Underviser, er du klar til dit nye digitale job?

Det at lave virtuel undervisning stiller store krav til den enkelte underviser, eftersom det oftest er en helt uvant pædagogik, didaktik og metodik, man skal sætte sig ind i. Denne omstilling har skullet foregå i løbet af to arbejdsdage på grund af Corona-virussen med forventning om, at alle var parat efter en weekend. Ingen har haft et valg, og det kan være grænseoverskridende for underviserne at blive bedt om at træde ind på en digital platform, hvor man ikke længere har kontrol over, hvem der kigger med. Den enkelte underviser bliver derfor nødt til at gøre op med sig selv, hvor ens egne grænser går. Man skal stille sig selv spørgsmålene, har jeg det ok med at blive optaget, og er jeg ok med, at min undervisning bliver sendt ud på nettet – velvidende at jeg mister kontrollen over, hvem der kigger med, og at der er mulighed for, at min undervisning kan blive delt, gemt eller manipuleret.

Den almindelige undervisning bygger på nærvær, og underviseren modtager hele tiden feedback fra eleverne. Hvis der bliver sagt noget, der kan misforstås, har underviseren mulighed for hurtigt at adressere det ud fra elevernes reaktion, og vi kan navigere og rette direkte i den kontekst, hvor problemer opstår. Når undervisningen derimod sker online, kan udtalelser trækkes ud af undervisningens kontekst og bruges i andre sammenhænge. Ender jeg som et ”meme” på et eller andet socialt medie? Måske, for jeg har nogle meget kreative unge, som udnytter alle nye måder at blive set og hørt på, og det kan ende med at ske på min bekostning.

Når vi begiver os ind i det virtuelle undervisningsrum, deler vi samtidig noget af vores privatliv, og det gavner nødvendigvis ikke vores relation med eleverne. Vores backstage, altså der hvor vi er os selv, og hvor vi har mulighed for at trække os tilbage, er med ét blevet en del af undervisningen. Eleverne glor direkte ind i vores privatsfære, lige fra familiebillederne på væggen til den ubrugte motionscykel i baggrunden. For nogle personer er det ikke et problem, og nej, det bør det heller ikke være, men det kan nedbryde en professionel distance, som for mange er en vigtig del af at være underviser.

Noget der måske også skal overvejes er, at når medarbejderne skal arbejde hjemme mere end en dag om ugen, kræver arbejdsmiljøloven, at der laves hjemmearbejdspladser til alle. I den nuværende situation ses der selvfølgelig igennem fingre med den del, men hvis man tænker den virtuelle undervisning som en del af vores arbejdsportfolio, bliver det hurtigt dyrt med indretning af nye hjemmearbejdspladser.

Vi står overfor en markant ændring i jobbet som gymnasielærer, og det er ikke alle, der har lyst eller alderen til at være med, men mange kan føle et pres fra samfund, ledelse og kollegaer. Jeg ser muligheder i virtuel undervisning, men det kan ende med at blive noget, der tvinges ned over en medarbejdergruppe, som er et helt andet sted i deres job. Jeg ved godt at alt dette er en nødløsning, men det at undervise online er et helt andet job, end det der står i en gymnasielærers jobbeskrivelse, og udfordringerne omkring den nye rolle løses ikke gennem en MUS med den nærmeste leder.