Har vi fået en klagekultur?

Jeg har fået en elevklage. Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville ske, men nu er jeg tilbøjelig til at tro, at det kan ske for de fleste gymnasielærere. Den konkrete klagesag, en årskarakter, vender jeg tilbage til.

Først et tilbageblik. Allerede for en del år siden – det er efterhånden tre rektorer siden – var jeg tæt på at få en klage. Men kun fordi jeg bar mig tåbeligt ad. Jeg forlod min HF-klasse i et par minutter i en eller anden anledning. Da jeg kom tilbage, var en kursist i gang med at granske mine papirer, der lå udbredt på mit bord. Formentlig især mine forsømmelsesblade (det var før lectio). Kursisten havde et højt fravær. Jeg blev så indigneret over synet af den unge mand, der rodede rundt i mine papirer, at jeg spontant udbrød, at det kunne jeg klage til rektor over. Det var dog en tom trussel. Jeg ville helst ikke blande min daværende rektor ind i mere end højst nødvendigt, da lærerne sjældent kunne regne med opbakning.

Klagen, der ikke blev til noget
Fredag eftermiddag samme uge, lige før weekenden, tjekkede jeg rutinemæssigt mit dueslag. Der lå en lukket kuvert fra rektor. Hun indkaldte mig til en samtale den følgende uge i anledning af en elevhenvendelse/klage. Så kunne jeg jo tænke lidt over det i weekenden. Jeg var nu ikke i tvivl om, at kursisten, som troede, at jeg måske ville klage over ham, udviste rettidig omhu ved at klage over mig først. Bare for en sikkerheds skyld. Og det var et smart træk, for min daværende rektor tog enhver elevkritik særdeles alvorligt.

Samtalen med rektor var lige så absurd, som jeg havde forestillet mig. Episoden med kursistens granskning af mine papirer blev ikke nævnt. Kursisten havde næppe selv gjort rektor opmærksom på den. Det var snarere en diffus klage over, at jeg gjorde forskel på kursisterne, hvilket klagerens bror, som gik i samme klasse, kunne bevidne. Rektor lagde nu op til et mæglingsforløb, hvor klageren og jeg kunne udsone vores relation. Sikkert noget, hun havde lært på et kursus.

Efter samtalen med rektor forstod jeg, at jeg måtte gå til klageren selv. Inden den ydmygende udsoningsproces. Jeg opsøgte derfor den unge mand med de mange forsømmelser. Vi havde en udmærket og konstruktiv samtale. Dagen efter mødte jeg min rektor på gangen: “Mikael, Mikael, han har trukket klagen tilbage!”, sagde hun glædestrålende.

Tendenser til en decideret klagekultur
Min hensigt med at fortælle denne gamle anekdote er at pege på, hvor vigtigt det er for en underviser at kunne regne med sin ledelses opbakning. Det påvirker arbejdskvaliteten – og dermed også livskvaliteten – hvis man konstant skal være på vagt, fordi ledelsen principielt tager enhver elevhenvendelse dybt alvorligt. Man bliver mentalt hæmmet, man bliver en dårligere underviser.

Selvfølgelig skal der være mulighed for at klage. Der findes helt sikkert velbegrundede klager. Jeg har selv klaget over en karakter.

Men det er, som om det griber om sig med elevklager. Der er tendenser i retning af en decideret klagekultur. Min egen ledelse udsendte således før sommerferien en fællesbesked til lærerne om, at mange elever havde henvendt sig, fordi de var utilfredse med deres karakterer. Ledelsen forberedte os på, at der nok ville komme et antal klager, selvom man gjorde en indsats for at oplyse eleverne om kravene til formalia. Jeg fik selv fire lectio-henvendelser fra samme mediefagshold fra elever, der var utilfredse med deres årskarakterer. Det har jeg aldrig oplevet før. Jeg forstår godt, at det må være skuffende at gå ned i årskarakter, men i mediefag skal eksamensproduktionen tænkes med. Til gengæld måtte jeg trække på smilebåndet over én af henvendelserne: Hvorfor var eleven kun gået op fra 4 til 7 – og ikke til 10 – når vedkommende nu var med i den gruppe, hvis film var nomineret som bedste film i vores interne elevfilmfestival?

Formelt og uformelt pres
Nu til min egen klagesag. Min første efter 31 år i branchen. Det faglige indhold i elevens klage over sin årskarakter i mundtlig tysk er ikke så relevant her. Det er derimod den kommunikation på lectio, jeg havde med eleven før og efter indtastning af årskarakterer. Før karaktergivningen fik jeg en længere besked fra eleven om, hvor fantastisk tyskundervisningen havde været. Beskeden sluttede med en kraftig opfordring til, at jeg skulle give vedkommende 12 i årskarakter. Denne besked kunne jeg have videresendt til min rektor. Af hensyn til eleven undlod jeg at gøre det. Jeg svarede bare, at det ikke er i orden at lægge pres på underviserne på den måde. Jeg gav eleven 7 i årskarakter i mundtlig tysk, hvilket selvsagt var en skuffelse for eleven, som tidligere havde fået 10. Eleven opfattede karakternedgangen, jf. en ny lectio-besked, som en straf for den første lectio-besked, men jeg havde allerede indtastet årskarakterer forinden. Eleven endte med en klage over sin årskarakter.

Som sagt: Der skal være mulighed for at klage. Lærere kan tage fejl. Det, der ikke er i orden, er det formelle og uformelle pres underviserne i stigende grad udsættes for. Vi skal efterhånden bruge en del tid på at besvare beskeder på lectio. Det viser sig i øvrigt, at jeg langtfra er den eneste lærer, min klager har sendt beskeder til med opfordring til at blive sat op i karakter. Jeg frygter, at fænomenet er ret udbredt og i vækst.

Mikael Busch, medlem af GL’s hovedbestyrelse
Lærer, Kolding Gymnasium, HF og IB School