Tekst_
Malene Romme-Mølby
Foto_
Jacob Nielsen
Det var ikke nogen overraskelse for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), da historierne om det dårlige arbejdsmiljø på Marselisborg Gymnasium kom frem i flere historier på gymnasieskolen.dk, fortæller formand Tomas Kepler.
“Vi har i længere tid været opmærksom på det dårlige arbejdsmiljø, og sekretariatet har været engageret i at forsøge at understøtte et bedre arbejdsmiljø,” siger han.
Som fagforening søger GL et samarbejdsspor, hvor man forsøger at finde konstruktive løsninger, fortæller GL’s formand. GL har blandt andet betalt en uvildig erhvervspsykolog til at forestå et forløb mellem ledelsen og medarbejderne, ligesom GL har mødtes med ledelsen, uden det har haft positiv effekt. GL har også inviteret skolens ledelse til møder, uden der er blevet taget imod det.
“Vi har forsøgt at understøtte konstruktive processer, men må desværre bare konstatere, at der ikke er noget, der har virket,” siger Tomas Kepler.
Mange nuværende lærere bakker op
Det dårlige arbejdsmiljø på Marselisborg Gymnasium dokumenteres i de seneste tre arbejdspladsvurderinger (APV). Her er der blandt andet røde tal på måling af social kapital, tillid, samarbejde med ledelse, ledelseskvalitet, retfærdighed, stress, udbrændthed, søvnbesvær og arbejdsmængde.
De personlige fortællinger gør indtryk, for der beskrives nogle dybt kritisable og uacceptable forhold.
Derudover har gymnasieskolen.dk været i kontakt med 29 nuværende og tidligere lærere, der fortæller om et arbejdsmiljø med stort arbejdspres og en hård tone fra rektor og vicerektor, der i mange tilfælde er resulteret i skideballer og kontante irettesættelser. Kun to lærere – en nuværende og en tidligere – har turdet stå frem med navn og har fortalt om det hårde arbejdsmiljø. De øvrige lærere ønsker at være anonyme af frygt for ledelsens repressalier, men gymnasieskolen.dk kender til deres identitet og har efterprøvet deres mange voldsomme fortællinger om skældud og mobning. Flertallet af de lærere, som gymnasieskolen.dk har talt med, er på nuværende tidspunkt ansat på Marselisborg Gymnasium. Frygten følger dog også de tidligere lærere, der heller ikke tør stå frem, på trods af at de har fået andet arbejde.
Frygten hos medarbejderne
Selvom Tomas Kepler har været bekendt med situationen på Marselisborg Gymnasium, er han alligevel blevet påvirket af de seneste historier på gymnasieskolen.dk.
“De personlige fortællinger gør indtryk, for der beskrives nogle dybt kritisable og uacceptable forhold,” påpeger GL’s formand og uddyber:
“Det er stærkt bekymrende, at det kan få lov til at stå på så længe, og at der knæsættes en sådan frygt hos medarbejderne, at de bliver bange for at ytre sig.”
Tomas Kepler understreger, at alle har ret til et ordentlig arbejdsmiljø, men at et så dårligt arbejdsmiljø findes på en offentlig uddannelsesinstitution, gør det endnu mere absurd.
“Gymnasierne har til formål at præge de unge med god, solid almendannelse. Alligevel kører Marselisborgs ledelse, efter hvad der berettes, med et helt andet værdisæt end det, de skal stå på mål for over for eleverne,” siger Tomas Kepler.
Behov for at offentligt ansatte ytrer sig
GL’s formand minder desuden om det særlige ansvar, man har som offentligt ansat og offentlig institution.
“De offentlige institutioner er jo vores allesammens, og vi har som samfund og som institutioner behov for, at de offentligt ansatte tør gå til ledelsen og ytre sig kritisk, hvis en offentlig institution ikke fungerer hensigtsmæssigt. Der burde ikke være negativ respons fra ledelsen, hvis den bliver udfordret af medarbejdere, som lærerne fra Marselisborg Gymnasium fortæller om ledelsens skideballer og fejlfinderkultur,” siger Tomas Kepler og tilføjer:
“Som samfund har vi vel en helt klar forventning om, at man som offentligt ansat skal kunne gå på arbejde uden at få ondt i maven og uden at skulle gå grædende fra et møde med ledelsen. Det er i hvert fald GL’s forventning.”
Handleplan er ikke nok
Marselisborg Gymnasiums rektor Kirsten Skov har tidligere udtalt til gymnasieskolen.dk, at det er svært at arbejde med arbejdsmiljøet på Marselisborg Gymnasium, fordi der aldrig er konkrete eksempler.
Det udsagn undrer Tomas Kepler sig over.
“Når man i flere år har haft arbejdsmiljøproblemer, så synes jeg ikke, at det er et gangbart ståsted for en ledelse at sige, at kritikken er ukonkret. Arbejdsmiljøet er ledelsens ansvar!” understreger Tomas Kepler og tilføjer:
“Det virker, som om at ledelsen bare skubber ansvaret fra sig ved at sige, at medarbejdernes kritik er ukonkret.”
Lærerne modsiger også rektors udsagn og fortæller om, at de utallige gange har givet konkrete eksempler, men at eksemplerne ikke er blevet accepteret af ledelsen. Flere medarbejdere oplever desuden negativ adfærd fra rektor og vicerektor, hvis de har ytret sig kritisk eller konkret om problemerne med arbejdsmiljøet.
Hvor har bestyrelsen været henne i al den tid, og hvordan har den kunnet lade det stå til?
Kirsten Skov forklarer desuden, at der efter den seneste APV er lavet en handleplan.
“Det er ikke eksistensen af en handleplan, der gør forskellen, men at man faktisk afdækker problemer, laver adfærdsændringer og derigennem skaber en bedring i arbejdsmiljøet,” pointerer Tomas Kepler.
Hvor er bestyrelsen?
Det bekymrer GL’s formand, at så få lærere tør stå frem, men han kan godt forstå, at frygten kan sætte sig i så udfordret et arbejdsmiljø.
“Der er jo en grund til, at tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter nyder særlig beskyttelse. Men nu, da jeg forstår, at skolens bestyrelse ønsker at undersøge arbejdsmiljøet, håber jeg, at det bliver en ny mulighed for, at lærerne kan tale ud på en måde, hvor de kollektivt kan komme ud med problemerne, så den enkelte ikke skal føle at stå udsat,” siger Tomas Kepler.
“Det er for hårdt at gå med presset og bekymringerne alene og måske ende med at dukke nakken og have en knude i maven hele tiden frem for at få talt ud og gå i kritisk dialog sammen. Idéen med GL lokalt på skolerne er jo også, at vi i fællesskab etablerer et trygt rum, hvor vi kan tale om, hvad der bekymrer os, og hvordan vi kan håndtere udfordringerne kollektivt.”
Ligesom en del lærere ser Tomas Kepler også kritisk på bestyrelsens rolle.
“Ministeriet har jo netop understreget, at skolernes bestyrelser også har ansvar for arbejdsmiljøet på skolen. Når arbejdsmiljøet på Marselisborg så længe er kørt skævt, så undrer jeg mig over, hvor bestyrelsen har været henne i al den tid, og hvordan den har kunnet lade stå til? Det virker meget mærkeligt, og ministeriets fokus på bestyrelsernes ansvar er velkomment og nødvendigt,” siger Tomas Kepler.
Efter historierne er kommet frem, har skolens bestyrelse dog taget initiativ til at se på arbejdsmiljøet.
Gymnasieskolen.dk har forsøgt at få et interview med bestyrelsesformanden for Marselisborg Gymnasium, men da han kun ønsker at deltage skriftligt, har det forsinket processen. Vi følger naturligvis op, såfremt vi får svar på vores spørgsmål.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Hvis det kniber med konkrete eksempler , sådan som ledelsen hævder, skyldes det selvfølgelig, at det er med (arbejds-)livet som indsats, at man står frem og bliver konkret. Ledelsens holdning er slet og ret øretæveindbydende flabet og nedladende, og det er svært at forstå, at den har kunne overleve så længe.
At alle skulle have ret til et godt arbejdsmiljø er jo tomme ord i denne sammenhæng. Nu er der fokus på Marselisborg, og det er godt. Før det, Næstved. Også godt. Men hvad med alle de andre steder rundt om i landet? Hvis ledelsen har bestyrelsens opbakning og trygt overlader alle personalesager til ledelsen, hvilke muligheder har lærerne (herunder TR og AMR) så? Arbejdstilsynet? De kommer gerne forbi og giver ledelsen en grøn smiley, når sagerne alligevel bare bliver påstand mod påstand. At kontakte en journalist fra Gymnasieskolen er nok det bedste bud, pt.