Psykiateren er både glad og bekymret over de mange gymnasieelever med diagnoser

For flere tusinde år siden var der også mennesker, som i dag ville ligge på spektret for ADHD og autisme. Nogle havde en hjerne, som var mere på vagt over for farer, andre var gode til at huske, hvor de gode bærbuske stod i skoven.

I et stammesamfund, hvor det næste måltid og overlevelse var tilværelsens omdrejningspunkt, var det smart med flere forskellige typer hjerner i gruppen.

Psykiater og ledende over læge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital Per Hove Thomsen trækker tråde til den fjerne fortid for bedre at kunne forklare nutiden. En tid, hvor der er en stor stigning i antallet af mennesker, der får en psykiatrisk diagnose.

Om Per Hove Thomsen

• Født 1959
• Cand.med. i 1985 og dr. med. i 1996 fra Aarhus Universitet.
• Professor i børne- og ungdomspsykiatri ved Aarhus Universitet og ledende overlæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital siden 1997.
• Leder af forskningsenheden ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling og har lavet forskning i blandt andet OCD, ADHD, autisme og spiseforstyrrelser.
• Forfatter til en lang række bøger om børne- og ungdomspsykiatri og til en række forskningsartikler.

”Vores hjerne har ikke ændret sig særlig meget over årene, men det har vores samfund i høj grad. For ikke så mange år siden fik vores hjerne lidt flere pauser, og vi kedede os. I dag bliver vores hjerne udsat for evindelige stimuli hele dagen. Det er noget, som påvirker os alle, men på forskellig vis,” siger Per Hove Thomsen.

Hver vores hjerne
Han bruger begrebet neurodivergens om de forskellige hjerneprofiler, mennesker er født med.

”Fra fødslen og fra naturens side er vi udstyret med forskellige hjerne profiler. Nogle er gode til at fordybe sig, men har svært ved det sociale, andre er meget opmærksomme på det, som sker omkring dem, andre igen har en tredje hjerneprofil,” forklarer Per Hove Thomsen.

I 1997 blev han den første professor i børne- og ungdomspsykiatri ved Aarhus Universitet. Psykiatrien for de yngste patienter var uopdyrket i Danmark, og der var få patienter og ingen ventelister. Det har i den grad ændret sig.

Fordobling af SPS på fem år
Per Hove Thomsen har netop udgivet bogen Kort og godt om psykiatriske diagnoser hos børn og unge og har tidligere skrevet en række andre fagbøger om børn og unge og psykiatrien.

I en forholdsvis fyldt kalender har han fundet en time til et interview på Teams om stigningen i antallet af psykiatriske diagnoser blandt børn og unge. En stigning, som også afspejler sig i gymnasiet. I 2024 modtog 9.551 elever specialpædagogisk støtte (SPS) på grund af en psykisk funktionsnedsættelse eller udviklingsforstyrrelse. I 2019 var tallet 4.013. Der er med andre ord sket mere end en fordobling på fem år.

At flere unge mennesker får en psykiatrisk diagnose, lyder umiddelbart som en dårlig nyhed, men det er det kun til dels, mener Per Hove Thomsen.

”Der er sket en afstigmatisering af psykiatrien. Det er ikke forbundet med den samme skam og skyld, hvis et barn eller en ung får en ADHD- eller autisme-diagnose, som det var for 15 år siden. Der er flere forældre, som opsøger hjælp til deres børn, og dermed er der også flere, som får en diagnose. Og så har psykiatrien også fået bedre diagnostik og udrednings- og behandlingsmetoder,” forklarer Per Hove Thomsen.

Mentor til hverdagen
Det betyder også, at flere børn og unge får hjælp til at klare hverdagen med for eksempel ADHD i gymnasiet, hvor SPS gør det nemmere for unge at strukturere det faglige arbejde.

”Det kan for eksempel være, at eleverne får en mentor, som hjælper dem med at lægge en plan for at lave deres opgaver. At gymnasier, andre uddannelsesinstitutioner og samfundet hjælper flere unge med diagnoser til at få en uddannelse, er positivt,” siger Per Hove Thomsen og uddyber, hvorfor han mener, at det er en vigtig opgave for samfundet at løfte:

”Undersøgelser viser, at børn og unge med en ADHD-diagnose har større risiko for ikke at få en uddannelse, ikke komme i arbejde, udvikle andre psykiske vanskeligheder, udvikle stofmisbrug, havne i kriminalitet og så videre og så videre.”

Stigningen i antallet af børn, unge og voksne med diagnoser dækker som skrevet til dels over, at der er kommet en større opmærksomhed på psykiske lidelser og psykiatriske diagnoser i samfundet, og dermed får flere også hjælp.

Men Per Hove Thomsen understreger, at den øgede opmærksomhed på psykiatriske diagnoser kun dækker over en del af stigningen.

Når hjernen presses
Han har fulgt børn og unges psykiske tilstand i mange år, og han peger på, at udviklingen i vores samfund, skoler, uddannelser og digitale kultur går i den helt forkerte retning.

”Vi har indrettet et samfund, som udfordrer børn og unge med eksempelvis autisme og ADHD,” siger Per Hove Thomsen.

Autisme og ADHD er udviklingsforstyrrelser i hjernen, og mellem 70 og 80 procent kan forklares med genetik. Mennesker med disse diagnoser er mere sårbare eller modtagelige for alle de påvirkninger, vi alle møder på vores vej gennem livet.

”Der kan være en mismatch mellem den hjerne, du har, og de krav, som samfundet stiller. Og det er også en af årsagerne til, at vi ser den stigning i antallet af diagnoser i disse år,” siger psykiateren.

Han holder to flade hænder i vejret for at illustrere spektret for autisme eller ADHD.

Hans højre hånd illustrerer den sværeste ende af spektret, mens den milde ende af spektret stopper ved hans venstre hånd. Mange mennesker ligger formentlig i den milde ende af autisme- eller ADHD-spektret, uden at det er et stort problem for dem, og de bliver måske aldrig diagnosticeret. Men omvendt kan det også være, at de får det værre, hvis deres hjerne udsættes for belastninger.

Styrk rammerne
Per Hove Thomsens fokus er og har i hele hans professionelle karriere været børn og unge, for som han tænkte som ung medicinstuderende. ”Vi gør nok en større forskel, hvis vi intervenerer så tidligt som muligt for et menneske med en psykisk lidelse.”

Samme tankegang har han i dag, når han ser på samfundsudviklingen.

”Jeg mener, at vi som samfund bør opruste både på daginstitutionsområdet og i folkeskoler, så der er plads og ressourcer til at tilgodese både fællesskabet og de børn, som har specifikke behov,” siger han.

Han peger også på præstationskulturen og den enorme digitale acceleration som to faktorer, der skaber lange ventelister hos børne- og ungdomspsykiaterne.

”Der ligger nok nogle større forventninger til børn og unge i dag både fra samfundets side og fra de unge selv. For 30-40 år siden var der også børn og unge med udviklingsforstyrrelser, men dengang kunne man gå ud af skolen i 7. klasse. I dag skal vi gå mange år i skole, og de unge og deres forældre vil gerne have, at de skal i gymnasiet og få en studenterhue,” siger Per Hove Thomsen.

Og det kommer de unge, viser de seneste tal for SPS i gymnasiet.

Præstationskultur
I gymnasiet skal de unge præstere og performe på en lang række parametre, også socialt over for vennerne.

En hjerne med ADHD – også i den milde grad – bliver udfordret af at skulle præstere, forklarer Per Hove Thomsen.

”Der er ingen af os, der kan holde ud at have en hjerneaktivitet på 100 procent hele tiden. Vores hjerne er indrettet til, at vi sparer energi ved at gøre nogle processer nemmere og ikke fokusere på alt på en gang. Men det har en hjerne med ADHD svært ved. Hjernen har svært ved at fastholde koncentrationen, og en person med ADHD har svært ved at styre sit energiniveau,” forklarer Per Hove Thomsen.

Der er med psykiaterens ord ujævn strøm på hjernebatteriet.

”Så kan man som lærer undre sig over, at en elev den ene dag er deltagende, aktiv og kreativ, og de næste dage fungerer det overhovedet ikke for eleven.”

Udfordret af gruppearbejde
Per Hove Thomsen synes, det er positivt, at flere unge med for eksempel en ADHD-diagnose får en uddannelse. Men uddannelsessystemet er samtidig også en udfordring for unge med en diagnose.

”I skoler og gymnasier er det i højere grad ansvar for egen læring, end det var tidligere. Der er mere gruppearbejde og flere processer, hvor du som elev selv skal navigere rundt. Man kan sige, at jo mindre struktur og lærer styring, des mere udfordret bliver unge med ADHD,” siger Per Hove Thomsen.

Han har ikke noget imod gruppearbejde eller princippet om ansvar for egen læring generelt set, og som han siger, er han ikke ekspert i didaktik og pædagogik.

”Men hvis vi ikke skulle forholde os til ressourcer og antallet af lærere per elev, så ville det være ideelt, at vi tog større individuelle hensyn til, at børn og unge har forskellige tilgange til at lære. Nogle elever har for eksempel social angst og har svært ved at eksponere sig selv, og elever med ADHD kan have svært ved gruppearbejde,” siger Per Hove Thomsen, som også nævner, at der i den ideelle verden ikke sad 30 elever i en gymnasieklasse.

I hverdagen har den enkelte lærer måske ikke tid til at planlægge og forberede særlig undervisning til elever med diagnoser, men mindre kan måske også gøre det.

”Når læreren giver en fælles besked, så skal hun måske gå ned til Anders med ADHD og sikre sig, at han også forstod beskeden, eller at han også forstår, når vi går fra en type aktivitet i undervisningen til den næste. Det behøver ikke at tage lang tid,” siger han.

Usund digital udvikling
Vores hjerne har ikke udviklet sig voldsomt meget, fra da vi levede i primitive stammesamfund og til i dag. Det har den digitale udvikling til gengæld. Per Hove Thomsen fortæller, at det for alle hjerner er usundt konstant at blive udsat for sociale medier, notifikationer og forstyrrelser fra skærmen.

”For mennesker, som ligger på spektret, er belastningen fra det digitale og det hele tiden at være på bare endnu større. Sociale medier, hvor det gælder om at være på, fylder også meget. Det kan være sjovt, men betyder også, at hjernen hele tiden er på arbejde,” siger Per Hove Thomsen og fortsætter:

”For alle mennesker er det sundt at lade hjernen holde pause. Vi lever jo et liv, der stiller store krav til vores kognitive funktioner, samtidig med at der foregår en hel masse ting omkring os fra morgen til aften. Jeg vil ikke romantisere gamle dage, men vores hjerne fik flere pauser dengang.”