Eksperter: Lærernes samarbejde gør undervisningen bedre

Studieretningsteam, klasseteam og faggruppeteam. Samarbejde om klasserumskultur, innovation og fagsamspil.

Hver eneste dag samarbejder lærere på gymnasier landet over. Noget samarbejde er enkeltfagligt, andet er tværfagligt. Noget er et krav og sat i gang af ledelsen, andet er lærernes helt eget initiativ.

Men lærerne kan blive endnu bedre til at samarbejde, og det er nøglen til at skabe bedre undervisning og øget læring, mener flere uddannelsesforskere.

”Der er meget stor forskel fra skole til skole på, hvordan lærersamarbejdet har det,” siger Steen Beck, der er lektor på Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.

Uddannelsesforsker Camilla Hutters er enig.

”Vi kan se, at lærerne på nogle gymnasier er bedre til at samarbejde end på andre,” siger Camilla Hutters, der er områdechef for de gymnasiale uddannelser hos Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).

Kravet om lærersamarbejde og teamorganisering kom for alvor ind i gymnasiet med 2005-reformen, der blandt andet indeholdt nyskabelser som studieretninger, naturvidenskabeligt grundforløb (NV) og almen studieforberedelse (AT).

”2005-reformens strukturer gjorde lærersamarbejde til en nødvendighed og professionaliserede det. I dag er lærersamarbejde noget, de fleste lærere oplever som en naturlig del af deres virke,” siger Steen Beck.

Men det er ikke det samme som, at alle lærere er begejstrede for at samarbejde, understreger han.

Mens en del lærere har et velfungerende samarbejde med en eller flere kolleger, hvor de finder på nye undervisningsforløb sammen, deler materialer og bruger hinanden som sparringspartnere, er det sværere at få team til at fungere, hvor lærerne ikke selv har valgt emne og samarbejdspartnere, oplever Steen Beck.

”Lærersamarbejde er en meget svær øvelse, fordi lærerne er så forskellige. Mange havde det for eksempel svært med nogle af de typer af samarbejde, som 2005-reformen gav anledning til, især det tværfaglige. De kunne ikke se meningen med det,” siger Steen Beck og tilføjer:

”Skal et samarbejde fungere godt, skal lærerne kunne se nogle af deres egne didaktiske værdier i det.”

Men det er urealistisk at tro, at det kan være sådan altid, understreger han, og derfor må lærerne en gang imellem acceptere, at ikke alt samarbejde tilfører netop deres fag og undervisning merværdi lige nu og her, men at det skal gøres, fordi det er en del af jobbet.

Giver stærkere lærere
Ifølge Camilla Hutters er lærersamarbejde afgørende for at skabe god undervisning.

”Det har stor betydning for elevernes læring, at lærerne har et professionelt læringsfællesskab. Hvordan griber vi undervisningen an, og hvordan evaluerer vi, om eleverne lærer noget? Det er vigtigt, at lærerne samarbejder om den slags ting,” siger Camilla Hutters.

Det styrker den enkelte lærers kompetencer at samarbejde med kolleger, fastslår hun.  

”Lærersamarbejdet gør, at lærerne hele tiden undersøger deres praksis, reflekterer, får ny viden og sætter den i spil. Det gør dem stærkere som lærere.”

Steen Beck er enig.

”Gevinsten er, at lærerne kan nå frem til et bedre resultat, end de ville kunne hver for sig,” siger han og fortsætter:

”I sidste ende er det for elevernes skyld. De har brug for, at der er sammenhæng og helhed i undervisningen. Det giver øget faglighed og trivsel.”

Samme melding kommer fra Thomas Albrechtsen, som forsker i lærersamarbejde i grundskolen og på ungdomsuddannelser.

Han kalder det en grundpille i et professionelt læringsfællesskab, at det, lærere gør uden for klasselokalet, kan være lige så vigtigt som det, de gør i selve undervisningen.

”En professionel lærer reflekterer over sin undervisning sammen med kolleger,” siger Thomas Albrechtsen, der er docent ved University College Syd, ph.d. og forfatter til bogen Professionelle læringsfællesskaber.

Der er mange måder, lærerne kan dele viden om eleverne på. Lærerne kan for eksempel observere hinandens undervisning eller bruge en videooptagelse for at se undervisningens forløb. På teammøder kan de inddrage forskellige former for elevdata eller udvælge elevopgaver, som de kan diskutere med et bestemt fokus for øje, forklarer han.  

”Udgangspunktet bør hele tiden være at undersøge, hvad der fremmer læringen hos den enkelte elev,” siger Thomas Albrechtsen.

Teammøder halter
Teammøderne er et af de steder, hvor gymnasielærerne kan forbedre deres samarbejde, mener forskerne.

Flere undersøgelser har vist, at lærerne primært bruger teammøderne på koordinering og planlægning og ikke på selve indholdet af undervisningen. Det betyder, at den udviklende og innovative vidensdeling halter.

”Ofte er der for lidt fokus på, hvad god undervisning er, hvordan man skaber den og hvordan man skal sætte ind over for konkrete elever,” siger Camilla Hutters.

Thomas Albrechtsen ser samme tendens.

”Lærerne skal i langt højere grad gøre kerneopgaven – elevernes læring – til omdrejningspunktet for deres teammøder,” siger han.

Steen Beck er enig. Men generelt tror han meget mere på såkaldt aktionslæring frem for møder, hvor der bliver udvekslet synspunkter. Aktionslæringsprojekter går ud på, at lærere sammen eller i samarbejde med en forsker undersøger og udvikler noget i praksis, og det er den vej, gymnasierne skal gå, mener han.

”Aktionslæring betyder, at lærerne afprøver noget i deres undervisning, diskuterer med hinanden og justerer tingene. Dermed bruger de hinandens erfaringer til at udvikle ny viden. Det er praksisnær vidensdeling, som lærerne kan se meningen med,” siger Steen Beck.  

Mindre tværfaglighed?
Især reformen i 2005 – ikke mindst indførelsen af AT på stx – tvang lærerne til tværfagligt samarbejde.

Den nye gymnasiereform, der netop er trådt i kraft, har lagt AT i graven, men fagene er fortsat forpligtet til fagligt samspil. Desuden skal der løbende indgå flerfaglige forløb, som skal forberede eleverne på studieretningsprojektet (SRP).

Ifølge Camilla Hutters kan det betyde, at mange lærere vil nedprioritere det tværfaglige samarbejde. Dermed er der risiko for, at fremtidens studenter får ringere tværfaglige kompetencer.

Skal det undgås, kræver det en indsats af både ledelse og lærere ude på skolerne, mener hun.

”Det tværfaglige arbejde skal organiseres på en helt ny måde nu, hvor AT er forsvundet som ramme. Det er vigtigt, at man på den enkelte skole får en ny fælles forståelse af, hvilke tværfaglige kompetencer eleverne skal have, og en fælles progressionsplan for arbejdet,” siger Camilla Hutters.  

Hun ser en god mulighed for, at det tværfaglige i højere grad flytter ind i studieretningerne, men udfordringen er, at fagene ikke har fælles undervisningstid.

”Den flerfaglige timeramme, som AT var, betød, at samarbejdet var skemalagt. Nu skal der gøres noget lokalt for at sikre, at det foregår.”

Arbejdsglæden er på spil
Forskerne er bekymrede for, at nedskæringerne på gymnasierne vil gå ud over lærersamarbejdet. Mange lærere har fået flere hold og skal løbe stærkere.

”For den enkelte lærer bliver det en afvejning af, hvor godt tiden er givet ud i forhold til at samarbejde med andre, når der samtidig er undervisning, der skal forberedes. Mange lærere kan sagtens se det pædagogisk værdifulde i at samarbejde med kolleger, men begrænset tid kan lægge en dæmper på engagementet,” siger Thomas Albrechtsen.

På en del skoler er faggrupperne blevet bedt om at lave fælles undervisningsforløb, som alle skal bruge. Tanken er, at lærerne på den måde kan spare tid på at forberede sig.

I Steen Becks øjne er det dog en farlig vej at bevæge sig ned ad – især hvis lærerne ikke samtidig har tid og overskud til det frivillige samarbejde, der er drevet af deres egen lyst.

”Så skaber vi et monokulturelt gymnasium, hvor alle lærere marcherer i takt,” siger han.

Ifølge Camilla Hutters er lærernes arbejdsglæde på spil. Det gode, meningsfulde lærersamarbejde er nemlig ikke kun vigtigt for eleverne, men i høj grad også for den enkelte lærer.

”Oplever lærerne, at de ikke har tid til at samarbejde, går det ud over trivslen. Risikoen for at brænde ud og miste arbejdsglæden er større, hvis man står alene med opgaverne,” siger hun.