Solidaritet med vikarerne!

Som bekendt er det at være gymnasielærer et spændende og meningsfuldt, men også kompliceret og krævende arbejde, og de første år på skolen kan være en hård omgang. Derfor har vores nye kolleger god brug for en hjælpende hånd til at finde sig godt til rette – tips til de første forløb, skolens rutiner osv. Det er tillidsrepræsentanternes og ledelsernes pligt (link), men skolens ’almindelige’ lærere skal selvfølgelig også tage vare på nye kolleger.

Det gælder særligt vikarerne, i GL-sprog kaldet ’de ikke-fastansatte’ – de lærere, der er en del af lærerværelset, og så alligevel ikke helt. Nogle er gymnasielærere for første gang, mens andre er erfarne, men måske ofre for nedskæringer på andre skoler. Fælles for dem er, at de skal kæmpe med både det at være nye på skolen og med usikkerheden i deres ansættelse.

Det er en hård omgang at være vikar
Det kan være en hård omgang at være vikar, og det hører vi om hvert eneste år på GL’s efterårsseminar for ikke-fastansatte. Flere vikarer fortæller heldigvis, at de får en god velkomst af den lokale tillidsrepræsentant og/eller en faglig mentor – men der er desværre også flere, der oplever at stå meget alene med opgaverne og mærker et voldsomt arbejdspres. Følelsen af ikke at være fuldgyldigt medlem af lærerværelset forstærkes af, at man ikke fører flerårige hold igennem og ikke bliver censor, og i nogle tilfælde ikke bliver indkaldt til møder, hvor resten af ens faggruppe ellers deltager – måske blot fordi man man er blevet glemt i farten.

Samtidig har vikarerne ofte en ubehagelig oplevelse af ’hverken at være købt eller solgt’, både fordi vikaransættelsen er økonomisk usikker, men også fordi det er svært at knytte sig til elever og især kolleger, når man måske kun er på skolen på lånt tid. Unge lærere har udfordringer med at stifte familie og slå sig ned, fordi de ikke aner, om de har arbejde i samme landsdel året efter – eller overhovedet. Alt dette bliver ikke mindre usikkert, når man i sektoren har vaner og konsensus, der kan ligge vikaren til last.

Konsensus i sektoren er nemlig typisk, at en årsvikar kun er ansat fra den 1. august til den 30. juni. Det betyder, at vikaren kun oparbejder 11 måneders anciennitet i stedet for 12. For hvert årsvikariat flyttes vikarens oprykning til næste løntrin således ‘tilbage’ med en måned. Desuden mister vikaren en måneds pension sammenlignet med sine fastansatte kolleger. Selvom der naturligvis bliver indbetalt ferie til feriekonto ved ansættelsens ophør, som vikaren kan bruge på at holde ferie og derfor vente med at melde sig ledig til den 1. august, har den manglende måneds anciennitet og pension altså en negativ effekt på vikarens livsindkomst. Giver man derimod sommerferien med på ansættelseskontrakten, kan det desuden medføre, at vikaren slet ikke behøver at melde sig ledig, hvis skolen igen får behov for vikaren efter sommerferien – hvad enten det er i et nyt vikariat eller i en fast stilling. Så her kommer derfor en særlig opfordring til TR og ledelserne: Giv jeres vikar sommerferien med – dét er solidarisk.

Når vikaren ikke er vikar
Men så er spørgsmålet også, om alle de vikarer overhovedet skal være vikarer. GL-overenskomstens §4 slår tydeligt fast, at der kun må ansættes tidsbegrænset i særlige tilfælde, fx hvis man faktisk ér vikar for nogen. Det er desværre erfaringen, at nogle skoler ikke følger de regler, og det er både ledelsens og TR’s ansvar, at overenskomsten bliver overholdt.

Det er der heldigvis råd for. I efteråret gennemfører GL den årlige ’beskæftigelsesundersøgelse’, hvor vi får oplysninger fra skolerne om antallet af ansatte osv., og ud fra de tal kan vi blandt andet se, om der er uforholdsmæssigt mange vikaransatte på nogle skoler. Hvis der ér det, tager GL kontakt til skolen og får i nogle tilfælde fastansat nogle af vikarerne. Det kommer formodentlig også til at ske i år – desværre, for det betyder jo, at nogle rektorer bryder overenskomsten og lader lærere gå i usikkerhed om deres job uden grund. Hvis du selv er vikar, så spørg din tillidsrepræsentant, om du faktisk har ret til at blive fastansat.

Vi har klippet GL-overenskomstens §4 ind her:

§ 4. Tidsbegrænset ansættelse
Tidsbegrænset ansættelse kan maksimalt ske for ét år ad gangen.

Cirkulærebemærkninger til § 4
Der skal i videst muligt omfang oprettes tidsubegrænsede stillinger. Skolen/kurset skal kunne dokumentere, at den har sammenstykket det mulige antal tidsubegrænsede stillinger.

Tidsbegrænset ansættelse kan være begrundet i barsel, sygdom, orlov, ferie, borgerligt ombud samt tidsbegrænsede projekter og opgaver mv.

Opmærksomheden henledes på:

1. At almindelig usikkerhed om budget, elevtilgang, udbud af studieretninger, timerester mv. ikke kan begrunde tidsbegrænset ansættelse.
2. Lov om tidsbegrænset ansættelse, herunder at der ikke alene på grund af tidsbegrænset ansættelse må ske forskelsbehandling.
3. At tidsbegrænset ansættelse i flere på hinanden følgende ansættelsesperioder kan medføre, at ansættelsesforholdet ifølge funktionærretlig praksis alene kan bringes til ophør efter de almindelige regler om opsigelse.

Lærere, der er ansat for et helt skoleår (1. august til 31. juli), bør i god tid gives meddelelse om, hvorvidt ansættelsen forventes at fortsætte det følgende skoleår.

Andre regler på erhvervsgymnasier
Er man på et erhvervsgymnasium, gælder der andre regler, fordi man er ansat på AC-overenskomsten. Her er den gældende tekst om tidsbegrænset ansættelse på det erhvervsgymnasiale område fra Lov om tidsbegrænset ansættelse:

For ansatte, der er beskæftiget med undervisnings- og forskningsvirksomhed ved statslige institutioner samt selvejende institutioner, der overvejende er finansieret af tilskud fra staten, og hvor staten fastsætter eller aftaler løn- og ansættelsesvilkår, gælder, at fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold højst kan ske to gange. Man kan desuden ansættes efter statens timelærercirkulære, hvis ansættelsen er under 15 timer/uge.

Hvert tiende GL-medlem er ikke-fastansat
Knap hvert tiende GL-medlem er ikke-fastansat, og de dækker lidt over 5 procent af den samlede undervisning. Det er altså ikke så få af vores kolleger, der står i den situation og har brug for solidaritet. Det bedste, man kan gøre for en vikarkollega, er selvfølgelig at skaffe en fastansættelse. Men hvis det ikke kan lade sig gøre, så giv i det mindste en hånd med rutinerne og forberedelsen, husk at inkludere vikarerne fuldt i skolens arbejde, prøv at skaffe dem sommerferien med i deres ansættelse og frem for alt: Behandl dem ligesom enhver anden god lærerkollega – for det fortjener de.