Den 26. april døde vores kollega på Hasseris Gymnasium siden 1979, Bente Bjorholm, af en hjernesvulst, der ikke længere lod sig behandle. Forud gik der 11 år, siden svulsten medførte en første operation, år, der både indebar belastende behandlinger og fredelige perioder.
Bente tog studentereksamen i Silkeborg. Hun læste dansk i Aarhus og idræt i Odense, og efter et par omveje blev det Hasseris Gymnasium i Aalborg, der blev hendes arbejdsplads frem til pensioneringen i 2010.
Vi lærte Bente at kende som en munter, farverig personlighed, der gerne lod sin karakteristiske latter lyde, og som med sine mange interesser gav liv og begejstring til mange samtaler. Bente havde sin helt egen stil. Hun var ægte interesseret i andre mennesker og kunne udfordre én til den gode og tænksomme samtale, både på det personlige og på det faglige plan. Vi mødte også et sødt og omsorgsfuldt menneske, der kunne fokusere skarpt på sine medmennesker, og hun havde en stærk evne til at være til stede. Ikke mindst i naturen sugede hun ro og sjælefred til sig. Også når hun hengav sig til at male billeder, en interesse, der kom til at fylde meget gennem hendes sygdomsforløb, levede hun stærkt.
I dansk var Bente en fremragende samarbejdspartner om litteratur, og hun praktiserede intens nærlæsning af høj kvalitet. Ingen kunne som Bente gennemgå Aarestrups lille digt Angst, og hun levede op til hans ord til det sidste: Gik ind i og holdt fast i nuet, mens hendes hjerte endnu ”havde Blod og Varme”.
Da psykologi blev gymnasiefag, tog Bente det som bifag, og dette fag blev hendes hjertebarn. I 15 år var hun skolens eneste fastansatte psykologilærer, og hun lagde et stort arbejde i at være fagets regionsrepræsentant. Med de mange kurser, hun stod for, var hun et stort aktiv for efteruddannelsen i regionen.
Som lærer vil eleverne især huske Bente for inspirerende individuel vejledning. Hun var menneskekender og forstod, hvordan hun kunne få den enkelte elev til at vokse fagligt og menneskeligt.
Bente havde en enestående følelse af tilknytning til sin barndomsegn, og trods de mange år med arbejds- og familieliv i Aalborg valgte hun at blive begravet i familiegravstedet i Tirslund.
Vi vil savne Bente, og vi sender hendes mand og to voksne børn mange tanker; vi, og især de, har mistet alt for meget alt for tidligt.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode