Artikel
Gymnasieklasse bliver tv-stjerner
Rungsted Gymnasium 1

Gymnasieklasse bliver tv-stjerner

1. C på Rungsted Gymnasium er blevet fulgt af et tv-hold hele skoleåret. Til efteråret bliver det til reportageserien ”1. C” på TV2. Grænseoverskridende og lærerigt, siger klassens teamlærer.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Første skoleår for gymnasieklassen 1. C på Rungsted Gymnasium har været lidt anderledes end de fleste andres. Elever og lærere er hele sidste skoleår blevet fulgt af et kamerahold, og til efteråret bliver resultatet vist i reportageserien”1.C” TV2.

Lærer på Rungsted Gymnasium, Randi Sabroe, har også fået en stor rolle i reportageserien. Hun er klassens teamlærer, engelsklærer og studievejleder. Hun synes, det har været både spændende og grænseoverskridende at være en del af projektet.

”Hele processen har været en anderledes oplevelse. Det er lidt specielt at blive eksponeret på den måde, og jeg har da lidt sommerfugle i maven over, at jeg nu skal vises frem for hele Danmark. Det har været relativt grænseoverskridende,” siger Randi Sabroe.

Mediebevidste børn
1. C, der nu er 2. C, blev fulgt fra første skoledag både i og uden for skolen. Nogle af eleverne er valgt som hovedpersoner og seerne følger dem både i skolen og hjemme i privaten.
Nogle forældre har været bekymrede for, hvordan deres børn bliver skildret, og nogle elever, har ikke ønsket større roller i projektet. Projektet har fyldt i hverdagen, og eleverne har lært meget af det, mener Randi Sabroe.

”Det har været skægt at følge elevernes mediebevidsthed. De har lært at tænke sig godt om, før de udtaler sig til et medie,” siger hun.

Flere sæsoner
Hvis alt går godt, er det planen, at klassen skal følges gennem hele deres gymnasietid. Og det har Rungsted Gymnasiums rektor Mogens Hansen det fint med, så længe det ikke er et koncept, der ligner realityprogrammernes.

”Vi skal selvfølgelig se resultatet, før vi kan sige ja til, at det skal fortsætte. Men det er et fornuftigt koncept, så vi har kastet os ud i det og håber, det går godt. Det har været vigtigt, at klassen blev portrætteret på en ordentlig og seriøs måde, og at det ikke bare har handlet om, hvor meget de drikker. Det her handler om at følge en gymnasieklasse, hvor man følger forskellige typer elevers liv både socialt og fagligt,” siger Mogens Hansen.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater