Jeg hader tidsregistrering

Jeg hader tidsregistrering. Tidsregistrering strider fundamentalt imod gymnasielærerarbejdets natur. Er det f.eks. arbejde, når en samfundsfagslærer ser en nyhedsudsendelse? Er det arbejde, når en dansklærer følger med i den nyeste litteratur og får gode idéer? Muligvis. Muligvis ikke. Den slags overvejelser æder sjæle op. Da vi på mit gymnasium i en periode i 10’erne skulle tidsregistrere vores arbejde, bogførte jeg konsekvent 37 timer om ugen, 7,4 timer pr. dag. Færdigt arbejde. Selvfølgelig arbejdede jeg ikke præcist 7,4 timer om dagen. Somme tider arbejdede jeg mindre. Somme tider mere. 7,4 timer var en pragmatisk fiktion.

Så fik vi heldigvis en “forståelse” – som man siger – på min arbejdsplads. Vi behøvede ikke længere at agere privatpraktiserende bogholdere i hverdagen. Der var sat tal på det hele i Lectio. Nu har vi endda fået en aftale. Tidsregistrering burde ikke længere have noget med mig og mine kolleger at gøre.

For nylig erfarede jeg så, at der er vedtaget en ny EU-lov: Alle – ikke bare gymnasielærere – ALLE medarbejdere på arbejdsmarkedet skal i fremtiden til at tidsregistrere: Præster, pædagoger, bibliotekarer og såmænd også bogholdere. Da jeg fortalte det til et par kolleger, blev de frustrerede. Nu havde vi jo lige fået en aftale. Jeg sagde – lidt drillende – at tidsregistreringen er ment som en hjælp. EU-loven vil beskytte os mod det grænseløse arbejde. Der blev slået en hånlatter op. Vi genopfriskede Skousen og Ingemanns gamle EU-skeptiske sang: “Nede i Europa har de fået en fiks idé”, som min fine gamle musiklærer på Aarhus Katedralskole ikke var så vild med.

10 år efter OK13: Tidsregistrering er aldrig kommet til at fungere
Jeg ved godt, at en del gymnasielærere hader tidsregistrering knap så meget som mig. Der er gymnasier, der hverken har forståelser eller aftaler. Der er skoler, hvor tidsregistrering i realiteten er det eneste værn mod det grænseløse arbejde. Hvis tidsregistreringen ellers bliver taget alvorligt af ledelsen. Men det kniber det tilsyneladende med. I en workshop på GL’s Repræsentantskab for nylig var konklusionen, at tidsregistrering aldrig er kommet til at fungere. 10 år efter OK13.

Men kan jeg ikke bare registrere 37 timer om ugen, 7.4 om dagen ligesom sidste gang? Det ville selvfølgelig være fristende, men så let går det ikke denne gang. Hvis arbejdstilsynet kommer på uanmeldt besøg – har jeg ladet mig fortælle – vil man studse over en sådan alt for jævn bogføring. Her må være noget galt, vil man tænke. Her må gribes ind. For at hjælpe mig.

Det, de hjælpsomme Eurokrater og sjælløse bogholdere aldrig kommer til at forstå, er, hvor ødelæggende for gymnasiet det er, når underviserne skal metamorfosere fra selvstændigt tænkende akademikere til tidtagere.

Det er en stakket frist, at EU-loven først træder i kraft om et halvt år og ikke – som først bebudet – pr. 1.1. 2024. Godt nytår!

Jeg hader stadig tidsregistrering.