Velkommen til teoretisk pædagogikum for de heldige/(heldigt) udvalgte 

Så lykkedes det at få en plads blandt de særligt udvalgte fremtidige gymnasielærere, som har mast sig igennem nåleøjet og har opnået den lyksalighed at blive fastansatte i den forjættede gymnasieverden. Vi sidder nu en stor gruppe gymnasielærere og skal varetage undervisningen i fremtidens gymnasieskole. Og tak for det! Vi glæder os enormt. Men hvorfor har vejen hertil været så lang, kringlet og svær? Og er der ikke noget strukturelt galt i gymnasieskolen, når flere af os har mange års undervisningserfaring, inden vi er nået til denne undervisning i, hvordan vi bliver gode undervisere? Svækker det ikke kvaliteten i gymnasieskolen?

Ud af dem jeg talte med til almendidaktisk kursus i Rebild, mødte jeg én, som ikke havde undervisningserfaring og var ny i gårde, og jeg er gymnasielærer, så jeg taler med næsten alle! Og det kan være, at det er okay med et enkelt års undervisningserfaring, inden man indføres i den pædagogiske praksis, men når vi sidder flere, som har tre, fire og fem års undervisningserfaring, så er der noget galt i systemet. Vores vej til at blive pædagogiske praktikere er for lang, og det er der nogen i strukturen, som skal arbejde med – både for lærernes og elevernes skyld – for pædagogikum er godt – både for os og eleverne. Men inden jeg begynder at fortælle, hvorfor det er godt, så lad os dvæle lidt ved uddannelsens vilkår. For når Tesfaye kalder på ”åndelig oprustning” i skolen, hvordan stemmer det så overens med, at pædagogikumuddannelsens økonomiske vilkår forringes, så vi, der nu står i det forjættede land, får færre undervisningstimer i fagdidaktikken på grund af økonomiske årsager?

Læs: Uddannelse skærer på undervisningen

Det bliver svært at øge kvaliteten i et produkt, hvis ikke man er villig til at investere deri. Og på trods af at underviserne (de studerende på pædagogikum) efterspørger mere tid til fagdidaktikken i evalueringer, så er det den del, som vi sparer på.  Det giver næppe en åndelig oprustning af de store. Ræk lige hånden op, hvis du savner coronaundervisningen på teams! For det er det vores undervisning omlægges til – altså teamsundervisning. Og jeg fornemmer ikke en skov af hænder, som står i kø for at få lov at lave/få onlineundervisning.

Et af de store problemer er taxametertildelingen, for når vi er gået fra 535 kandidater, som indstilledes til prøven i 2020 til 342 i 2025, så mangler der lige godt taxameter for 200 kandidaters taxameter til at gøre uddannelsen god. Og selvom nogle penge følger kandidaten, så er der også noget flødeskum lagt ovenpå, som kommer alle til gavn i taxametersystemet. På samme måde som det er bedre for en skole at have 22 elever frem for 14 på et hold.

En anden ting, vi kommer til at døje med de kommende år, er manglen på undervisningsmidler i gymnasiet. For selvom folkeskolen har fået tilført midler på 540 mio. over en 9-årig periode til CFU, så har man på den anden side sparet på de fysiske materialer i gymnasieskolen på samme CFU, så det nu ikke længere er muligt at få disse til gymnasieskolen! Så ud over at vores pædagogikum beskæres, så bliver vores muligheder for at finde spændende klassesæt også færre. Velkommen til gymnasieskolen 2025. Er det det, I (vi) ønsker?

Men jeg håber da, at vi stadig får en god uddannelse, selvom der er skåret på vores undervisningstid i den nye studieordning, for alt andet ville være urimeligt overfor de kommende generationer!

Biesta, FIMME og undervisningsrum 
Det har været en fornøjelse at mødes med alle de andre fagligt dygtige, nysgerrige og ekstremt sjove gymnasielærere. Og ”gymnasielærerjobbet er verdens vigtigste, fordi vi beskæftiger os med unges dannelse og uddannelse” sagde Anne Vibeke Wennerstrøm i sit skarpe oplæg til Eva Lykkegaards præsentation om elevers trivsel i gymnasieverdenen. Og jeg kan ikke huske de præcise ord på, hvordan hun kender en gymnasielærer fra mængden, men jeg har min egen ide om det. Du kender dem på, at de er socialt nærværende, ofte har en virkelig god historie om forskellige emner og kan underholde med faglige anekdoter fra sine egne fag i flere timer. Det er en fornøjelse at være blandt folk, som både kan lytte, og fortælle om deres egne fag i den tid, du har til rådighed.

I Lykkegaards oplæg nævnte hun alle de udfordringer, som ungdommen har stået overfor siden 2015, som noget vi skulle være opmærksomme på. COVID, Israel/Palæstina, Rusland/Ukraine og klimakrisen blev blandt andet nævnt som store epokale begivenheder, og derfor var/er eleverne særligt udsatte. Det vil jeg gerne udfordre. For vores elever er ikke mere specielle end tidligere, og de lever heller ikke i en speciel tid. Sæderne har altid været i forfald, og kriserne har stået i kø i samfund siden tidernes morgen. Vi har heldigvis tendens til at glemme alle de ”store” begivenheder, når de kommer lidt på afstand, og denne generation er som sådan ikke specielle. Eller de er lige så specielle og unikke som alle de andre snefnug. Og vi glæder os virkeligt til at udfordre dem, lære dem noget og være med til at danne dem som mennesker. Men som undervisere skal vi efter min mening lade være med at tale kriserne op til noget, de ikke er. Det må vi lade politikerne og medierne om. Vi skal i stedet lære dem at gennemskue verden, forholde sig kritisk til den og danne dem som gode individer og borgere.

Det har været en fornøjelse at få lov at lære blandt gymnasielærerne. At blive udfordret i sine grundforståelser, at få flere praktiske didaktiske kompetencer og at få et blik på sig selv fra en fin helikopter styret af dygtige piloter, når vi skulle lave observationsstudier af en simuleret undervisning.

I løbet af den første dag beskæftigede vi os primært med os selv. Hvordan FIMME(R) man? Hvad mener Biesta om formålet med uddannelse, og hvordan observerer og udfører vi egentligt en god undervisning? Det var dejligt at opleve alle de kreative bud på en god undervisning og se de andre læreres gode bud. Det gav mig nogle gode refleksioner om, hvordan vi kan åbne en undervisning. Vi fik også et godt indblik i, igennem vores mange snakke, hvordan eleverne er som typer på forskellige skoler, og mange gode overvejelser over, hvordan vi bedst underviser eleverne. På den måde er de små snakke til pædagogikum med til at udvikle os, og de giver værdifuld viden om forskellige typer elever, som vi finder på lige præcis vores skole.

Noget jeg særligt har taget med mig fra første dag, er de åbne og elevinddragende spørgsmål (IRF), hvor vi i stedet for at søge lukkede svar går efter det åbne og nysgerrige svar. Dette har været en god erkendelse fra den første almendidaktiske undervisning, som jeg har transformeret til min egen undervisning og tænkt over i udformningen af denne. Vi fik ligeledes gode inputs til, hvordan vi kan se de forskellige rum vi kan skabe, og hvordan rummene virker på eleverne.

En ting som jeg tidligere har gjort indirekte, er at bruge FIMME-modellen, og selvom navnet lyder lidt skørt, så er den yderst anvendelig. Den står i modsætning til finansministeriets DREAM-model, som lyder fed, men er ubrugelig til at forudsige fremtidens økonomiske tilstand. Men at FIMME er at sætte sin undervisning på formel, så man kan få rum til at reflektere over valg af materiale, metode og evaluering. Det giver også en god mulighed for at genoverveje formålet med undervisningen!
Fælles for alle vores øvelser var, at de foregik i forskellige undervisningsrum. Vi havde forskellige sekvenser, variationer og forskellige grupper, så selvom første dag varede fra 10:00 – 19:15, så virkede den aldrig langtrukken – præcis som vi selv skal variere vores undervisning i fremtiden.

Store elev-interessedag og den pædagogiske vision
På andendagen åbnede Eva Lykkegaard ballet med en trivselsLUP og viste os blandt andet den svage korrelation mellem social og faglig trivsel. Det kunne mistolkes til, at vi ikke længere bør interessere os for elevernes sociale trivsel, fordi vores mål er at fodre eleverne med faglighed. Men hvis man nogensinde har undervist en gruppe elever, som var i dårlig social trivsel, så ved man, hvilket pres det kan sætte underviseren i. Du behøver ikke være i social trivsel for at trives fagligt, men rum med udpræget grad af social mistrivsel er ikke særligt fede at undervise i. Det giver et højt følelsesmæssigt pres, og det er en af årsagerne til, at flere oplever stress i jobbet som gymnasielærer. Det var dog heller ikke pointen i Lykkegaards oplæg, snarere at vi skulle fokusere på at få eleverne til at trives fagligt. Oplægget havde et fint og nuanceret fokus på, hvad vi som undervisere kan gøre og skal være opmærksomme på for at styrke den faglige trivsel.

Senere skulle vi beskæftige os med de forskellige elevtyper og deres strategier og blive opmærksomme på hhv. de præstationsorienterede, de læringsorienterede og de modkulturelle strategier, som eleverne kan have. Det sætter os selv i et ret sjovt lys, da vi jo netop også burde kunne karakteriseres som læringsorienterede, og derfor er vi en privilegeret gruppe for underviserne. Det kan måske give anledning til selvreflektion blandt eventuelle policymakere i forhold til elevers motivation. Vi er en gruppe på 285, som er topmotiverede og læringsorienterede, men hvad er det egentligt, der gør, at vi er det?De sidste øvelser for dagen bestod i et observationsstudie af en fysiktime og en praktisk indføring i, hvad aktionslæring kan gøre, samt en opfordring til at overveje, hvilke aktioner vi vil bruge i vores klasser.

Det første internatkursus er nu overstået. Og hovedfokusset har været den didaktiske vinkel. Selve undervisningen og kurset har været rigtigt godt, og det har givet nogle meget fine værktøjer til at udføre den praktiske undervisning. Noget som mange af deltagerne havde rig erfaring med. Men hvad med den teoretiske og historiske pædagogik? Hvor er de filosofiske tanker om, hvorfor vi underviser, og hvordan vi gør det? Og hvad er egentligt målet med vores undervisning i en større kontekst. Vi bliver forhåbentlig konfronteret med det senere i vores teoretiske pædagogikum. Jeg har igennem sommeren selv haft et stort fokus på de danske skoleforskere Rasmus Alenkær og Louise Klinge og har med interesse fulgt med i debatten om, hvordan man kan være en relationskompetent lærer og lave pædagogisk værtskab i skolen. Jeg ved, at de i høj grad henvender sig til folkeskolen, men lur mig, om ikke vi med vores elevgrupper kunne bruge nogle af de samme værktøjer til at skabe rum for udvikling og dannelse for vores gymnasieelever.

Så når jeg her retrospektivt på første kursus stiller mig spørgsmålet, hvorfor skal vi danne vores unge mennesker, hvad bliver så mit svar? Laver vi åndelig oprustning i Mathias Tesfayes mere nationalistiske og fædrelandskærlige forstand, eller skal vi som Peter Kemp foreslår gå efter at danne verdensborgere med idealer om globalt udsyn, kosmopolisme og medborgerskab? Det står stadig uklart her efter de indledende øvelser. Men jeg glæder mig til at blive (endnu) klogere!