Suk 3.0 – Teams-undervisning, FORLAD!

Forestil dig følgende scenarie: I en halvlunken hal på Papa Ny Guinea står Holger Rune. Han er rasende. Aneke har tilmeldt ham en Tennisturnering over Teams, fordi han er skadet. Han skal jo ikke falde helt sammen og glemme sin tennis, og det er en billig og kendt træningsform. Derfor forvildes han ind i flere escaperooms på Teams, hvor han gang på gang mislykkes med at komme ind og ud igen, for derefter at møde en totalt ukendt indoneser, som er væsentligt bedre til virtuel tennis end til tennis med fysisk fremmøde. Holger Rune råber den meget velkendte sætning, som har drevet de danske medier ud i hård kritik af den unge mand ”FORLAD!” Han råber det efter Aneke, men egentligt også til sig selv. For hvem fanden beslutter at lave tennis på Teams?

Kan du huske de lyksalige tider under coronaepidemien, hvor du sad i dine mest slidte underbukser og afholdt verdens bedste virtuelle undervisning på Teams? Hvem tænker ikke tilbage på de tider med stor glæde og tænker, hvis bare min hverdag så sådan ud igen? Tænk på udtalelsen: ”Vi fik jo nogle ret gode erfaringer med onlineundervisning på grund af COVID-19, som vi er lidt inspireret af”, som kom i en tidligere artikel på Gymnasieskolen i august i forbindelse med at nedskæringerne på pædagogikum blev meldt ud.

De gode erfaringer… Kan du huske dem? Jeg kan ikke selv. Jeg startede min karriere i gymnasiet i august 2020, og jeg husker ingen positive erfaringer med virtuel undervisning. Altså det lykkedes, men jeg kan ikke huske en eneste dag, hvor jeg har drømt mig tilbage til asylet bag computeren. Og tilsyneladende er erfaringerne også gået i glemmebogen hos de fleste – undervisere og studerende.

Jeg har netop overstået min første af tre undervisningsgange på Teams. Dagens absolutte højdepunkt var, da en studerende efter 1 time og 15 minutters Teamsmøde finder ud af, at han er ”gået forkert”, han er ikke kandidat i det fag, som bliver undervist i. Det var hysterisk morsomt for os andre. Men også symptomatisk for undervisningen på Teams.

Men tilbage til undervisningen, som selvfølgelig startede med, at flere studerende var ”gået forkert”/var I et forkert rum. Det tog cirka 30 minutter at løse, hvorfor vi, hvis vi skal tage skatteyderbrillerne eller effektivitetsbrillerne på, brugte 64 personer x 30 min = 32 timers arbejdstid på at vente på Teams. Det er de gode erfaringers tid. Herefter var der en halv times oplæg med efterfølgende spørgsmål, og jeg kunne dårligt vente til, at vi selv skulle finde ud i grupperum til gruppearbejde efterfølgende. For hvad kunne gå galt? Nå ja, ansvaret for at organisere og lave opkald kunne gå galt. Som en af mine medkursister sagde: ”Jeg har aldrig lavet gruppeopkald før i Teams, hvad skal jeg gøre?”. Kursisten endte med at løse problemet. I min egen gruppe manglede den kursist, som skulle foretage opkaldet. Det var løst indenfor nogle minutters venten.

Til sidst var der en afrunding på dagen med mulighed for individuel vejledning og et evalueringsskema, som ikke efterlod mulighed for kvalitativ evaluering. Jeg gætter i mit stille sind på, at mange har opfattet ”online-undervisningen” som ”meget utilfredsstillende”.

Og hvordan kan man egentligt andet? Den strider imod alt, hvad vi lærer og ved om undervisning. Læringen foregår ifølge Biesta i mødet mellem lærer, elev og verden, hvor læreren aktivt kan pege eleven hen imod verden. ”Hej du, se her er en spændende del af verden!”. Dette møde foregår bedst i fysiske rum, fordi skærmen skaber en distance imellem os. Selv i det fysiske rum opfordrer vi til, at elever lukker skærmene, når vi gerne vil gennemgå noget på tavlen, for vi konkurrerer om opmærksomheden. Denne konkurrence foregår i høj grad, når jeg sidder på hjemmekontoret i mine slidte underbukser og har en skærm som eneste ven. Det er meget lidt motiverende. Jeg tænker også, at der må være en grund til, at rektorerne på landets gymnasier endnu ikke har omlagt 33 procent af vores fysiske undervisning til virtuel. Er det virkelig visionen for vores fremtidige gymnasielærere? Og hvem har i så fald tænkt disse tanker?

Hvis du nu sidder og tænker, at jeg bare har været uheldig, så kan jeg berolige med, at ingen af de andre kursister, jeg har talt med siden vores kursus, har positive erfaringer fra deres andre fag med onlinedelen. Jeg kan ligeledes se, at flere andre kurser har samme indhold, som vores netop overståede kursus havde – hvorfor kan jeg det? Fordi man belejligt har inviteret samtlige kandidater til sin online-dag – hvorfor jeg har indblik i to andre onlinedage ud over dem, jeg skal deltage i. Jeg har dog endnu ikke været så pligtopfyldende, at jeg vil komme til et kursus, jeg ikke er kandidatuddannet i.

Så en klar opfordring om, at hvis man påtænker at skære yderligere i undervisningen på pædagogikum, så kan man passende finde midlerne i onlineundervisningen – for det giver absolut ingen mening. Eller som Holger Rune ville råbe ”FORLAD!”