Den tager vi lige sammen senere… Man har gjort et pædagogikum fortræd

Allerførst vil jeg starte med at sige tusind tak til de gode undervisere på det fagdidaktikkursus, jeg netop har deltaget i. I har leveret et godt stykke arbejde, og det har vi været glade for. Det, jeg nu vil skrive, handler ikke om jeres indsats, men om de vilkår I arbejder under, og som jeg oplever på kurserne.

For HVAD FANDEN ER DET FOR EN LORTE STRUKTUR! I har samlet en masse dygtige undervisere – både på den ene og anden side af bordet, og så har man ellers siden sidst skåret undervisningen fra 22 lektioner til 14 lektioner. På disse lektioner har man tænkt, at man ville levere det samme indhold, så flere af vores undervisere stod tilbage med et materiale, som skulle leveres på en given tidsramme, men denne tidsramme var simpelthen for kort. På førstedagen var den gennemgående sætning ”Hov, vi har snart ikke mere tid”, ”Vi tager lige spørgsmål i samtalerne bagefter”, og ”Tal lige om dette i 5 minutter”, hvorefter man 20 sekunder senere skulle følge op på spørgsmålet. En anden underviser sagde, at man lige kunne søge lidt i vejledningen, mens hun talte videre, hvis man kunne multitaske – og sjovt nok er den menneskelige hjerne ikke lavet til både at foretage søgninger og lytte efter.

Hvor vi i undervisningen på vores gymnasier skal undgå at betragte læring som en tragt, man stikker i øret og derefter hælder viden ned i, så er det lige omvendt på pædagogikum, hvor man forventer, at de fremtidige reflekterende praktikere kan stikke en tragt i øret og derefter indoptage en enorm mængde viden, som hældte man friskpresset efterårsæblemost på rensede flasker. Det mest sigende øjeblik var, da vores ene underviser i løbet af de første 15 minutter af sit oplæg havde sagt ”tiden løber fra mig” tre gange. Der er et eller andet helt galt med strukturen.

Og apropos pauserne, hvor man kunne stille opfølgende spørgsmål… Så findes de ikke. Vi havde et tætpakket program mandag fra 11:00 – 22:30. På denne tid nåede vi 4 oplæg, to workshops, nogle timers gruppearbejde om forløbsudvikling, frokost, en (meget kort) gåtur i Svendborg, indtjekning og aftensmad. Og selvfølgelig skal vi have noget ud af vores timer, men hvor er tiden til at danne den reflekterende praktiker, som bliver så højt besunget i læreplanen for teoretisk pædagogikum? Jeg forestiller mig, at en del refleksion er, at man kan stille spørgsmål til tingene, at man samtaler med andre om praksis og derudover bliver virkelig dygtig til sit fag. Men det er der ikke levnet tid til. I stedet er strukturen skabt til tankpasserpædagogikken, hvor mængden af viden, vi fyldes med, langt overstiger det, vi kan indoptage. Et eller andet sted må der sidde én i STUK og fryde sig over den effektivitet, hvormed underviserne udfylder dagene. For set på mængden af data, vi er fyldt med, så er den stor. Det er både effektivt (ud fra et regnearks målestok) og billigt. Men var det virkeligt meningen med pædagogikum, at det skulle være billigt?

I en tid, hvor Mathias Tesfaye og Mette Frederiksen kalder på åndelig oprustning med en stor besyngelse af, at vi skal være nysgerrige, kloge og dygtige, så virker det kontraproduktivt, at STUK har beskåret undervisningen i teoretisk pædagogikum med 1/3. Hvem er det, der ikke har fået memoet om åndelig oprustning?

I en tid, hvor vi rask væk køber forsvarssystemer for milliarder, virker det skørt, at man er så opsat på effektiviseringer i STUK, at man sparer nogle håndører og forringer et pædagogikum, som i forvejen er forringet gennem de sidste mange år. For ud over at vi har beskåret undervisningen, så er der naturligvis også skåret dele af forplejningen, så glem alt om mad eller lignende, når du ankommer til kursusstedet (uanset din transporttid), dessert til aftensmad eller mere end 1 glas vin til en to-retters menu.

Når vi fremadrettet skal spare på pædagogikum de kommende år, har jeg nogle klare forslag, som man kan følge for at gøre kurset endnu billigere:

1. En opfordring til kandidaterne om selv at tage madpakker med til to dage.
2. Mere virtuel undervisning. Overvej eventuelt at gøre det hele til online undervisning på Youtube, derved sparer vi også løn til underviserne.
3. Opret et informationscentrum i STUK, som kan vurdere og sende kandidaters spørgsmål videre til relevante personer, hvis de måtte blive vurderet relevante for disse.

Endeligt har jeg forsøgt at lave en definition på den reflekterende praktiker, ikke på baggrund af vores undervisningsmateriales definition, men på baggrund af den måde uddannelsens rammer rummer kandidaterne.

[Betydning] Reflekterende praktiker; Person, herefter omtalt som kandidaten, som har bestået de mange års optagelse i gymnasieskolen, og er derfor klar til at imødegå lange dage på teoretisk pædagogikum på et minimum af vand og brød. Kandidaten er på førstedagen godt rustet både fagligt og didaktisk og behøver ikke reflektionstid, men må forventes at trives godt under tankpasserpædagogikken på grund af sin sublime udholdenhed og sit overlegne intellekt, hvor kandidaten som en anden Mercedes kan fyldes med diesel i spandevis. Refleksionen forventes ikke at foregå i den af styrelsen bemyndigede undervisning, men når kandidaten er blevet fyldt, kan denne sendes hjem for videre refleksion og selvstudie. Kandidaten forventes herefter at transformere den passive læring til et levende, aktivt og inspirerende undervisningsrum på sin nærværende arbejdsplads.

Som en af mine medkursister, som havde været på et andet fagdidaktikkursus, sagde til den følgende almendidaktik: ”Det virker paradoksalt, at det, vi undervises efter på pædagogikum, står i skærende kontrast til måden, vi selv skal praktisere på, når vi er færdige”.