Draget af krigens drama

I foråret holdt Tom Buk-Swienty foredrag foran cirka 800 elever og lærere på Rødkilde Gymnasium i Vejle. Situationen var velkendt, så han vidste, at det kan være en mundfuld at holde opmærksomheden fangen i en proppet sal til den slags fællesarrangementer. Han rullede derfor hele arsenalet af  tragiske krigsskæbner ud, krydrede fortællingen med humor, mens han ene mand på scenen sprang rundt og rekonstruerede det frygtelige slag ved Dybbøls skanser den 18. april 1864.  

Mange tilhørere var stærkt optaget af beretningen, men der var også en del, der sad og knevrede i baggrunden, mens andre tjekkede deres telefoner og tablets.

Tom Buk-Swienty havde dog gemt en trumf til sidst:

Efter at han havde gennemgået slaget og vist stribevis af makabre sort-hvide billeder af danske og tyske soldater, der var involveret i kampene ved Dybbøl, skiftede han til et farvebillede af fire smilende unge mennesker på cirka 20 år, som kunne være nyudsprungne gymnasieelever anno 2014. De fire var alle dræbte soldater fra krigen i Afghanistan.

 ”Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var et helt magisk øjeblik, og der var fuldstændig stille. Jeg tror, at det pludselig stod klart for dem, at godt nok står han der og taler om en ældgammel historie i sort-hvid, men alligevel er der en forbindelse til historien og til begivenhederne i nutiden. Og det kan vi bruge 1864 til i dag – vi kan belyse, at krig altid har konsekvenser,” siger han.
 
Danmark i krig
Vi besøger Tom Buk-Swienty, forfatter, historiker og journalist, på hans ”værksted” i det centrale Odense. Arbejdsværelset er et vidnesbyrd om hans årelange interesse for og forskning i 1864. På reolerne ligger patroner, granatstumper, dele af kanonkugler og andre autentiske genstande fra den tid. Væggene fungerer som en instruktørs storyboard med billeder af hændelser, hovedpersoner, slægtninge og diverse bipersoner omhyggeligt kronologisk arrangeret i forbindelse med hans næste bog om familien Dinesen, en udløber af krigen mellem prøjserne og danskerne i 1864, der forvandlede Dybbøl og Als til nådesløse slagmarker.

Med sine to bøger, Slagtebænk Dybbøl fra 2008 og Dommedag Als fra 2010, om de frygtelige og uhørt blodige slag i Sønderjylland i 1864 fik Tom Buk-Swienty et for historiske fagbøger sensationelt gennembrud med indtil videre 140.000 solgte eksemplarer.

Og når Danmarks Radio den 12. oktober i år viser første afsnit af 1864 – den hidtil dyreste danske tv-produktion – baseret på de to nævnte bøger, vil interessen for den blodige krig for 150 år siden utvivlsomt få yderligere næring.

I kølvandet på succesen er han hyppigt blevet spurgt, hvorfor netop hans to bøger om danske, tyske og engelske soldater, officerer, krigskorrespondenter og politikere i hine dage kunne nå så bredt ud.

”Jeg tror, at det dels handler om den tid, bøgerne er udkommet i. Det er en tid, hvor Danmarks rolle har været under stærk forandring, og vi er kommet i krig igen. Hvis man er vokset op i 1970’erne eller  1980’erne, havde man ikke troet, det var muligt, men nu er krig ikke abstrakt længere. Vi har fået en ny rolle i verden, vi ser os selv på en anden måde. Der er ved at ske et brud, der måske gør det interessant for os at se, hvor vi kommer fra. Jeg oplever også, at veteraner fra Balkan, Irak og Afghanistan har henvendt sig til mig efter et foredrag. De har læst mine bøger og siger: 'Ja, sådan føles krig, selvom det er en helt anden tid og form for slag',” siger han og fortsætter:

”Dertil kommer det elementære, at det er en stærk fortælling i sin urform. Vi følger nogle meget tragiske figurer og kommer tæt på det menneskelige drama. Krig er en monumental begivenhed, som kaster skygger i mange generationer. Det sker ofte, når jeg er ude til foredrag, at der kommer nogen op og fortæller om deres forfædre, der var med i krig. Det kan gå tre, fire eller fem generationer tilbage, og det er stadig en del af deres egen og deres families fortælling.”
 
Det menneskelige drama
Årstallet 1864 har en mytisk klang i den danske fortælling. Med nederlagene ved Dybbøl og Als blev der sat et sidste punktum for Danmarks rolle som europæisk magt. Danmark ændrede karakter og blev reduceret til en lille nationalstat.  

”Vi led af undergangsangst. Husk på, der var intet givet i, at Danmark skulle bestå. Det var en reel mulighed. Vi kunne være forsvundet fra verdenskortet og måtte finde en ny overlevelsesstrategi. Krig var ikke længere vejen frem. Efter 1864 skrives militærhistorien ud af vores historie og holdt op med at eksistere som universitetsfag. Vi fokuserede på demokrati og højskolebevægelsen. Den sunde bonde, som ikke engagerer sig i krig, blev forbilledet. Ud af det voksede en verdensopfattelse, som handlede om, at de store derude er farlige, og vi må helst holde os på god fod med dem. Det var et kæmpe afbræk i måden, man tænkte magt på. Vi havde været en krigerstat og set krig som en fuldstændig naturlig forlænget del af vores politik. Det sluttede i 1864, men er så kommet igen.”

Tom Buk-Swienty er fundamentalt en fortæller. Hans bøger er drevet af en fascination af de nedslag i historien, hvor afgørende brudflader får det menneskelige drama til at lyse, og de enkelte skæbner bidrager til at reflektere den større historie. Han er optaget af stemninger og følelser, og han ledsager læseren helt ned i skyttehuller, løbegrave, jordvolde og lemlæstelse. Han vil fortælle om krigens væsen, og hvordan krig forandrer de mennesker, der bliver en del af den.

Udspringet er dybt personligt.

”Min egen familie har haft krigen inde på livet, idet min far er tysk, og min farfar var samarit ved østfronten i Anden Verdenskrig i fire år. Han blev til sidst taget til fange og kom først hjem flere år senere som en syg mand og døde kort tid efter. Jeg er præget af min far og min farmor, som var fuldstændig traumatiseret og selv var flygtning med sine to børn. Jeg kunne se, hvad krig gør ved dem, der er tæt på. Mine tanker er de samme omkring 1864. Hvem var de mennesker egentlig, der var med, og hvad gjorde krigen ved dem?”
 
Det nærværende engagerer
Det er en tilgang til historieskrivningen, der var bandlyst i hans studietid på Københavns Universitet, hvor individet og dramaet var sat uden for døren i den tradition, der var formet af en positivistisk og marxistisk tilgang. Men i nutiden er der en ændring på vej, vurderer han. Den skarpe sondring mellem det populære og det lødige forsvinder. Der er ikke nogen modsætning og ikke nogen undskyldning for ikke at gøre den historiske fortælling levende, nærværende  og vedkommende.

Og krydsfeltet mellem det litterære og faktuelle har vist sig at appellere til læserne, herunder gymnasielærere.

”Når jeg møder gymnasielærere, er de interesserede i netop metoden og måden at skildre historien på. De er optaget af, hvordan de kan engagere eleverne i den epoke i danmarkshistorien, som jeg har valgt at beskrive. Jeg ved, at bøgerne bliver brugt, for jeg får ufatteligt mange henvendelser fra elever i forbindelse med opgaver.”

Hvad vil du selv sige til en elev, der rækker hånden op og spørger: Hvorfor skal jeg høre om 1864?

”Så vil jeg sige, at i 1864 var der mellem 40.000 og 60.000 unge mænd i din alder, som blev sendt ned på slagmarken. 5.000 kom ikke tilbage, et par tusinde mistede ben og arme. De var ikke så forskellige fra dig, de havde en kæreste derhjemme, en mor og en far, eller også var deres far med i krigen. Og nu skal du høre, hvad de egentlig oplevede dernede. Jeg vil tage fat i det nære. Det dramatiske. Nogle af dem kom lige ud af skolen og var ivrige efter at komme i krig. De stod ved forsvarsværket Dannevirke i minus tyve grader, og nogle frøs ihjel.”

Han rejser sig, går hen til reolen og henter et stykke jern på størrelse med en halv knyttet hånd. Det er en del af en kanonkugle fra krigen i 1864.  

 ”Når de eksploderede, føg stykker som det her i alle retninger. Og hvis du var rigtig uheldig, endte det inde i din mave. Din mave blev sprættet op, dine tarme faldt ud, eller også gik det så dybt ind, at om nogle timer ville en kirurg stikke hånden ind og forsøge at tage det ud, hvilket man som regel ikke overlevede. Derefter ville vi diskutere, hvorfor de unge mænd skulle ligge der og forbløde. ”