Tidsregistrering, identitet og de ”never-ending” tanker

Jeg ved ikke, om det er sådan i alle erhverv. Jeg ved faktisk ikke engang, om alle gymnasielærere har det som mig, men jeg tror, at der er mange, der har.

For nogle år siden begyndte vi at tidsregistrere—måske et besynderligt forsøg på at vise de mennesker, der vil ”normalisere” vores arbejdstid, hvordan og hvornår vi rent faktisk arbejder.

Men at være gymnasielærer er IKKE et normalt arbejde. At være gymnasielærer, næsten fra dag ét, går hen og bliver en del af ens identitet, en del af de tanker, som man ikke kan slukke for. En del af den indre dialog, som kører konstant: når man kører bil, gør rent og ser tv-avis. Det bliver målestokken og sammenligningsgrundlaget for uendelig mange ting i ens hverdag.

Jeg har tit spekuleret over, hvorfor det er sådan. Er det mon de mange, unge mennesker, man møder lige dér, hvor livet er ved at forme dem til de voksne, de bliver? Er det, fordi man underviser i de fag, man selv brænder for, således at interesse og arbejde smelter sammen?

Jeg tror måske, det, der påvirker mig allermest, er ansvaret.
Alle, der er blevet forældre, kender til den tunge ansvarsfølelse, der melder sig, når man venter barn. Vil man kunne klare det? Bliver de ordentlige, omsorgsfulde mennesker, vil de lære at læse? Kan man beskytte dem mod livets onde?

Som gymnasielærer har man et kæmpe ansvar; uanset om man kan lide det eller ej, betyder det, vi gør hver dag, noget i de unge menneskers liv og ikke mindst noget for deres fremtid. Og lige som i ens virke som mor eller far, kan man altid gøre tingene anderledes – gør dem bedre. Det vil sige, at refleksion bliver væsentligt omdrejningspunkt for vores arbejde.  Den indre feedback og feedforward, der konstant stiller kritiske spørgsmål og tænker på små justeringer eller nye og bedre idéer. Idéer, der begynder at forme sig, når man rører rundt i kødsovsen eller står på sidelinjen til en U9 fodboldkamp.  I virkeligheden er denne refleksion noget som dyrkes bevidst nu om dage i pædagogikum. Gymnasielærere skal lære at blive til ”reflekterende praktikere”. Refleksion er ønskeligt. Men hvordan registrerer man refleksion? Og hvordan sætter man en stopper for det, så man ikke bliver slidt op?

Vi registrerer selvfølgelig kun vores faktiske arbejdstid: forberedelse, undervisning, rettearbejde, kursus, ekskursioner, møder osv. 
Vi registrerer ikke den tid, hvor tankene hverken vil eller kan slippe alle de faglige og sociale udfordringer, vi står med hver eneste dag. Udfordringer, der handler om, hvordan vi tackler drengen, der har angst, pigen, der er blevet smidt ud hjemmefra, klassen, der bruger Facebook til at tale grimt om hinanden. Eller spørgsmål som hvordan vi skaber trygge relationer til alle vores elever i alle klasser? Hvordan sikrer vi, at læring finder sted? Hvordan løfter vi det faglige niveau, samtidigt med at vi får mindre tid til forberedelse og færre midler? Hvordan organiserer vi undervisning, så den er engagerende, motiverende, interessant, lærerrig og udviklende på én gang.
Spørgsmålene er uendelige, vigtige og store. Kravene er næsten uoverstigelige, og et eller andet sted er det jo aldrig godt nok, fordi det altid kan gøres bedre. Det er ikke så mærkeligt, at tankerne kører i en uendelig strøm. Man kan ikke registrere de tanker, der kører konstant, men man kan heller ikke slukke for dem. I hvert fald lige så lidt som man kan lade være med at tænke på, hvad man skal lave til aftensmad, eller at man skal huske at købe toiletpapir. Never-ending tanker? Ja, måske, men temmelige vigtige for en velfungerende hverdag. Bør de være det? ”That is the question.”