Tekst_
Tina Rasmussen
Foto_
Jacob Nielsen
Livet som gymnasielærer er fyldt med udfordringer og krav. Men for mange er der først og fremmest en enorm glæde forbundet med jobbet.
Sådan er det for Niels, Sidse, Kevin og Jennifer. Mød dem i dette tema om arbejdsglæde.
Det bliver meganice med en rød løber.”
Johan fra 3.c kan ikke skjule sin begejstring over, at der bliver stil over årets sidste fest. Der er frokostpause på Det frie Gymnasium på Nørrebro i København. Over madpakker og dagens økologiske risret fra kantinen får eleverne i festudvalget styr på de sidste detaljer: Hvem skal stå ved indgangen, når festen starter? Er der købt øl? Og bliver der tid til at spise pizza sammen inden?
Kevin Gjedde sidder og lytter. Han er lærer og med i festudvalget. Han elsker at være med til at skabe et trygt, socialt rum, hvor eleverne kan mødes uden for klasselokalet. Det er en af de ting, der giver ham arbejdsglæde.
Som regel er han ’bagstopper’ til festerne. Så står han ved indgangen og går rundt og snakker med eleverne. Holder øje med, om nogen bliver dårlige, eller om nogen ser ud til at føle sig alene.
”Det er rart at møde eleverne uden for undervisningen og skabe nogle bånd,” fortæller Kevin Gjedde, der underviser i samfundsfag og historie.
Han vil gerne være tæt på sine elever. De skal mærke, at han holder af dem og interesserer sig for dem. Når han er sammen med dem uden for undervisningen, ser han nogle andre sider af dem.
”Det betyder noget, at de ikke kun ser mig som lærer. Jeg fornemmer, at mine elever er trygge ved mig og fortæller mig om det, hvis de har det svært.”
Eleverne er kloge, nysgerrige og engagerede, og jeg lærer tit noget af dem. Det gør mig glad.
Smitter af på det faglige
Han har undervist på det københavnske gymnasium i tre år og kan ikke forestille sig noget bedre sted at være lærer.
Han holder meget af den demokratiske kultur, der gennemsyrer gymnasiet. Det er skolens elever og ansatte, som på det ugentlige ’skolemøde’ er fælles om at sætte retningen for skolen. Det er her, at stort og småt bliver diskuteret, og alle beslutninger, der vedrører skolens drift, struktur og udvikling, bliver taget.
Dertil kommer skolens mange udvalg, som elever og lærere er engagerede i. Festudvalget og Ø-udvalget er blot to ud af mere end 80 udvalg, fortæller Kevin Gjedde.
Hør Kevin Gjedde fortælle, hvad der bidrager mest til hans arbejdsglæde.
Det demokratiske aspekt kommer også til udtryk i selve undervisningen, hvor eleverne er med til at vælge, hvilke forløb man skal arbejde med og hvordan.
”Vi stræber hele tiden efter at møde eleverne i øjenhøjde og være interesserede i, hvad de mener. Det er en ret fed dialog at være en del af. Jeg synes, at eleverne er kloge, nysgerrige og engagerede, og jeg lærer tit noget af dem. Det gør mig glad,” siger Kevin Gjedde.
Han oplever, at den fællesskabsorienterede tilgang fra udvalgene smitter positivt af på det faglige i timerne.
”Når vi alle bidrager til fester og ø-ture, bliver det også lettere at få alle til at bidrage til det faglige i klassen.”
Læs næste kapitel
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode