisterne glade bare de består, men det er ikke god undervisning, og det er ikke gode eksamensdage, når flertallet lægger i den lave ende af karakterskalaen.

Denne summative eksamensform, som på hf tester ens evner til at have deltaget nogenlunde aktivt i undervisningen, er en ond spiral for dem, som i forvejen har det svært.

Derfor oplever jeg også stigende (negativ) brug af GAI som misforstået hjælperedskab.

Men det er ingen hjælp at bruget Bot´en, hvis man ikke ved, hvad man skal bruge hjælp til.

Den klassiske fortælling om HF & VUC´erne som den succeshistorie, hvor samfundets fagligt svageste løftes, er forsvundet.

Hvordan vi skal løse udfordringer for den enkelte elev, ved jeg ikke.

Det er et komplekst samfundsproblem, hvor acceleration, konkurrencestat, individualisme, øget psykologisk fokus, folkeskolereformer, AI og telefoner og alt muligt andet har skabt den ungdom, som vi har i dag, hvor en stadig større gruppe kæmper dagligt med at få livet til at hænge sammen.

Det jeg kan konstatere, er, at det er en ægte udfordring i mine klasser.

Og denne udfordring kan hf-bekendtgørelsen ikke rumme i sin nuværende form.

Træls på institutionsniveau
Den anden del af “det dobbelte træls” ved fraværet er de didaktiske udfordringer for lærerne og de tilstedeværende elever.

I det efterfølgende har jeg taget udgangspunkt i et øjebliksbillede af én af mine hf klasser.

Her har mere end 50% af klassen, mere end 20% fravær!

Det er altså flertallet af eleverne, som mangler 1/5 af pensum!

De mangler deltagelse i undervisningen i meget stor grad.

Der er ofte kun halvdelen af klassen til stede.

Fraværet er, som nævnt, individuelt, og hver enkelt elev har en årsag til ikke at deltage.

Men det betyder for mit synspunkt, at jeg ikke kan planlægge med, hvem der kommer hvornår og dermed heller ikke kan planlægge en progression i min undervisning – hvis jeg vil have alle i mål!

Skolen er lektieintegreret, så alt læring foregår i klasserummet, netop for at give dem plads til at have deres familieliv uden for skolen. Så når kursisten ikke deltager, så lærer kursisten ikke noget.

Det betyder, at min pædagogiske redskabskasse, som blev fyldt op med gode læringsøvelser i pædagogikum, via de mange gode sparringer med kolleger, kurser og pædagogiske dage mv., er reduceret voldsomt.

De fleste gruppeøvelser og didaktiske værktøjer er, naturligt nok, baseret på, at kursisten er til stede, når øvelsen udføres.

Derudover forventes det, at eleven har en minimal forståelse af pensum på det niveau, som øvelsen omhandler – især hvis øvelserne ikke blot er repetitionsøvelser, men har et analytisk og diskuterende fokus.

Enhver form for gruppearbejde, oplæg, projekter med videre er taget ud af værktøjskassen, da jeg aldrig ved, hvem der kommer, og dermed ved jeg ikke, hvilket niveau klassen er på i den time, vi skal i gang med, og heller ikke ved hvem der deltager næste gang.

Det betyder ofte, at vi reduceres til den klassiske tavleundervisning med stort fokus på det opsamlende og redegørende læringsarbejde.

Redegørende forståelse kan være godt for elever, som ikke havde nogen forståelse inden, men bekendtgørelsen giver ikke særlig høje karaktere for denne vidensforståelse, så kursisterne kan ikke opnå høje karakterer, selvom de egentligt selv synes, de har opnået en stor forståelse ved for eksempel at forstå en grundbogstekst.

Det er begrænset, hvor meget forskning der findes om, hvordan klassisk tavleundervisning uden kursist-relation (da de jo ikke er der) er den bedste form for læring.

De fleste forskere siger jo netop det modsatte!

Men samtidigt baserer det meste forskning sig netop på fremmødet som en forventning.

Formen er svært at navigere i som lærer, da vi jo hele tiden balancerer mellem at nå pensum (samfundets krav), og få kursisterne med (relationsdannelsen).

Det er også problematisk for relationen til de kursister, som rent faktisk er til stede, og flere af dem er endda aktive.

Deres læring kunne jo have været meget mere interessant, hvis læreren kunne udnytte den fulde værktøjskasse.

I yderste konsekvens betyder det, at de “kloge” kursister mister det højeste taksonomiske niveau af læring og dermed får lavere karakterer til eksamen, end de kunne have fået.

Jeg oplever i hvert fald en demotivation fra engagerede elever, når det eneste redskab i kassen er den trælse undervisningsdifferencering, hvor de enten må gå ud og arbejde selv eller blive til endnu end opsamlende gennemgang af det redegørende.

Hvor de ikke får mulighed for at fremlægge, debattere og diskutere med hinanden, da der ofte ikke er nogen gruppe at spille ping-pong med i klassens lærings-bordtennisspil.

Jeg tror på, at alle kan lære noget!

Det handler om, som gode gamle Vygotsky sagde, at finde zonen for nærmeste udvikling.

Men nogle gange kræver det også, at vi på det strukturelle plan flytter zonen, så det bliver mere realistisk for den brede gruppe af elever at ramme læringsFLOW´et.

Det betyder så selvfølgelig, at de “kloge” kursister får endnu mindre læring. For at tilgodese den gruppe, som alligevel ikke deltager.

Men det, synes jeg, er prisen værd. Da jeg ser for mange falde igennem den nuværende hf.

Så må de “klogeste” genoverveje gymnasiet.

Om epx er den rette vej, det er ikke debatten her, men jeg ser nogle strukturelle udfordringer i samfundet i dag, som gør, at hf fremstår gammeldags i forhold til den kursistgruppe, som går på skolerne nu.

Forstået på den måde, at hf har forventninger til elevens deltagelse og engagement.

En forventning, som kursisterne langt mindre end tidligere kan efterkomme.

De kommer simpelthen ikke i skole nok.

Idéen om at opdele klasserne med for eksempel et dansk B og et dansk C, tænker jeg, kunne blive godt, hvis vi kan have mere læring for alle ved strukturelt at hjælpe med undervisningsdifferentieringen.

Så tror jeg, det kan frigive lærerkræfter til igen at se ned i værktøjskassen.

Hvis de praktiske fag samtidigt kan motivere kursisterne til at komme mere i skole, så åbner værktøjskassen sig yderligere for læringens mange didaktiske muligheder.

Måske bliver epx en succes, måske bliver det en fiasko. Men det ER nødvendigt med forandring af hf og VUC. For det fungerer ikke ret godt nu.

Mit håb er bare, at der tages hensyn til den nye kursisttype, således at vi måske igen får skabt et skolemiljø, hvor fravær ikke er kursistens eneste læringsmål.