Artikel
Dansklærere om parløb: Det giver os energi og arbejdsglæde
20171006-RandersHF-VUC-0003

Dansklærere om parløb: Det giver os energi og arbejdsglæde

Der bliver brugt terninger, saks og sjove kostumer, når Maibrit Schmitt og Soffy Langballe Løvschall underviser i dansk på Randers HF og VUC. En fælles ambition for faget og eleverne har skabt et tæt samarbejde mellem de to lærere.

Masser af kreative forløb og opgaver, der gør undervisningen levende og engagerer eleverne.

Det er en af gevinsterne ved det tætte samarbejde, som dansklærerne Maibrit Schmitt og Soffy Langballe Løvschall har haft i de seneste fem år på Randers HF og VUC.

”Eleverne får en mere spændende og varieret undervisning, fordi vi samarbejder,” siger Maibrit Schmitt.

De to lærere deler idéer, tekster, øvelser og undervisningsforløb. En gang imellem udvikler de også nye forløb sammen helt fra bunden. Nogle forløb bliver kun en realitet, fordi de er sammen om at løfte opgaven, fortæller de.

”Vores samarbejde er aflastende. Vi sparer tid på forberedelsen i hverdagen. Det giver overskud til at finde på nye, sjove øvelser,” siger Soffy Langballe Løvschall.

Vi sparer tid på forberedelsen i hverdagen.

Soffy Langballe Løvschall, lærer
Randers HF og VUC

Samarbejdet opstod, da de to dansklærere på Randers HF og VUC fandt ud af, at de har den samme tilgang til undervisningen.

”Vi har det samme ærinde med undervisningen og det samme projekt i forhold til eleverne,” fortæller Soffy Langballe Løvschall.

Faget skal leve
Gymnasieskolen.dk møder Maibrit Schmitt og Soffy Langballe Løvschall på skolens lærerværelse. De har sagt ja til at bruge frokostpausen til at fortælle om deres samarbejde.

Deres fælles ambition er at gøre faget levende og få eleverne til at være aktive og medskabende, forklarer de. Det gør de ved at bruge arbejdsformer, der bringer kreativitet og leg ind i undervisningen.

Den ene dag skal eleverne slå med terninger for at finde ud af, hvilken appelform de skal bruge, når de skal holde en tale, næste dag sidder de på gulvet og har gang i saks og papir for at lave en litteraturhistorisk tidslinje.

”Og skal de fortolke et digt, kan en vej til det være at dramatisere det. Så går vi ned og hente kostumer og rekvisitter i dramalokalet,” fortæller Soffy Langballe Løvschall.

Undervisningsformen gør, at eleverne får en stemme i klasserummet og træder ind i andre roller, forklarer de.

”Elever, som vi ikke troede kunne noget, kan pludselig en masse,” siger Maibrit Schmitt.

De to hf-lærere sætter også eleverne til at arbejde som journalister og reklamefolk og hiver eksperter ind fra virkeligheden, som eleverne kan trække på.

”Vi har sjældent et facit på forhånd. Vi kan godt lide at sætte nogle rammer op, som eleverne skal udfylde,” fortæller Maibrit Schmitt.

Begejstres for det samme
Maibrit Schmitt og Soffy Langballe Løvschall gør begge meget for at undervise på en måde, så danskfaget bliver vedkommende for eleverne.

Det lyder måske banalt, erkender de. Men på hf er det altafgørende, når man står med en elevgruppe, der ikke nødvendigvis kan se meningen med at have dansk eller med at gå i skole i det hele taget.

”Vi forsøger at arbejde med nogle tekster, som eleverne kan se sig selv i. Desuden gør vi meget for, at de lærer hinanden at kende igennem det, de lærer. Så relationerne, der opstår mellem dem, kommer til at bære læringen,” fortæller Maibrit Schmitt.

De kan tydeligt mærke, at de begejstres af det samme.

”Har en af mine elever skrevet en tekst, der viser, hvad han tænker, viser jeg det til Maibrit, og jeg ved, at hun vil være lige så begejstret som mig og ikke hænge sig i, om der mangler kommaer,” siger Soffy Langballe Løvschall.

De understreger, at samarbejdskulturen generelt er stærk på skolen, og at mange af deres kolleger også deler viden og idéer.

Ingen forfængelighed
I år er de to læreres dansktimer ikke skemalagt samtidigt, men det har de været tidligere, og så har de slået deres klasser sammen.

”Det er fedt at stå sammen i et klasserum og være to om at løfte opgaven,” siger Soffy Langballe Løvschall.  

At de både har undervist sammen og undervist alene, mens den anden har kigget på, mener de, er en ekstra styrke for samarbejdet.

”Vi har ingen faglig forfængelighed, og vi holder ikke noget for os selv,” forklarer Maibrit Schmitt.

Det har også gjort, at de er bevidste om hinandens stærke sider.

”Maibrit er mere positiv end mig. Hvis jeg er lidt nede over noget, er hun god til at trække mig op. Jeg kan helt klart lære noget af hende i forhold til at tro på tingene og insistere på at prøve igen,” siger Soffy Langballe Løvschall.

Maibrit Schmitt beundrer især sin kollegas evne til at have blik for den enkelte elev.

”Lige meget om Soffy møder eleverne på gangen eller i klasserummet, er hun sindssyg god til at møde dem på den rigtige måde. For eleverne skaber det en enorm tryghed at have en lærer, der ved, hvad de består af, og hvornår deres grænse er nået,” siger hun.

De to dansklærere har i det seneste år taget samarbejdet et skridt videre. Sammen er de i gang med at skrive en i-bog om kreative øvelser i dansk. Det har afsløret, at der er en ting, de begge er lige dårlige til.

”Vi kan ikke sætte kommaer. Så det er godt, der er en redaktør,” siger Maibrit Schmitt og griner.

Aldrig alene
Det er ikke kun eleverne, der har gavn af de to læreres parløb. Det har de i høj grad også selv. Og ingen af dem kan næsten forestille sig, hvordan det ville være uden.  

”Det giver mig energi og arbejdsglæde,” siger Soffy Langballe Løvschall.

Maibrit Schmitt er enig.

Den gode undervisning og arbejdsglæden ligger i samarbejdet.

Maibrit Schmitt, lærer
Randers HF og VUC

”Jeg oplever, at den gode undervisning og arbejdsglæden ligger i samarbejdet. Og så er du aldrig alene – hverken om glæder eller udfordringer,” siger hun.

En generel opskrift på det gode lærersamarbejde har de ikke. Den må hver enkelt lærer selv finde. Men én ting er afgørende, fastslår de.

”Det skal være et ønske fra lærerne selv. Er et samarbejde dikteret fra ledelsen, mister man som lærer ofte energien i det,” siger Maibrit Schmitt.

”Og så er man nødt til at være modig. Når man åbner op for posen og byder ind med idéer, stiller man sig i en sårbar position,” tilføjer Soffy Langballe Løvschall.

Om Maibrit og Soffy

Maibrit Schmitt, 41 år, underviser i dansk og tysk på Randers HF og VUC.

Soffy Langballe Løvschall, 45 år, underviser i dansk og filosofi på Randers HF og VUC.

Tema om lærersamarbejde

Læs temaet om lærersamarbejde:

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Her kan der stå en kort tekst om søgning

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater