Antorini forsøger at gøre sine hoser grønne

For nylig var forhenværende undervisningsminister Christina Antorini (S) ude at klage over den borgerlige regerings besparelser på uddannelsesområdet.
Min første tanke, da jeg læste det,, var, at Christine Antorini er ude for at gøre sine hoser grønne. Hun ved godt, at hun ikke tilhører den del af ministre, som har været mest populære blandt folk i undervisningssektoren. Så måske forsøger hun at få ændret på sit blakkede renomme. Men Antorini overser, at hun kan takke sig selv for de besparelser, som den borgerlige regering nu udfører. For hvis det ikke var pga. Antorinis reformarbejde, så ville besparelserne have været ekstremt besværlige at gennemføre. Hvis ikke hun havde arbejdet så benhårdt på at få fjernet lærernes forberedelsestid og andre rettigheder, som kunne minimere et ellers højt stressniveu, så ville uddannelsessektoren være næsten fredet område for nedskæringer.

Antorini kan påstå ligeså hårdnakket, hun vil, at det slet ikke var meningen med hendes reformer, at man skulle spare penge. Men der stoler jeg ikke på hende. Hun burde være klog nok til at vide, at hvis man ændrer et gennemsigtigt system til at blive uden regler og rammer, så vil det også blive et område, hvor man kan skære ned ligeså tosset, man vil. Årsagen til, at de i Venstre sagde ja til hendes reformer, var jo netop også, at de kunne se, det ville gøre det nemmere at spare penge, når de engang kom til. Hvis ikke Antorini vidste det i forvejen, viser hun blot, at hun ikke var klog nok til at bestride stillingen som undervisningsminister.

I mine øjne er Antorini ikke egnet som hverken minister eller politiker. Tiden har vist, at hendes idéer kun fungerede i hendes eget hoved, men ikke i virkeligheden. Hvis vi skal have et uddannelsessystem, som kan skabe god læring, og ikke bruge tid på at skulle skære ind til benet hele tiden, så har vi brug for klare og tydelige regler for arbejdsopgaverne og dermed også forberedelsestiden. Så hvis Antorini virkelig vil gøre sine hoser grønne, så bør hun starte med at indrømme, at det var en stor fejl at ødelægge lærernes arbejdsforhold, og at der er brug for at vende tilbage til gennemskuelige forberedelsestider igen. For så længe dette ikke eksisterer, så vil uddannelsessektoren være et nemt offer for nedskæringer. Vel at mærke nedskæringer, som går ud over fremtidens økonomi. For uddannelse er jo en investering i fremtidens produktion og dermed vores samfunds økonomiske muligheder.