Vi har alle et ansvar for, at debatten om GL’s overenskomstarbejde ikke udvikler sig til et cirkus

Det er meget relevant, når Peter Juul Jensen i et indlæg den 24. september i nærværende spalter retter opmærksomheden på den vigtige debat om vores arbejdstid og overenskomst. Nuværende overenskomstperiode er en 2-årig en af slagsen, hvorfor krav til en ny forhandling i 2026 begynder at banke på.

At sætte ord på frustrationer kan i mange sammenhænge være relevant, og man kan da roligt sige, at det lykkes for Juul Jensen at ventilere en række af disse. Som der peges på i indlægget, er vi mange med den grundfølelse, at tidsregistreringen er en bureaukratisk spændetrøje, men som Bodil-Marie fra GLs hovedbestyrelse så glimrende kommer ind på i et svarindlæg, har vi som fagforening en bunden opgave i at arbejde med udgangspunkt i den lovgivning og de overenskomstregler, vi nu en gang har. Det betyder, at GL må bidrage til at få implementeret den lovpligtige tidsregistrering, så den bliver til mest mulig gavn og mindst mulig gene for vores medlemmer. Med præciseringen i GL’s retningslinjer og anbefalinger hvoraf det fremgår, at komme/gå-tid er noget, man selv kan tage stilling til på de enkelte skoler/enkelte lærer, har jeg svært ved at se, at retningslinjerne kan kaldes for en jubelidiotisk overimplementering.

Som fagforening skal vi selvfølgelig gøre alt for, at forholdene for gymnasielærere bliver så gode som muligt. Romantiske sværmerier om at vende tilbage til det, der er forestillingen om de gode gamle dages urtilstand, er desværre helt uden for skiven, med tanke på hvordan et arbejdsmarked anno 2024 er skruet sammen. Hvis GL, som i de to seneste overenskomstforhandlinger, skal have en chance for at komme til bordet, og lande det, der ganske vist er beskedne, men dog reelle skridt i forhold til rammebetingelser for håndteringen af arbejdstid, så er præmissen nu en gang, at det er arbejdsgiver, der leder og fordeler arbejdet. Mest interessant ved Juul Jensens indlæg er netop den lovprisning af de mange forståelser, der hidtil har hersket på en række skoler. Problemet er selvfølgelig, at der i en del af disse forståelser har været tale om praksisser, der har været mere eller mindre transparente og uden en konsistens, der sikrer et minimum af retssikkerhed under den enkelte lærers tidshonorering. Jeg er for så vidt enig i, at det er vigtigt, at vi ikke kommer til at skylle barnet ud med badevandet, når juridiske krav sættes på spidsen, men omvendt må der også være grænser for, hvad vi som organisation skal acceptere på det enkelte medlems vegne. Det er oplagt, at vejen frem på en del skoler kan være delaftaler, der positivt kan bidrage til at regulere samspillet mellem plantal, opfølgning og honorering, vel at mærke hvis det kan gøres i en ordnet, reel og åben dialog – men en svær balance er det!

Ideer og forestillinger om at vende tilbage til en overenskomst, der dikterer, hvordan arbejdsgiver skal anvende arbejdstiden, kan vi gerne drømme om, men der er absolut ingen politisk gehør for disse tanker, hverken hos vores daglige arbejdsgivere eller blandt politikerne – for ikke at nævne de 1,5 milliarder, en tilbagevenden til 2011-tilstande vil koste. Sådanne krav må med Juul Jensens ord betegnes som ”fluffy” overenskomstkrav (der ifølge nudansk ordbog netop betyder ”luftig”). Det er et kæmpe problem, at der nok er 20-30% af skolerne, hvor ledelserne ikke er til at tale med, og hvor reel dialog og opfølgning på arbejdstid, som Juul Jensen beretter om på egen skole, er en by i Rusland. Hvordan vi end vender og drejer os, er det umuligt at få skrevet ind i overenskomsten, at vi vil have nogle dygtige og ordentlige ledelser. Med andre ord er der ingen anden vej end at kæmpe bid for bid ved overenskomstbordet for at skabe så gode rammer om håndteringen af arbejdstiden som muligt – ikke meget sexyness og rock’n roll, men det er virkelighedens realiteter. Fluffy krav om quickfix med overenskomstfastsat anvendelse af arbejdstid i form af centralt bestemte akkorder er et farligt blændværk, der ikke fører nogen vegne. Og så skal GL naturligvis i øvrigt være aktiv på alle baner i offentligheden og i forhold til politikerne med henblik på at gavne rammebetingelserne for gymnasier og gymnasielærere.

GL befinder sig på mange måder i en ”perfect storm”, og hvis vi taler os ind i en tilstand af affekt og idiosynkrasi samt nostalgiske drømmerier, så er vi dårligt rustet, når vi ud fra realistiske målsætninger skal påvirke uddannelsesreformer, bearbejde politiske forestillinger om decentral løndannelse som universalløsning for den offentlige sektors problemer, samt ikke mindst udfordre et politisk mantra om overenskomstmæssig deregulering og frigørelse af ledelsesrum. Vi har alle et ansvar for, at debatten om GL’s overenskomstarbejde ikke udvikler sig til et cirkus.