Armslængde over Øresund

Armslængde over Øresund

Selvom vi minder meget om vores naboer, så har både Sverige og Norge gjort mere for at sikre, at der ikke opstår kasketforvirring under offentlige overenskomstforhandlinger.

Den danske model er til debat overalt i disse dage. Kritikere peger på, at modellen er døende, hvis ikke død, fordi arbejdsgiverfunktionen og det politiske lag bliver blandet sammen i Moderniseringsstyrelsen, Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner.

Men sådan behøver det ikke at være. I Norge og Sverige har man gjort tiltag for at sikre en behørig distance mellem de to funktioner. Det fortæller arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl, der er postdoc på Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet. Han udgav sidste efterår en forskningsrapport om den danske model set i et nordisk perspektiv.

”Selvom vi ligner hinanden rigtig meget, er der nogle interessante institutionelle forskelle mellem landene. I de andre lande har man lavet nogle helt særlige ændringer for at tilpasse aftalemodellen til det offentlige område,” siger han.

En svensk armslængde
Laust Høgedahl peger på det svenske Arbetsgivarverket (arbejdsgiverstyrelsen) som et godt eksempel.

”Der har man helt bevidst indsat en armslængde mellem politikerne og arbejdsgiverne på det offentlige område.”

Overenskomsterne er altså stadig underlagt en politisk kontrol, fordi politikerne udstikker rammerne. Men man har gjort noget aktivt for at imødegå kritikken af dobbeltrollerne. 

Laust Høgedahl, postdoc
Aalborg Universitet

I den svenske model fungerer det sådan, at politikerne først forhandler med Arbetsgivarverket om de økonomiske rammer for de offentlige overenskomster. Derefter tager Arbetsgivarverket over, og politikerne bliver sat uden for indflydelse, mens styrelsen forhandler overenskomst med fagbevægelsen.

”Overenskomsterne er altså stadig underlagt en politisk kontrol, fordi politikerne udstikker rammerne. Men man har gjort noget aktivt for at imødegå kritikken af dobbeltrollerne. Hele målet er i stedet at skabe forudsætninger for gode forhandlinger og tillid.”

Det har dog ikke fritaget området for uoverensstemmelser.

”Der er nogle spændinger, hvor især de unge politikere skal forstå, at deres mandat ikke rækker længere end til Arbetsgivarverket. De glemmer, at de har overdraget magten til styrelsen,” fortæller Laust Høgedahl.

Han tilføjer, at den svenske model ikke kan kopieres en til en.

”Man skal huske på, at de har en anden forvaltningskultur. Derfor har de måske haft lettere ved at indføre armslængdeprincippet,” siger Laust Høgedahl og henviser til, at de svenske ministerier generelt er mere uafhængige af regeringen, end det er tilfældet i Danmark.

Ingen spekulation i indgreb
Også i Norge har man organiseret den offentlige arbejdsgiverfunktion anderledes. Her kører den statslige arbejdsgiverrolle nemlig traditionelt på tur mellem de forskellige ministerier i stedet for at ligge fast hos Finansministeriet som i Danmark.

”De folk, jeg har talt med fra Norge i forbindelse med min forskning, siger, at årsagen er, at man gerne vil have, at arbejdsgiverpolitikken ikke ligger for tæt på udgiftspolitikken. Andre ministerier skal også kunne byde ind på, hvad arbejdsgiverpolitik er. Det er dog stadig til diskussion, hvordan opgaven skal løses, og der har været flere konsulentrapporter, der har peget på løsninger som Moderniseringsstyrelsen herhjemme og Arbetsgivarverket i Sverige,” fortæller Laust Høgedahl.

Den norske regering spekulerer ikke i indholdet af et indgreb, fordi den ikke selv udarbejder loven, der skal erstatte overenskomsten.

Laust Høgedahl, postdoc
Aalborg Universitet

En anden central forskel på Norge og Danmark er Rigslønsrådet. Ligesom Danmark er Norge nemlig et land med historisk tradition for mange lovindgreb i konflikter.

”I 1950’erne oprettede man institutionen Rigslønsrådet. Det var ikke for at imødegå den specifikke problemstilling med dobbeltkasketter på det offentlige område, men det fik alligevel en positiv effekt,” fortæller forskeren.

Når en regering i Norge beslutter et indgreb for at afslutte en faglig konflikt, er det nemlig ikke regeringen selv, der udfærdiger lovteksten. Det gør Rigslønsrådet, der består af arbejdsmarkedets parter og neutrale medlemmer, der for eksempel kan være arbejdsmarkedsforskere.

”Det betyder, at den norske regering ikke spekulerer i indholdet af et indgreb, fordi den ikke selv udarbejder loven, der skal erstatte overenskomsten.”

Helt problemfrit er det dog ikke, siger Laust Høgedahl:

”Kritikken går på, at man ikke på sam­me måde kan ansvarliggøre regeringen for voldgiften. Nogle mener, at regeringen har grebet for hurtigt ind i konflikter, fordi den kunne sende ansvaret videre til Rigslønsrådet.”

Han fortæller i øvrigt, at lockout som konfliktvåben aldrig har været anvendt af de offentlige arbejdsgivere i hverken Sverige eller Norge.

Danmark mangler evaluering
I modsætning til i Danmark har arbejdsmarkedsmodellen i Sverige og Norge flere gange været til evaluering både politisk og blandt parterne. Det har nogle gange ført til justeringer, mens status quo andre gange er bevaret, fortæller Laust Høgedahl.

”Tanken har været, at det var godt at tage en diskussion – både mellem parterne og i visse tilfælde med inddragelse af den lovgivende forsamling – om, hvorvidt modellen fungerede efter hensigten. Den evaluering har vi aldrig haft i Danmark.”