Motivation, mening, mestring og pseudoarbejde i pædagogikum

Netop overstået er LGF (Lærer i fag og i gymnasiet) i Odense. Det første (og eneste!) internatkursus, hvor alle kandidater samledes og arbejdede tværfagligt med hinanden. En del af litteraturen har handlet om almendannelseskonceptet, hvor vi blandt andet er introduceret til Klafkis ”epokale nøgleproblemer”, som står i skarp kontrast til elevernes ”epokale navleproblemer”. Vi vender så at sige blikket væk fra os selv og skuer ud over verden. Verdensvendt undervisning ville Peter Kemp udlægge det som.

På kurset har vi beskæftiget os med den tværfaglige del af gymnasielærerjobbet, hvor vi sammen med andre faggrupper har skullet finde på et projekt, som man kan anvende i gymnasiet. Jeg var selv sat i en samfundsfag/matematik-konstruktion, som fungerede glimrende. Det var ligetil at identificere et epokalt nøgleproblem, som begge fag kunne bearbejde, og det kom der et fint skitseprojekt ud af, som omhandler ”Globaliseringens tabere og vindere”. Arbejdsopgaven gav mening, fordi den var konkret, vi kunne udnytte vores grundfaglighed fra de tekster, som vi havde læst, og vi skulle desuden på tur i Odense og besøge forskellige institutioner, hvoraf ”Jernbanemuseet” og ”Det grønlandske hus” virkeligt er et besøg værd for dem, som skulle have den slags lyster.

Kurset virkede velstruktureret og igen en ros til undervisererne, som hjælper os på vej med vores opgaver og stiller gode kritiske spørgsmål, giver interessante perspektiver og er fuldt ud investerede i undervisningen og vejledningen. Hvad der til gengæld virker ”lidt” underligt, er det forestående ”tværfaglige projekt”, som vi på kurset blev introduceret til.

Når jeg skriver underligt, så mener jeg i virkeligheden følgende: Forestil dig, at din leder siger til dig, at du skal løse en opgave. Opgaven er der ingen, som kommer til at se, du må gerne udføre den på skolen, men højst sandsynligt kan du ikke udføre den i øjeblikket, og opgaven vurderes eller bedømmes ikke af nogen. Til gengæld skal du bruge 15 timer på den, og produktet, du skal aflevere, er udefineret, men måske kan du sætte dine overvejelser ind i et skema… Senere skal du fremlægge denne ”tænkte opgave”, som ikke tager udgangspunkt i praksis, for dine kolleger (pædagogikumskandidater), som har lavet den samme ”tænkeøvelse”, som ikke tager udgangspunkt i praksis, på et onlinemøde af 4 timers varighed. Du skal bruge 15 timer på at lave opgaven. ”Og vi ved godt, at I har travlt i øjeblikket”. Målet med opgaven spørger du? ”At kandidaten kan begrunde didaktiske valg”.

Dette tværfaglige projekt er et studie i, hvordan du aldrig skal stille dine elever en opgave! Og opgavens udformning minder om det, Anders Fogh Jensen og Dennis Nørmark kalder pseudoarbejde. Dette arbejde er identificeret til at være værdiløst for den enkelte, virksomheden og samfundet, og i øvrigt kan man godt blive betalt for det, selvom det er unyttigt.

Jeg tager jer lige med tilbage til vores undervisning, hvor vi, inden vi skal i gang med at høre om ovenstående opgave for anden gang, bliver husket på, at det er vigtigt for motivationen hos vores elever, at de kan se meningen med en opgave. Det skulle man nok have tænkt over, inden man opfandt denne opgave, hvilket lod til at være flere kandidaters mening.

Fra studieordningen lyder beskrivelsen: ”Projektet skal være teoriinformeret, og det skal indeholde et forløb, hvor flere fag og eller kolleger samarbejder. Det skal lægge op til at kunne udvikles gennem en aktion, som kan undersøges og reflekteres teoretisk, både fagdidaktisk og almendidaktisk”. Fra denne tekst skal man lægge mærke til passivkonstruktionerne, som ikke angiver, hvem der skal gøre det. Der er ligeledes den spidsfindige ”lægge op til at kunne udvikles”, hvilket giver et rum for, at den ikke skal udvikles som en aktion, men man kan tænke over det.

Det gør vi så i øjeblikket, mens vi spændt venter på online-dagen. I den henseende er det glædeligt at læse GL’s og lærerforeningerne i Nordens nyeste udtalelse ”Der er mange dele af læringen, som ingen teknologi kan erstatte: Det menneskelige møde, dialogen, sproget og hukommelsen, legen, håndskriften og den kritiske tænkning”. Det ser jeg frem til implementeres på næste års pædagogikum, så ”fremtidens os” slipper for pseudoarbejde og onlineundervisning!