Arbejdsportfolio- øh…

Igennem to år har jeg med jævne mellemrum været til samtaler med min studieleder vedr. min arbejdsportfolio, og hvis man tror, jeg er blevet meget klogere af det, er svaret nej.
På mange måder synes jeg nemlig, at en arbejdsportfolio skader mere, end den gavner, da den i høj grad er uigennemskuelig, i og med der kan rykkes rundt på procentsatserne efter forgodtbefindende, hvad der er knap så fedt, når den løbende holdes op mod ens tidsregistrering.

Sidste år hvor jeg havde 6 A-hold i dansk, var kontaktlærer for 2 klasser og pædagogikumvejleder for 2 kandidater samt havde diverse småopgaver, startede min arbejdsportfolio på 93 procent; en procentsats som faldt med 6 procent inden for 5 min. i samtalen med min studieleder, men som steg med ca. 20 procent inden for de næste 10 min. Hvad skete der lige der?

I år er jeg så gået ned til 5 A-hold i dansk, stadig kontaktlærer for 2 og i stedet for at være pædagogikumvejleder er jeg blevet mentor for 2 nye lærere samt står for introduktionskurset, hver gang en ny starter. Denne gang lød startprocenten på overraskende 63 procent. Ærligt talt var det noget svært at finde et helt passende ansigtsudtryk. Min studieleder var heldigvis hurtig til at sige, at han heller ikke helt forstod regnskabet, da han vidste, at jeg er godt belastet og ikke har særligt meget tid tilovers i mit skema. Atter oplevede jeg inden for ganske få minutter at have bevæget mig fra sølle 63 procent til 100 procent. Fx var min overtid ikke blevet overført, og mine omsorgsdage var ikke noteret. Personligt finder jeg det yderst ubehageligt at starte på så få procenter, når man virkelig føler sig godt og grundigt belastet. Ens arbejdsydelse føles undervurderet, og jo mere der kan presses ind jo bedre.

Igennem de 2 år, hvor jeg havde 6 A-hold i dansk, var flere lærere yderst forbavsede over, at jeg skulle varetage så mange hold og sagde, at det ikke kunne være rigtigt. Nu har jeg så opnået kun at få 5 hold, men også en forbavsende lav arbejdsprocent, som primært kommer op pga. overtid, hvilket betyder, jeg formentlig snart skal op på 6 hold igen. Jeg er klar over, at der er ganske få elever (ca. 16 stk.) i 2 af mine klasser, hvilket gør, at rettetiden ikke er særlig stor, men antallet af undervisningstimer og forberedelsestimer er jo stadig den samme, uanset hvor stor rettebyrden er.

Kort sagt: hvad der burde være en hjælp for såvel studieledere som lærere, er for flere blevet en psykisk belastning og en evig kamp for at nå op på 100%.
Det skal dog pointeres, at vores studieledere gør deres bedste for at hjælpe os, hvorfor procentsatserne i arbejdsportfolierne heldigvis også stiger i stedet for at falde i samtalerne med dem. Alligevel synes jeg, det er værd at overveje om portfolierne i deres nuværende form bør revideres, således at arbejdsindsats, arbejdsprocentsats og tidsregistrering tydeligere stemmer overens, og portfolierne igen bliver det, de er tiltænkt som: et værktøj.