Tekst_
Malene Romme-Mølby
Foto_
Shutterstock (Arkiv)
Hvad kan ChatGPT bruges til i undervisningen, og hvad kan chatbotten ikke bruges til? Det er lærere fra seks gymnasier gået i gang med at teste, godt et halvt år efter OpenAI lancerede sprogmodellen, der er baseret på kunstig intelligens.
Horsens Gymnasium og HF rakte i foråret ud til flere østjyske gymnasier, hvorefter skolen sammen med Aarhus Akademi, Randers Statsskole, Skanderborg Gymnasium og Favrskov Gymnasium blev enige om projektet. Sidenhen blev Aarhus Handelsgymnasium også en del af samarbejdet.
Formålet er at udvikle og afprøve undervisnings-, evaluerings- og eksamensformer, der indtænker ChatGPT i undervisningen, og at vidensdele om erfaringerne.
“Da ChatGPT blev præsenteret, blev vi taget på sengen, i forhold til hvordan vi som skole skulle håndtere det. Vi oplevede, at vi stod med nogle helt andre udfordringer og muligheder i forhold til Googletranslate og andre typiske plagiatproblemstillinger,” fortæller Nicolai Løvenholt, der er pædagogisk leder og projektkoordinator på Aarhus Akademi.
“Fra starten har der været meget fokus på snyd og plagiat, blandt andet fordi vi som lærere og skoler stod på ubetrådt land. ChatGPT rejste helt nye spørgsmål om, hvad der udgjorde plagiat eller uselvstændigt arbejde, og hvad der dermed udgjorde ‘snyd’ i den traditionelle forstand. Derfor vil vi gerne starte diskussionen et andet sted: Hvad skal eleverne lære og kunne i det 21. århundredes gymnasieskole? Og hvad skal vi dermed lære dem og uddanne og danne dem i? Vores fokus skiftede dermed væk fra snyd til undervisning og læring,” siger han.
Vi har fra styregruppens side valgt, at det er et rent ildsjæleprojekt.
På Favrskov Gymnasium havde de selv overvejet, om de lokalt skulle sætte gang i et projekt med ChatGPT, men samarbejdet med flere gymnasier virkede mere givtigt.
“Vi synes, at det er kanon spændende at have et helt netværk at vidensdele med i stedet for kun at lave et lille lokalt projekt på skolen. Jeg mener også, det er vigtigt, at lærerne får tid til selv at få fingrene ned i chatbotten og gøre sig nogle erfaringer med den i undervisningen,” siger Bente Rose Madsen, der er pædagogisk leder og projektkoordinator på Favrskov Gymnasium.
Undervisning, kompetencer og eksamen
På Favrskov Gymnasium har de besluttet, at det er otte lærere med henholdsvis fagene dansk, engelsk, matematik og samfundsfag, der deltager i projektet.
Fra hver skole deltager mellem fem og ti lærere, der frivilligt har meldt sig til at deltage i projektet. Lærerne har fået afsat tid blandt deres andre opgaver til at afprøve forskellige ting i undervisningen og at deltage i projektet.
“Vi har fra styregruppens side valgt, at det er et rent ildsjæleprojekt, hvor alle deltagere er interesserede i at arbejde med chatbotten, i stedet for at inddrage hele lærergruppen på skolerne, for så har alle måske ikke den samme interesse eller de samme forudsætninger for at arbejde med det,” forklarer Nicolai Løvenholt.
Vi håber meget, at vi får dispensation, så vores erfaringer kan munde ud i forsøg med nogle nye prøveformer.
Projektet kører i to år med hvert sit fokus.
“Første år har vi fokus på undervisningen og at inddrage chatbotten, og hvordan man kan arbejde med kritisk vurdering og kompetencer i forhold til anvendelse af ChatGPT. Der er både et kompetence- og et læringsmålsspor,” siger Nicolai Løvenholt.
Andet år skifter lærerne spor og fokuserer på prøveformer.
“Vi håber meget, vi får dispensation, så vores erfaringer kan munde ud i forsøg med nogle nye prøveformer,” siger Bente Rose Madsen.
Skolerne har desuden søgt og fået tildelt midler fra Region Midtjylland. Det betød, at skolerne også skal vidensdele med Aarhus Handelsgymnasium, der allerede havde taget initiativ til et lignende projekt. Regionen har givet 1.020.000 kroner til projektet, der vil gå til lærerlønninger og oplæg.
Alle lærere, der deltager i projektet, mødes tre gange om året for at vidensdele og få inspiration. Til opstartsmødet var der blandt andet oplæg af Tine Wirenfeldt Jensen, som Gymnasieskolen tidligere har interviewet.
Læs: Forsker: “Hvis vi forbyder ChatGPT i gymnasiet, gør vi eleverne en bjørnetjeneste”
Til november mødes alle lærerne igen, hvor der blandt andet vil være oplæg om såkaldt prompt engineering – det vil sige, hvordan man får chatbotten til at levere relevante svar.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Jeg er spændt på, hvad de vil kunne dele af nyttig erfaring.
Ikke mindst i forhold til fx ChatGPT og GDPR-lovgivningen, der ofte er et lidt overset emne.